pixel

Østerport II: Fra landets grimmeste til helt okay

Østerports nabo fik hårde ord med på vejen under dens tilblivelse. Nu, hvor den står færdig, har anmelderne genbesøgt bygningen. Resultatet er (næsten) en nyfortolkning af Den grimme Ælling.

KHR Arkitekters Østerport II

En øjebæ. En vulgær knytnæve i et kønt og kulturhistorisk kryds. En færge i færd med at sejle ind i Østerport Station. Slet og ret landets grimmeste nybyggeri.

Man siger, at det er kære børn, som har mange navne, men KHR Arkitekters ombygning af Østerport Stations nabo har trods de mange tilnavne ikke været kær i hverken medier eller offentligheden.

'Østerport II' blev, allerede inden bygningen stod helt færdig, kritiseret af flere af landets arkitekturanmeldere for på ingen måde at passe ind i omgivelserne. Og af både Berlingskes læsere og foreningen Arkitekturoprøret blev den kåret som henholdsvis Københavns og Danmarks grimmeste nybyggeri.

Men nu, hvor byggeriet er afsluttet og kontorerne taget i brug, er kritikkerne begyndt at trække — i hvert fald lidt — i land.

Ikke det monster det blev gjort til

I Berlingske har avisens arkitekturanmelder, Holger Dahl, genanmeldt Østerport II og fordoblet antallet af stjerner fra to til fire.

Forfatteren til beskrivelsen "som en vulgær knytnæve" — Kristeligt Dagblads arkitekturanmelder, Torben Weirup — skriver, at resultatet er langt bedre end bygningens rygte.

Og også af Politikens arkitekturredaktør, Karsten Ifversen, får Østerport II fire stjerner og disse lidt pænere ord:

"Vel er det ikke blevet noget mønstereksempel i tilpasning til et sensitivt bymiljø, men det er slet heller ikke det monster, det er blevet gjort til i den henseende."

Fejlslagen hybrid

Men hvordan er det lykkedes bygningen at gå fra grim ælling til smukkere svane? Ved at ændre en hel del på facaden lyder det korte svar.

Østerport II ligger på Oslo Plads nummer 2. En adresse omgivet af fredede bygninger: Ved siden af ligger Heinrich Wencks Østerport Station med dens røde murstensbygninger, og overfor står Willumsens hvide Den Frie Udstillingsbygning.

I et forsøg på at lægge sig op ad begge bygninger var Østerport II i første omgang dækket af småmønstrede, solafskærmende glasplader, som changerede fra hvid til rustfarvet.

Formanden for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, Jacob Lange, kaldte det 'rødt flødeskum'. Og det var ikke pænt ment.

Glaspladerne blev pillet ned, og den hvide facade bagved bar i mellemtiden reklamer for stueetagens Fitness World og Irma. 

Det var i dén periode, at færge-associationerne var stærkest blandt både anmeldere og forbipasserende.

Strammet op

På den færdige bygning er facaden dog hverken hvid eller lyserød. I stedet dækker en glasafskærmning i en mere massiv rustrød farve i dag bygningen. Og dét falder i anmeldernes smag.

"Der er strammet vældigt op på facadeudtrykket ved at vælge konsekvent side med en rustrød farve, der kun taler med de røde mursten i Østerports tavler, i Svenska Gustafskyrkans mure og cortenstålets rustfarve i køreledningernes master," skriver Karsten Ifversen blandt andet for Politiken.

Det var rent faktisk fra begyndelsen planen, at Østerport II skulle være i rød-brunlige nuancer.

I lokalplanen hedder det, at ”facader skal holdes i en overvejende rødbrun farve, der skal fremstå afstemt i forhold til stationsbygningen på Østerport Station og Den Svenske Kirke.”

Men ordet 'overvejende' resulterede altså i første omgang i den upopulære hybrid. 

De første facadeforsøg på også at matche Willumsens hvide værk overfor, er da også en af årsagerne til, at Københavns stadsarkitekt Camilla van Deurs har kaldt lokalplanen for Østerport II 'for løs' — og at miseren har bidraget til, at der er lavet nye retningslinjer for visualiseringer i kommunen.

Selv fremhæver bygherren Fokus Asset Management to egenskaber ved kontordomicilet ved Østerport Station, som intet har med facadebeklædning at gøre:

“To ting, der aldrig går af mode, det er udsigt og beliggenhed,” skriver de på hjemmesiden.

Ny, grønnere forplads

En detalje ved Østerport II, som både Politiken og Berlingske bemærker som positiv, er arealet ud mod Oslo Plads.

Området foran bygningen har i bedste stationsstil altid været domineret af tilfældigt parkerede og væltede cykler. Cyklerne er der stadig, men nu er de placeret i en række øer af cykelstativer, der omkranser bede med træer og buske.

Det har skabt mere plads foran Irma i stueetagen, og på lidt sigt vil pladsen altså også vokse sig grøn. Dermed er den med ombygningen kommet lidt tættere på at skabe en sammenhæng mellem Østre Anlæg og Kastellet.

Kritikken har båret frugt

Hos Arkitekturoprøret — som gav Østerport II den tvivlsomme hæder af at være landets grimmeste nybyggeri i fem år — ser formand Jep Loft i dag også med lidt mildere øjne på kontorbygningen.

I en kommentar her på magasinet skriver Loft, at Østerport II er blevet 'mindre grelt'. Men han mener ikke, at kritikken var uberettiget — tværtimod skriver Loft, at den måske har båret frugt i forhold til husets facade og farve.

"Sagen viser, at man ikke skal vente med at kritisere, til et hus står færdigt. Jo tidligere, jo bedre. Helst inden tegningerne er helt færdige. Måske bliver der lyttet, så man kan få ændret noget, før det er for sent," skriver han.

Men selvom Jep Loft synes, at Østerport II er blevet mindre slem, end den var, så placerer han fortsat bygningen i samme kategori som BLOX og Industriens Hus som eksempler på, hvad han kalder en "se-mig-her-kommer-jeg-attitude, som tiden er løbet fra":

"Hjørnet ved Østerport Station er et enestående sted. Det nye hus magtede ikke at løfte bymiljøets kvalitet," skriver Loft. 

"Det ville køre sit eget sololøb og tilførte derfor negativ værdi. Var det blevet bygget i Ørestad, havde det været anderledes; dér havde det måske passet bedre."

De 14.000 bedste

På trods af at stjerneantallet i dagbladene er røget pænt i vejret, så rummer dagbladenes anmeldelser af Østerport II også fortsat en vis skepsis. Særligt i forhold til samspillet med omgivelserne.

For at leve op til lokalplanens krav, er kontorbygningen kun to etager høj ud mod Oslo Plads — og den er trukket lidt tilbage fra gaden, så stationen stadig træder frem set fra alle vinkler.

"Disse restriktioner til trods forekommer arkitekturen alligevel uinteresseret i at skabe synergi med sin nabos markante tagarkitektur, og det er vel det, der springer en i øjnene som en umiddelbar utilpassethed ved projektet," skriver Politiken.

Også Berlingske har fortsat anmærkninger til bygningens ydre. 

Indvendigt tager Østerport II dog virkelig kegler hos arkitekturanmelder Holger Dahl, som endda kalder de 14.000 kontorkvadratmeter for "de bedste i hele København".

Han fremhæver, at gangarealerne er placeret ude ved facaden, så forbipasserende vil opleve bygningen "som en levende organisme i stedet for den døde kasse, der oftest er en kontorbloks udadvendte udtryk".

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling