Nye lag lægges på Østerport
Stationsområdet har vokseværk, men tilbygget kontorhus har fået skåret fire etager af.
I 2019 udvider Østerport Station med egen metro og fordobler passagertallet. Og de 50.000 daglige brugere vil til den tid blive mødt af ganske forandrede omgivelser på det lokale højdedrag henover baneterrænet, bedre kendt som Oslo Plads.
Den gamle karakteristiske stationsbygning med det lille tårn er allerede i gang med at blive totalrenoveret, og lige ved siden af starter nu også transformationen af den grå betonarkade med glaspyramiden, hvor der blandt andet bor en af byens bedste Irma'er.
Fremtiden i gadeplan vil stadig byde på indkøbsmuligheder, men bag den nye facades store ruder loves også café- og restaurantliv, og så vokser bygningen med en ekstra etage hele vejen langs Oslo Plads og rundt om hjørnet ned ad Folke Bernadottes Allé.
Det nye lag på Østerport er til kontorfolket, ligesom de yderligere seks etager der nyopføres på bagsiden af bygningen, nede ved siden af togsporene. Det nye baghus får dermed to etager under niveau med forhuset, mens de to øverste vil trone over det, tilbagetrukket fra Oslo Plads i en højde der flugter med spiret på stationsbygningen.
I alt bliver det til 17.000 kvadratmeter med butikker og op til 550 kontorpladser med panoramaudsigt til Marmorkirken, Kastellet og Østre Anlæg samt privat gårdhave i 3. sals højde.
Beskåret med fire etager
Tidligere var det meningen, at udsigten skulle komme alle til gode, for kontorhus-projektet under navnet Østerport II er en nedskaleret version af det langt højere kontorhus på adressen, som byens politikere nedstemte tilbage i 2012.
Dengang var det investoren Abderdeen Asset Managements plan at bygge seks etager op over Oslo Plads omkring et hævet, offentligt udsigtstorv. Men de 24 meter blev for Københavns Kommune alt for dominerende ved siden af de historiske naboer som stationsbygningen, Den Svenske Kirke og Kastellet.
Efter et mellemspil med endnu et for højt forslag fik det beskårede kontorhus sin godkendelse i slutningen af 2014 og opføres nu af udbryderselsskabet Fokus Asset Management, så det bølgende forløb af skrå panoramavinduer kan stå klar i 2019 – timet med genåbningen af stationsbygningen og selvfølgelig den nye underjordiske metrostation på den anden side af den.
Østerports vokseværk er formgivet af KHR Arkitekter, der i 1980'erne selv tegnede den nuværende bygning med forpladspyramide og fritstående betondragere.
Og KHR er såmænd også arkitekter på renoveringen af selve Østerport Station. Den 120 år gamle og fredede bindingsværksbygning blev lukket ved årsskiftet, så togpassagererne de næste par år må finde frem til perronerne via ydre trapper og gangbroer, mens stort set alt fra gulv til tag istandsættes.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!