Højhuse i København er mest af alt bare kikset

I København har adskillige højhuse rejst sig over byen de senere år, og yderligere 30 er i færd med eller på vej til at indtage luftrummet over de spir og tage, der ellers har tegnet horisonten.

Trenden har også ramt Aarhus, Odense og Aalborg foruden rækken af mellemstore og små byer, der åbenbart allesammen sigter højt.

Det bliver en af de mest massive forandringer af byernes udtryk og efterhånden presserende at spørge, hvad vi egentlig vil, når vi er kommet helt derop?

Dét har forskere fra BUILD (Institut for byggeri, by og miljø ved Aalborg Universitet) forsøgt at finde svar på i et studie af livet i højden. Noget, der faktisk ikke har været undersøgt siden 70’erne, hvor den tids højhus-trend brutalt blev tvunget i graven, da det blev afsløret præcis hvor dårligt, den høje arkitektur fungerede for børnelivet.

Men tiden og idealerne har forandret sig, og det nye studie ser også på den mange andre aspekter, der er ved livet i højden.

Fascination går over

Det er selvfølgelig en væsentlig komponent i spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at bygge i højden, at beboerne selv bryder sig om det. Men når man lægger en hel bys horisont i benlås, strækker diskussionen om højhuse sig meget længere end det. 

Som enhver anden trend, går også vores fascination af højhuse over. Forskellen er, at vi kommer til at trækkes med konsekvenserne af netop denne længe efter, vi har fået nye idéer om, hvad moderne arkitektur skal være.

Derfor er det ikke et udtryk for en reaktionær eller konservativ tilgang til byudvikling, når kritikere hejser flaget for de potentielle katastrofer, der i høj hastighed rematerialiserer horisonten.

Det er nok snarere et udtryk for, at vi skal tænke os godt om.

For det kommer med en stor pris, når vi bygger i højden. Mens lavere byggeri også sagtens kan dele vandene, når det kommer til smag, så er skaden — hvis man oplever den pågældende arkitektur sådan — trods alt begrænset til et enkelt område.

Bohrs Tårn i Carlsberg Byen kan man til gengæld ikke undslippe, og helt fra Østerbro kan man henover Søerne betragte, hvordan den brune klods nu får selskab af otte ligesindede højhuse.

Eller højhuse hedder de ikke, de nye høje huse. Det begreb giver nemlig associationer til den slags byggeri, der har hentet inspiration et sted i Sovjetunionen.

I stedet kaldes de i vores tid tårne, tårnhuse, fyrtårne eller endnu bedre: towers. Men det kan skjule det faktum, at de bare er, ja, højhuse, og jeg indrømmer, at jeg nærer en vis foragt overfor de fleste af dem, uanset hvad de bliver kaldt.

Klodset i KBH

Udover The Silo i Nordhavn og få andre modige og interessante eksempler på, hvordan man kan bygge i højden i vores årtusinde, udmærker alle andre højhuse sig nemlig ved en total mangel på opfindsomhed.

De er først og fremmest klodsede, sådan helt bogstaveligt. Variationer over firkantens geometri iklædt den slags tegl, der uanset form og farve efterhånden får det meste nybyggeri til at fremstå som kom det alt sammen fra præcis den samme fabrik. Nogle endda med altaner, der hænger på bygningen med samme æstetik som praktiske cykelkurve. De fungerer også mere til de praktiske gøremål, pant og tøjtørring. I højden opdager man hurtigt, hvor uegnede de til gengæld er til ophold.

Alligevel ser beboerne i BUILDs undersøgelse kvaliteter ved højden. Men én pointe, jeg hæftede jeg mig særligt ved, var, at det er de knap så høje højhuse, der bedst ”udnytter potentialerne ved at bygge højt”.

Det handler om, at der i det lavere (høje) byggeri er færre gener for beboerne med vind og sikkerhed ligesom forudsætningerne for fællesskabet er bedre end i det allerhøjeste.

Hvad vil vi i højden? 

Så igen: hvad er det vi vil med byggeri i højden?

Bo tæt, svarer mange, som en slags løsning på klimaudfordringerne. Men hvor tæt kommer vi egentlig til at bo i de danske højhuse?

Næppe så tæt, som vi kender det fra kinesiske millionbyer, men heller ikke Manhattan på den anden side har svaret på en balance mellem tæthed, bo- og bykvalitet, særligt med børn medregnet.

Flere af de nye højhuse i Danmark udmærker sig sjovt nok også ved at have lejligheder i størrelser, der ikke ligefrem bidrager til at øge befolkningstætheden.

Interessant nok har vi, lige ved hånden på Frederiksberg, et eksempel på hvordan et af Danmarks mest attraktive områder samtidig er et af de allertætteste i Europa. Men hvor kun få højhuse stikker op blandt karréerne, og minder os blot om, at de ikke tåler gentagelse.

Det er nemlig sjældent ved højhusene, man finder den slags bykvalitet, som tiltrækker mennesker.

Trods vindsimuleringer og solberegninger har ingen ingeniør endnu formået at fjerne de lange skygger eller få has på vinden, der hvirvler ubeslutsomt i alle retninger ved foden af bygningerne.

Konsekvensen ved højhuse er med andre ord ikke kun visuel, den er også en svær — næsten umulig — præmis for et godt byrum. Det tyder umiddelbart på, at det er dem, der bygger (og sælger) højhuset, som får mere ud af det end alle andre.

Kikset lillebror

Medmindre man selvfølgelig bare virkelig godt kan lide højhuse.

Måske som et udtryk for noget moderne, globalt og fremadskuende mere end som en løsning på noget konkret.

Men det kalder på en selvransagelse, for hovedparten af de højhuse, der bygges lige nu, får København til at fremstå som en kikset lillebror, der overvurderer sin egen størrelse, men undervurderer sine kvaliteter.

For de høje huse udfordrer noget af det, som verden vender sig om efter. Nemlig at København overvejende er arkitektonisk harmonisk, og vi her ikke bare taler om byer for mennesker, men et langt stykke hen ad vejen også praktiserer det.

Argumenterne for at ødelægge netop det, er simpelthen ikke gode nok endnu.

Se hele undersøgelsen fra BUILD her (PDF).