Det er ikke verdens undergang nede under Søndermarken

Det første man møder i mørket er et omklædningsrum. Gummistøvler står i massevis i reoler på rad og række.

Det er en god idé at iføre sig et par. For mødet med vand starter som pletvise vandpytter, men det stiger, jo længere man kommer ind i det underjordiske, mørke rum.

Røjserne slæbes gennem vandet og skaber små bølger. Nogle steder bliver det dybt, andre steder kan man se sine fødder. Der er opsat spots i mørket. De blænder, så det er svært at orientere sig.

Vi befinder os i Cisternerne i Søndermarken. En lang ståltrappe førte os et godt stykke ned under jordens overflade, hvor vi bevæger os rundt i ’It is not the end of the world’, det seneste værk fra Superflex.

Den københavnske kunstnerguppe har med små og store installationer sat sit præg på byen gennem 25 år. Sidste sommer indviede de den nye kunsthal på Refshaleøen Copenhagen Contemporary med et meget langt gyngestativ, og der er Superflex, der er udpeget til at stå for den permanente kunstneriske udsmykning af den kommende metrostation under Fisketorvet.

I det gamle vandreservoir, der førhen forsynede københavnerne med rent drikkevand, er undergangstemaet for kæmpeinstallationen det våde element: Vand, oversvømmelse og hvordan det influerer vores liv. Siden 2001 har Cisternerne været udstillingshal, men det er første gang gulvet (igen) er dækket af vand.

»Vand udgør 70 procent af jordens overflade og er med til at sikre liv på de sidste 30 procent. Derfor er det meget oplagt at arbejde med vand i Cisternerne. Der findes ikke særlig mange udstillingsrum, som man har muligheden for at oversvømme med 20 cm vand. Det er et unikt potentiale,« forklarer Jakob Fenger, som udgør en tredjedel af Superflex.

Fotograf:  Torsten Eskerod

Break-up med kloden

Her er stille, men en gang imellem runger nogle uhyggelige toner ud i rummene, hvor hvælvingerne spejles i vandet. Det er Justin Timberlakes ’Cry Me A River’ sat gevaldigt ned i tempo.

»Det er en break-up sang mellem to parter, hvor uoverensstemmelser leder dem til at måtte skilles. Det er forbundet med tab, men kan også være muligheden for en ny begyndelse. ’Cry Me A River’ er popkulturens måde at formulere et break-up. I Cisternerne er det forholdet mellem jorden og mennesket,« siger Jakob Fenger.

Det er en ret skræmmende oplevelse at gå rundt dernede. Det er ensomt, goldt, næsten lidt ødelæggende og meget fysisk:

»Cisternerne er et fantastisk, udfordrende og nærmest destruktivt udstillingsrum. Det er et ekstra niveau af en oplevelse, fordi det rummer flere ekstra dimensioner, som andre udstillingsrum ikke har. Det underjordiske hulrum, ekstremt ekko, luftfugtighed på næsten 100 procent og muligheden for at oversvømme stedet. Det er dragende,« fortæller Jakob Fenger.

Fotograf:  Torben Eskerod

Lokummet fra FN

Midtvejs står forladte toiletter. Vandet er også løbet derind; en toiletrulle ligger som var den kastet i en fart og en rengøringspand står tilfældigt på gulvet.

Det er en kopi af toilettet i The United Nations Framework Convention on Climate Change (UNFCCC), som står for at udarbejde FN’s klimaaftaler, som Parisaftalen i 2015, forklarer Jakob Fenger.

»Toilettet er det mest demokratiske sted i verden. Vi skal jo allesammen bruge det, høj som lav. Toiletterne i UNFCCC bliver et symbol på et sted, hvor mennesket forsøger at sikre sig mod fremtiden og fikse ting, men så stadig det sted, hvor vi allesammen afleverer vores efterladenskaber. Vi er en del af problemet. Lige meget hvor meget vi spræller, så er problemet der,« siger han.

Fotograf:  Torsten Eskerod

Jorden skal nok overleve

Sidst møder vi den blå neonfarvede skrift, hvor der står ”IT IS NOT THE END OF THE WORLD”, for hvem er det egentlig, vi er ude på at redde, når talen falder på klimaforandringer?

Vi taler meget om Jorden i forhold til, at det burde være os selv, vi skulle tænke på, mener Jakob Fenger:

»Vi er i en position, hvor vi stadig har magten til at bestemme vores egen fremtid. Vi har travlt med at sige, at vi skal redde Jorden. Men taler man med forskere, så vil de sige, at det handler mere om, at vi skal redde mennesket. Jorden vil bestå uanset om mennesket befinder sig på den eller ej. Selvom udryddelse af de fleste arter inklusiv os selv måske bliver en realitet, så vil der sikkert stadig være liv. Vi skal altså bestemme os for, hvordan denne Jord skal se ud. Superflex ser det som en form for parterapi, hvor vi skal tage stilling til eksistentielle valg kollektivt og som individer.«

For kunstnertrioen handler snakken om klimaforandringer ikke om at spise mindre kød og droppe flyvningen:

»Det er måske ikke så meget et teknisk problem, men mere et eksistentielt, hvor vi beslutter, om vi skal overleve. Vi kigger på vores egen udryddelse. Vandene stiger i kraft at de ting, vi som mennesker foretager os og bliver ved med at foretage os,« siger Jakob Fenger:

»Vi er vævet ind i vores egen deroute.«

Fotograf:  Torsten Eskerod