Leaning Tree

Kan noget være urovækkende og rart på samme tid? I ’Leaning Tree’ kombineres samtidsdans og symfonisk musik og skaber et sanseligt værk i smuk harmoni, hvor beskueren ikke blot kan læne sig tilbage i sædet, men hvor forestillingen kræver noget af en. 

Danmarks største moderne dansekompagni Dansk Danseteater er gået sammen med Copenhagen Phil, Sjællands Symfoniorkester - i udførslen af det ambitiøse og tværkunstneriske projekt skabt af den danske komponist Signe Lykke og den brasilianske koreograf Fernando Melo.

Symfoniorkestret undslipper de første lyde. Skingre, spinkle toner fylder lokalet. På scenen ligger en skikkelse, der om ikke længe står oprejst, omgivet af dansere der ligger for skikkelsens fødder og bliver til en organisk helhed. Fra hjørnet er danserne kommet kravlende, rullende ind over gulvet, som bølgeskvulp bevæger de sig hen ad scenen, som en samlet masse der til sidst omgiver den stående figur. 

Ikke kun dansen er organisk, scenen er også levende. Der rykkes rundt på vægge og døre, der skiftes perspektiv på en filmisk legende måde, som skiftede kameraet indstilling. Scenen kommer tættere på, bevæger sig væk igen, bliver mindre og større, og den samme scene vises gang på gang men fra forskellige vinkler. Gentagelserne er der mange af, men er det nu også gentagelser? For dansen får hele tiden ny betydning. 

Eksempelvis når en af danserne drejer rundt om sig selv til lyden af hvad der minder om en spilledåse. Rundt og rundt drejer hun, og pludselig kommer der andre og ændrer på hendes kurs, som de mennesker vi møder på vores vej, der kan ændre vores retning i livet. At Fernando Melo har forsøgt at skabe et værk, hvor publikum ikke kan forholde sig passivt til fortællingen men selv må gøre sig sine egne fortolkninger, er tydeligt.

De mange gentagelser er også i musikken, samme lydspor trækkes ud, forlænges og gentages på ny men med en anden variation. Langtrukne og afbrudte lyde med stigende intensitet. Et lydunivers der kræver at lytteren forholder sig til det, for lige idet man falder lidt hen i gentagelserne, opstår der nye lyde. Det passer fint til den oplyste dirigent Christian Øland og de 45 symfoniske musikere, der ikke blot står gemt væk, men er placeret rundt omkring i rummet, nogle blandt publikum. En manifestation, der viser at musikken insisterer på at man forholder sig til den, ikke bare som baggrundsmusik, der blot supplerer dansen.

Danserne præsenterer flydende, glidende bevægelser, som var de lavet af voks eller kunne svæve i luften. I en kontrolleret og præcis langsommelighed leger de med tyngdekræften. Som stearin der langsomt løber ned ad et lys, men ikke langsomt nok til at det størkner, til at man kan fastholde øjeblikket. For om lidt skifter scenen og gentagelserne rummer betydningsforskydninger og spejlinger der viser forskellen mellem menneskets indre og ydre liv. Hvis det er muligt at danse følelser, så lykkedes Dansk Danseteater med det.

Fernando Melo var tidligt i sin skabelsesproces inspireret af Vilhelm Hammershøis malerier og det gennemsyrer også alt det visuelle. Lysdesignet afspejler Hammershøis kontrastfulde malerier, der leger med lys og skygge og danserens afdæmpet påklædning, skabt af kostumedesigner Maria Ipsen, ligner de mange kvindelige skikkelsers påklædning som Hammershøi har portrætteret i et gråligt univers. Ligesom Hammershøi værker både rummer en ro gennem de afdæmpet farver, så leger hans værker også med en spænding og mystik, som ligeledes ses i ’Leaning Tree’, hvor der leges med de følelser vi kun ser glimt af.