Teaterkoncert København - Sange fra Byens Hjerte

Selvfølgelig findes der rigtig mange sange hvor København indgår, og alle har deres favoritter. Men primært skal en teaterkoncert om København afspejle byens sjæl, byens hjerte - som titlen også lyder. Det lykkedes desværre kun halvt. 

Seks udmærkede sangere har taget udfordringen: Stine Bramsen, Kira Skov, Bjørn Fjæstad og de nye talenter William Torp og Sharon Kumaraaswamy samt svenske Lucky Lo. De har også selv skrevet hver deres nye sang - bortset fra Kira Skov, der har hevet en ældre sang ind. Den sjælfulde ’Copenhagen’, som hun skrev med sin afdøde mand Nikolai Munch-Hansen, er her præsenteret enkelt og rørende med Kira svævende over scenen, og Lucky Lo på banjoguitar, begge i hvide flagrende flæsekjoler. Ikke noget visuelt man forbinder med København.

Sådan går det også for de andre personlige favorittolkninger i showet: Sods’ punkhymne ’Copenhagen’ bliver leveret i lækkerhed af Lea Thiim Harder, først reggae- og rap-lyrik og så mere soulet. Også smuk er Love Shops ’Copenhagen Dreaming’ med Stine, der desværre har lidt for meget forvrænger på mikrofonen. Så det bliver Ulige Numres ’København’ der bliver aftenens bedste totaloplevelse - der starter helt lowkey med Kiras rå stemme og nærbillede på de rustikke vægge, og efterhånden joiner resten i skønne harmonier.

Målet må jo være at skabe en fed og livlig Københavner-stemning, der på sin vis passer til sangene. Men det virker som om scenograf Palle Steen Christensen er gået død i den by han selv er født og opvokset i. I første akt er der ikke meget - en aflang metalplatform vipper lidt i begge ender under Sharons ret heftige version af Annika Aakjærs ’Pop’, iøvrigt klædt i pangrødt tøj og lysspots, trods teksten lyder "himlen over København er helt pastel". Lidt bedre går det, i helt enkelt udtryk, med ’De uforelskede i København’, hvor Stine og Willam har ujævn fordeling af de flotte, skinnende balloner. Mens ’Nørrebroparken’ og ’Amager Forbrænding’ aldrig har været så rolig og ren. 

I anden akt kommer TheatreMax-systemet på banen og der er flere flotte og indimellem spøjse projektioner, der kommer tættere på Københavner-sjælen. Eksempelvis de vandspejl der findes mange steder i byen; et flow af de mange tårne (også Børsens); de velkendte neonreklamer (Gajol, Irma-høne&æg); samt cykelmanien, der beskrives herligt i Sharons sang ’Kør’, med tilhørende sure cykelkøer. Og så er Østre Gasværk selvfølgelig stadig en af byens flotteste bygninger, og den obligatoriske ’Det er en kold tid’ lires hurtig af fra start. Men der savnes virkelig en bedre fornemmelse for vores vidunderlige by - både arkitektonisk, kulturelt og befolkningsmæssigt.

Således kan man også undre sig over kostumeringen, der ofte er så langt fra noget danskere ville iklæde sig - for de fleste danskere er bestemt ikke farvestrålende, mønstervilde eller særskilt vant ved tyl, pels og flæser. Tilsidst bliver det jo ren cirkus og cykelmyg. Det hele er faktisk velfungerende som kostumer i en teaterkoncert, men der er ikke meget Københavner-stil over det. Kun et fedt scenarie med ni forskellige dynejakker - det holder!

Det føles som om der har været for meget fokus på at skabe noget nyt og anderledes i stedet for at hylde alt det vidunderlige som København allerede har, gammelt som nyt. Det gør sangene - selvom det er et noget underligt udvalg - der er pop, rock, hiphop, folk, reggae, visesang og prosa. Og mestendels nytolkninger der rammer noget andet end originalen. Men måske skulle man have droppet sangernes nye numre, de drukner lidt i de andre sange som man heller ikke kender.

Fuld respekt for at instruktør Niels Erling og co. ikke bare har valgt de største hits og mest velkendte sange, men med så stort et repertoire er der vel ikke særskilt grund til at vælge samme komponister flere gange? Men allermest undrer valget af amerikanske Scott Walkers ’Copenhagen’, for hvis man endelig skulle vælge en udenlandsk burde man så ikke have givet Dannys Kaye-musicalsangen ’Wonderful Copenhagen’ en overhaling med de mange turister der også er blevet en del af vores by?

Bjørn introducerer - uden Dan Turèll-attitude - den sidste slentretur i København, og et stort medley raser derudaf, hvor de fleste sange bare får plads med en enkelt linje. Et fåtal genkender man, såsom Tina Dickow, Anne Linnet, Tim Christensen, Liva Weel, Gasolin, Peter Belli, men det bliver mest bare et virvar af Københavnske steder og kvarterer, et svensk orkesters hyldest og en topirriterende fodboldsang. Utroligt nok er hverken Szhirleys ’Gammel Kongevej’ eller Sys Bjerres ’Malene’ med - for mig ganske vigtige billeder på byens hjerte.