Peeping Tom: Triptych

Vi er alle peeping toms! Når vi lader os forføre og betage af den lystige kultur omkring os, og dette ypperlige, fabelagtige danseværk er helt enestående til at give los og dyrke de voyeuristiske instinkter. Så vildt, fantasifuldt og intenst.

Denne ’Triptych’ er nærmest illusorisk, sporadisk udefinerbar og flimrende surrealistisk. Som magisk realisme, der er filmisk i mange sekvenser, og malerisk i endnu flere. Et relaterbart univers i mørke dybder og dystre toner, der kicker ind i en bevægelsesstrøm af kroppe, scenografi og rekvisitter så livlige og overrumplende at man føler sig tryllebundet fra første sekund og hele vejen til finalen.

Det belgiske dansekompagni Peeping Tom - grundlagt af Gabriela Carizzo og Franck Chartier - har skabt denne trilogi med Nederlands Dans Theater (i henholdsvis 2013, 2015 og 2017) og turneret succerigt med den over hele verden. Som kompagninavnet afslører er deres vinkel oftest voyeurisme, og de søger den følelse hos publikum ved at bryde med tid, sted og stemninger. Som her: Fanget på et krydstogtskib - på kollisionskurs med mørkere, rå kræfter.

Især første del ’The Missing Door’ har den særligt mystiske og foruroligende David Lynch-atmosfære, hvor man ikke er helt sikker på hvad man ser og forstår, fordi udtrykkene modspiller hinanden. Levende og døde, blod og vand, spejle og vinduer, stift og slaskende, forlæns og baglæns - og i loop. Et forunderligt og fascinerende mordmysterie, som måske føles mere løsrevet fra de andre to fortællinger.

For snart går det bersærk i anden del ’The Lost Room’, hvor kahythistorier er baseret i grotesk drama, indimellem totalt slapstick. Interiøret er særdeles fleksibelt og pulserende, det har nærmest sit eget liv, når skeletterne ikke bare vælter ud af skabene, men bliver særdeles levende og udfordrende for de logerende gæster, som også skal takle flere sengeåbninger. Det er begær, vold og traumer i nærmest burlesk form - som når stuepigens uniform blæser af, og hun i skam gemmer sig på balkonen, for så at ende som snefrossen skulptur. På det tidspunkt har flere allerede kastet sig ud over balkonen, og der foregår hovedvridende uhygge i sengen. 

Allermest uhyggelig er dog sidste del ’The Hidden Floor’, der blander syrede parinteraktioner med japansk horrorstilisering og fuldbyrdes i spirituel installationskunst. Desperationen breder sig heftigt imens passagerer og personale glider rundt i det fossende vand, nogen tænder ild og andre går i (spøgelses)trance. Nøgenhed og flere ofringer optimerer stemningen for den sidste billedstærke mareridtsvision.

Kompagniets syv dansere excellerer med fabelagtig energi og vilde former i et dansesprog, der flere gange sprænger rammerne for hvad dans normalt kan udtrykke. Med extraordinær fleksibilitet og akrobatisk styrke slynger de sig rundt på gulvet og krænger kroppene i vilde forvridninger og pulserende spjæt. De er stivnede som bræt og bøjelige som gele. En går på bagudkrøllede tæer, en andens ankler kollapser så hun vrikker på de høje hæle. Indimellem ligner det næsten baglæns dans, når kroppene rejser sig fra gulvet i bølger, eller rystende hopper i takt til rummets lyde.

Danserne smelter eminent ind i hinanden - men også i scenografien, lyssætningen og musikken. Især dørene er der smæk i, men også vægge, vinduer, skabe og stole har lidt special effects a la film, imens vind og vand øger spændingen. Store projektører (kørt rundt af personalet) bryder mørket, men oftest for at frame og fokusere noget særligt; og sceneskift foregår med publikum på. For at pointere de nedbrudte vægge og den komplette udstillelse - og voyeurismen. 

Peeping Toms ’Triptych’ er en fuldstændig fænomenal oplevelse. På sin vis både minimalistisk og kompleks, men fuld af magiske momenter, der samler sig i et helhedsindtryk, som er helt unikt. Totalt intenst og imponerende vitalt. Den frapperende stemning og de mange ekstatiske øjeblikke flyder videre i en slags hypet tilstand- også i publikum - som varer ved i dagene efter.