Elsker dig for evigt

Titlen er lidt af et paradoks, på den originale vis, som filminstruktør Susanne Bier ofte excellerer i. For man siger det kun, når man virkelig mener det, føler det – men hvornår og hvordan holder det egentlig, for evigt? Biers 2002-dogmefilm favner mesterligt disse komplekse følelser og valg, som naturligvis ikke lige kan oversættes til dans, men Black Box Dance Company gør ’Elsker dig for evigt’ til en flot, medrivende og intens kærlighedsdans, der afslutter Bier-trilogien fra Kulturhovedstad Århus.

Marie Brolin-Tani er – som Susanne Bier – ikke bange for at lade lidenskaben føre an, så hun åbner sin forestilling med en intens elskovsscene mellem Cæcilie (slovakiske Paulína Šmatláková) og Joachim (franske Lionel Ah-Sou), der lynhurtigt etablerer nærvær og intimitet. Det efterfølgende trafikuheld er mindst ligeså heftigt, kreativt afbilledet med en projektion af tæt biltrafik på et gennemsigtigt stoflærred, hvor dansere bag støder ind i hinanden og til sidst kaster manden omkring, imens glassplinter overdynger trafikbilledet. 

’Is This It?,’ synger Pernille Rosendahl iklædt rød buksedragt – som kærlighedens og blodets stemme – imens det unge pars nye virkelighed former sig med hospitalsseng og plejepersonale: Joachim er lam fra halsen ned. Det enkle, melankolske elektropop – nye arrangementer fra Rosendahls allerede fremragende 2016-solodebut ’Dark Bird’ samt lidt instrumentalt af Christian Tronhjem – er eminent stemningsdannende, og Rosendahls stærke tilstedeværelse giver ekstra nerve til de rå realiteter.

Dansedramaet centreres om Joachims følelser og hans kamp for at få livslysten tilbage, med hans vrede og frygt som drivkraft. Der er stærke dansenumre, hvor hans rullestol integreres, deriblandt en rørende stund hvor en vellykket videoprojektion lader ham drømme om at danse op og ud. Ligesom Disney-mareridtet med heliumstemme på den ikoniske ’When You Wish upon a Star’ er en fed ide, og originalt udført med ilt/blod-dropstativer. Og når sygeplejersken så efterfølgende stadig vimser rundt med museøre-agtig håropsætning, får hendes omsorg et forvrænget udtryk, og man bliver i tvivl om drøm og virkelighed, da hun lægger Cæcilies røde kjole i skødet på Joachim. 

Hans afvisning af Cæcilie virker anderledes end i filmen, ikke mindst med sygeplejerskens indblanding. Der er noget med kontinuiteten som spænder ben for forståelsen. Eksempelvis placeringen af den fortættede scene hvor Cæcilie forsøger at få nærheden tilbage med ham i rullestolen til tonerne af ’Fire’: “If I can set this heart on fire, you know there is desire”. 

Den ligger tæt efter showets mest glødende sexscene, hvor Cæcilie for alvor smelter sammen med lægen Niels (italienske Marco Rizzi) til det sensuelle topnummer ’Weakness for You’. Det sanselige begær og den ubegrænsede hengivenhed afspejler mere sårbarhed end Joachims hånlige hovedvrid og sure spytklatter. 

Niels er gift med Marie (Anna Stamp Møller), som påkørte Joachim, og den dårlige samvittighed på begges side har dybe konsekvenser, som næsten er udeladt her. For på dansens præmisser er man nødt til at tage mere traditionelle veje end filmen, der helt enestående favner utroskabens mange vinkler, men lader karaktererne handle på kærlighed og følelser, mere end på de vante familieværdier og samfundsklicheer. Her er slutningen også åben for fortolkning af den paradoksale titel.