Stort museum i Botanisk Have står færdigt i år
Det nye Naturhistoriske Museum er tæt på at være færdigt — men der vil gå yderligere noget tid, før man kan besøge museets mange over- og underjordiske rum.
Det har været længe undervejs, men nu nærmer målstregen sig endelig.
Det nye Naturhistoriske Museum — som er en sammenlægning af Zoologisk og Geologisk Museum — bliver færdigbygget og overleveret til Københavns Universitet i år.
Dermed bliver visionerne om et stort museum i Botanisk Have, der første gang opstod helt tilbage i 2004, endelig en realitet. I de mellemliggende år blev planerne udskudt igen og igen, før byggeriet i 2019 officielt gik i gang.
Nu gang i detaljerne
Fra Østre Farimagsgade har man i løbet af 2023 kunne følge med i udformningen af de lidt mindre detaljer på det store byggeri.
Der er blevet opsat belysning i det kuperede landskab, der er blevet skabt, og nye træer er blevet plantet langs vejen.
Desuden har man kunne se, hvordan ventilationsskorstene er blevet ført op gennem jorden på museets forplads.
De leder ned til museets måske definerende feature: De nye, underjordiske rum, som med bølgende tage danner et bakket landskab foran museet — mens et separat byggeri over jorden binder de ældre bygninger sammen.
Stor kuppel skiller sig ud
Museets nok største visuelle trækplaster bliver Oceansalen, som man allerede i et par år har kunnet se fra Sølvgade. Her skiller den 23 meter høje kuppel med 1.600 sammensatte glaspartier sig markant ud fra de to rødstenede bygninger, som omgiver den.
Det er netop de to bygninger — Geologisk Museum ved Øster Voldgade og Sølvtorvskomplekset ved Øster Farimagsgade — der kommer til at udgøre den overjordiske del af det nye, Naturhistoriske Museum.
Museet er oprindeligt udtænkt af arkitekt Claus Pryds og senere videreudviklet af Lundgaaard & Tranberg, der bl.a. også har stået bag Tietgenkollegiet og Skuespilhuset, ligesom de er hjernerne bag Axel Towers.
Forventer høje besøgstal
Projektet er finansieret af staten og Københavns Universitet, samt med donationer fra fem fonde, inklusive AP Møller Fonden, som særskilt har doneret 212 mio. kroner til museets permanente udstilling om Jordens 4,5 milliarder år lange historie.
Hvis kombinationen af knogler fra Zoologisk Museum, meteoritter fra Geologisk Museum og planter fra Botanisk Have lyder tillokkende, så nærmer den forventede åbning sig altså.
Byggeriet bliver afsluttet i år, men da der vil gå noget tid med at indrette selve udstilingerne, de skal huse, kan man ikke forvente at kunne tage på besøg hos hvalskeletterne før i 2026, oplyser Københavns Universitet.
Når det sker, forventer man, at Det nye, Naturhistoriske Museum går direkte ind i byens top-3 over mest besøgte museer sammen med Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst.
—
Rettelse
En tidligere version af artiklen angav, at museet ville kunne åbne i 2025. Københavns Universitet har siden oplyst, at det først vil ske i 2026 — og muligvis senere.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer