pixel

Embedsmænd: Fælledby er lovlig

Ovenpå de mange protester mod Fælledby stiller Enhedslisten i København nu spørgsmålstegn ved, om byggeriet overhovedet er lovligt. Kommunen ser ingen problemer.

Fælledby er lovlig ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen

På Amager Fælled har aktivister lænket sig fast til et hegn omkring Fælledby.

Området på omtrent 25 fodboldbaner er også kaldet Vejlands Kvarter, Lærkesletten eller Lossepladsen og vækker — som aktivisterne i lænker giver et praj om — store følelser.

Vejlands Kvarter er et af paddearten Stor Vandsalamanders levesteder og var oprindeligt et fredet område. Det ændrede et politisk flertal i Folketinget på i marts 2019 for at muliggøre et storstilet byggeprojekt.

Efter planen skal grunden bære et boligkvarter med cirka 2.000 boliger, en skole, daginstitutioner, detailhandel og et naturformidlingscenter. Men mange københavnere så helst, at grunden fik lov at passe sig selv helt uden byggemaskiner.

Da lokalplanen sidste år var i høring, var hele 2.298 af de i alt 2.354 henvendelser imod projektet. Og Enhedslisten i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation stiller nu spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er lovligt.

Første runde gik til aktivisterne

Oprindeligt skulle Fælledby være bygget på Strandengen, et andet hjørne af Amager Fælled.

Men efter store protester droppede Københavns Rådhus i 2017 dén placering og rykkede i stedet kvarteret nogle hundrede meter mod vest — til området skråt over for Bella Sky.

Trods de mange kritiske høringssvar godkendte Borgerrepræsentationen lokalplanen i begyndelsen af februar. Og kun tre uger senere gik udviklingsselskabet By & Havn i gang med at sætte hegn omkring det nye kvarter for at holde områdets padder væk fra rendegravere og bulldozere.

Betvivler lovlighed

Hverken den nye placering eller indhegningen af byggegrunden har fået den folkelige modstand til at dø ud. Og den har altså også fået støtte fra politisk kant.

Enhedslisten — der stemte imod lokalplanen — betvivler nemlig lovligheden af byggeriet:

"Er det overhovedet tilladt at ødelægge Stor Vandsalamanders habitat?" spurgte BR-medlem Gorm Anker Gunnarsen i begyndelsen af marts embedsmændene i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Nu har embedsværket svaret. Og svaret lyder, at selvom Stor Vandsalamanders yngle‐ og rastesteder som udgangspunkt er beskyttede, så kan "relevante myndigheder tillade ødelæggelse af dele af disse yngle/rastesteder, hvis der ved hjælp af afværgeforanstaltninger sikres, at det samlede yngle‐/rasteområdes økologiske funktionalitet opretholdes."

Og dét mener forvaltningen er sikret ved hjælp af et stendige, der skal erstatte stor vandsalamanders habitat på grunden. Et dige, som forvaltningen skriver, "vil være tilgængelig for alle de salamandre, der findes indenfor byggefeltet".

19.000 underskrifter for folkeafstemning

Formanden for Danmarks Naturfredningsforening i København, Knud Erik Hansen, er dog ikke tilfreds med løsningen.

Sammen med 'Fiskerhavnens Venner' og 'Amager Fælleds Venner' har foreningen lavet en underskriftsindsamling, der vil have en vejledende folkeafstemning om både Fælledby og det nye kvarter på Stejlepladsen.

Enhedslisten støtter op om en folkeafstemning, og også Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har udtalt sig positivt om muligheden.

I skrivende stund har 19.000 skrevet under.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling