Debat om parkering optrapper krigen om byen — men løser ingenting

Der hersker nemlig to grundlæggende og modsatrettede opfattelser, som holder debatten i live.

På den ene side opfattelsen, at vi skal have flere parkeringspladser, fordi mange er afhængige af deres bil. Og på den anden, at vi skal have færre parkeringspladser, fordi det vil tvinge folk til bedre alternativer.

Det har vi nu diskuteret i årtier, uden at trængslen er blevet mindre. Tværtimod.

Alligevel bliver vi ved med at torturere os selv og hinanden med den drænende snak om antallet af parkeringspladser og den paradoksale ønsketænkning om at få bilerne ud af byen, men hvor ingen samtidig må forhindres i at køre i dem inde i byen.

Krigen har kun tabere

Resultatet er, at debatten er ved at udvikle sig til en regulær krig om byen, mellem dem, der har bil og dem uden. Men den krig har kun tabere.

Først og fremmest fordi ingen med magt, indflydelse eller noget på spil, for alvor tør at foreslå noget, der afviger væsentligt fra det, vi allerede kender. Det ender i en slags både-og-løsninger, hvor bilerne ’fjernes’ på forsiden, men sniges ind alle mulige andre steder i P-huse, under jorden og på sideveje.

Det har faktisk indtil nu skabt en rimelig balanceret udvikling, hvor alle er blevet nogenlunde tilgodeset og København har fungeret fint efter omstændighederne.

Problemet er, at det ikke bliver ved sådan, når biltrafikken vokser. Allerede nu beslaglægges tusindvis af timer hver eneste dag, fordi mennesker sidder fanget og stirrer hinanden i nakken på en indfaldsvej, mens trafikken snegler sig afsted.

Man vinkler efter behov

Vi bliver flere mennesker, der bor i København, men også flere kommer på besøg for at arbejde eller som turister. Altså flere mennesker, der vil de samme steder hen, men uden, at de steder får mere plads at gøre godt med.

Vi kigger altså ind i scenarier, hvor de kompromisplagede løsninger, i stedet for at øge vores mobilitet, ender med at begrænse den.

Den erkendelse kunne man godt drømme om, nåede frem i tide inden kommunalvalget senere på året. Men det vil nok være ren ønsketænkning.

For netop debatten om bilparkering, kan faktisk være gunstig rent politisk, hvis man forstår at bruge til det sin egen fordel. Debatten næres nemlig af argumenter, der har det til fælles, at de kan vinkles efter behov.

Det kunne være historiske erfaringer (fra da verden så helt anderledes ud), mere eller mindre videnskabelige undersøgelser (ofte foretaget i byer med helt andre forudsætninger), transportmodeller (som udmærker sig ved at spå ud fra de parametre, vi allerede kender i stedet for at komme med nye løsninger) og stor anvendelse af luftige begreber.

Således kan man ud af debatten lede:

At mere bilparkering både kan være bæredygtigt, men så sandelig også ubæredygtigt afhængigt af, hvad man synes bæredygtighed betyder.

At mere parkering kan reducere trængslen eller omvendt øge den, fordi vi kører mere, når vi kan.

At mere parkering kan accelerere forurening, når der kommer flere biler, men at mindre parkering omvendt får de mange bilister til at turnere osende rundt i jagten på parkeringspladser, som ikke findes.

At det har en social slagside, når parkeringen er dyr, men at alternativet er, at alle skal betale for parkeringspladserne — også selvom man ikke engang har råd til en bil.

Parkeringspladser kan være billigere i etablering, når prisen er stregerne på jorden, men straks dyrere, når prisen for selve jorden tages med. Og selvom priser på op til en million kroner for etablering en plads lyder alarmerende dyrt, så kunne man også mene, at regningen hos Københavns erhvervsliv bliver endnu større, hvis ingen kan parkere.

Fronterne skal ikke trækkes op

Tungen skal placeres lige i munden, hvis man vil blive klogere af debatten.

Det store rum til fortolkning gør det nemlig muligt at camouflere holdninger som sandheder og fordreje fornemmelser til fakta.

Tendensen blotter sig i begge ender af bilparkeringens had-kærligheds-spektrum, så det handler ikke nødvendigvis bare om at være for eller imod biler eller parkering, og man kunne få den mistanke, at de fleste bare bliver bekræftet i deres antagelser.

Her kunne vi med fordel installere en mere kritisk sans over for hele debatten i stedet for at lade os drage af de til lejligheden tilpassede argumenter og forførende både-og-visioner.

En politiker skal simpelthen ikke kunne føre valgkamp på en dagsorden, der trækker fronterne op i en krig om, hvem af os, der skal være plads til i byen.

Finjustering i byen

At løse de voksende problemer med biltrafikken er en svær politisk manøvre. Udfordringen er, at vi ganske enkelt ikke er intellektuelt i stand til at overskue, hvilke konsekvenser det ville have at lave mere indgribende løsninger.

Men vi kan efterhånden godt gennemskue, hvad der sker, hvis vi lader være.

Det kan ikke fikses med bilparkering, men det kan heller ikke løses hverken i eller af København alene.

Trafik og mobilitet rækker langt udover kommunegrænserne, og her kunne det være en ganske frugtbar strategi også mentalt og politisk at placere København som en del af et større område — i stedet for en ø med nok i sig selv.

Vi skal med andre ord løse den trafikale situation med en regional, måske endda national, horisont og ikke ved at finjustere lidt inde i byen. Det vinder ingen på i længden.