pixel

Borger­protester skrumper højde på nyt kvarter ved Rolighedsvej

Det planlagte “bycampus” på Landbohøjskolens tidligere område på Frederiksberg kommer til at rage mindre op i landskabet.

rolighedsvej bycampus idrætshal

På papiret lød det jo ikke så tosset: Et nyt, åbent og grønt byområde med skole, boliger og idrætsfaciliteter på Landbohøjskolens tidligere og hidtil lukkede område på Rolighedsvej.

Men ord er som bekendt taknemmelige, og spurgte man naboerne til det planlagte “Rolighedsvej Bycampus” var det så som så med både det åbne og det grønne.

Den offentlige høring afstedkom 83 primært kritiske høringssvar plus 449 underskrifter mod byggeriet. Indsigelserne, der blev opsummeret i et debatindlæg her på Magasinet KBH, gik blandt andet på, at byggeriet var for tæt og for højt, og at de planlagte etagebygninger ud mod de omgivende gader lukkede området af — stik imod de anførte intentioner.

Den store interesse og voldsomme modstand har tilsyneladende gjort et vist indtryk på rådhuset, og på sit seneste møde skulle Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg så tage stilling til en endelig — og revideret — lokalplan for området.

Den mest påfaldende forandring i forhold til den oprindeligt fremlagte plan er, at der er blevet skåret en etage af de to buede boligbyggerier ud mod Åboulevarden. Den højeste af de to bygninger, der skal rumme et kollegie, får dermed syv etager og en højde på 27,5 meter — 4,5 meter lavere end i den tidligere plan.

Samme byggeri vil desuden blive trukket yderligere trukket en meter tilbage langs Bülowsvej, så den grønne “campuskant”, der skal omkranse hele området, bliver endnu bredere her.

Lavere højde — færre boliger

I alt medfører disse ændringer, at de to bygningers samlede etageareal reduceres fra 23.500 m2 til 22.150 m2. Konkret betyder det, at kollegiet får cirka 532 boliger mod de 570 planlagte, mens den mindre nabobygning kommer til rumme 163 forsker- og iværksætterboliger — syv færre end oprindeligt tænkt.

Prins Henriks Skole, der flytter til det nye kvarter fra Værnedamsvej, vil også blive organiseret anderledes end planlagt. Ud mod Bülowsvej bliver skolebygningen således reduceret i højden fra fem til fire etager, så der bliver færre skyggegener for naboerne. Som kompensation vil en lidt større del af det samlede skolekompleks blive i fire etagers højde.

Desuden bliver antallet af planlagte parkeringspladser reduceret fra 130 til 110 i den planlagte parkeringskælder, mens antallet af cykelparkeringspladser sænkes fra 1.900 til 1.615.

Modstand og forbehold

Resten af projektet ligner i det store og hele sig selv med indretning af familieboliger i Statens Veterinære Serumlaboratories tidligere hovedbygning på Bülowsvej og en ny idrætshal ved siden af et stort grønt område midt i kvarteret. Området vil blive genneskåret af to øst-vest-gående stræder på langs og af den grønne cykelsti på tværs.

Det er nok tvivlsomt, om de ovenstående ændringer i projektet er nok til at formilde de mange borgere, der er kommet med indsigelser. Men de var i hvert fald tilstrækkelige for By- og Miljøudvalget, der godkendte den nye lokalplan på sit møde 8. juni. 

Det var dog ikke et enigt udvalg, der stod bag beslutningen. Det Radikale Venstres Ruben Kidde og Socialdemokratiets Gunvor Wibroe stemte begge imod lokalplanen, mens Thyge Enevoldsen fra Enhedslisten og SF’s Balder Mørk Andersen tog forbehold.

På samme møde behandlede udvalget i øvrigt et relateret lokalplanforslag, nemlig planerne for, hvad der skal ske, når Prins Henriks Skole forlader sin hidtidige adresse mellem Værnedamsvej og Frederiksberg Allé for at flytte til netop Bycampus Rolighedsvej. 

Disse planer blev, som Magasinet KBH tidligere har beskrevet, revideret ganske voldsomt på grund af naboprotester. Udvalget vedtog på sit møde at sende det nye lokalplanforslag i offentlig høring.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Indre By
Tre bolig-skråninger i midterrabatten af H.C. Andersens Boulevard.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling