Matador

Tv-serien ’Matador’ er som et lille stykke Danmarkshistorie, og for mange en del af den danske kultursjæl. Så en musicalversion skal først og fremmest bære de stærke traditioner - og så alligevel vise relevans og moderne spejling. Det gør denne musical, men desværre for hastigt og flygtigt.

Opgaven er naturligvis ikke nem: At finde et fokus og udvælge det vigtigste fra 24 afsnit, så man får de mest ikoniske scener, replikker og følelser med. Allerstørst er karaktererne, der er så mange uforglemmelige, ikke mindst skuespillerne bag. Og der er virkelig kræset for dem her også, og det er primært dem, der gør dette show værd at se.

Titlens matador er Mads Skjern, der rusker op i provinsbyen Korsbæk med sine fremsynede forretningsplaner og straks bliver ærkerival til det bedre borgerskab og deres traditioner. Musicalens fokus er hans udvikling, og det er i hans historie og relationer der dykkes lidt dybere, så især et (dengang) kontroversielt emne kan trække tråde til nutiden. Med sin ganske blide og yngre fremtoning er Nicolai Jørgensen en helt anden Skjern end Jørgen Buckhøjs skarpe, stædige bitterhed, men han har god pondus og en overvældende stemmepragt, der gør hans sange til nogle af forestillingens bedste.

Lea Thiim Harder er endelig rykket i front med sin pragtfulde stemme, men eftersom Ingeborg er den gode pige, får hun ikke helt lov at give fuld kraft. Ligeså er der også lagt en dæmper på fremragende Carsten Svendsen - med sær paryk som broren Kristen Skjern, der forelsker sig i Elisabeth (Annette Heick), Maudes søster. Så den store showstopper er gemt til sidst, en skøn overraskelse.

Bankdirektør Varnæs er stadig den velopdragne mand, der sjældent træder ved siden af, og selvom Jon Lange er noget mere kæk end Holger Juul Hansen, så er det fruen i huset der styrer alt. Maude er helt forrygende i Marie Dalsgaards tolkning, der ret imponerende rammer Malene Schwartz’ ikoniske intoneringer. Særligt sjovt da hun hviner "der er jo altid kage!" - og dermed kvikt hinter til vor samtids evindelige bagedyster på tv og i privaten. Til gengæld får de to Møhge’r alt for meget spastid, og når den famøse 100 års-fødselsdag trækker ud, kan man så sandeligt godt forstå at Maude igen trækker favoritreplikken "jeg går op og lægger mig."

Genkendelsens fryd for tv-seriens fans er også i grisehandleren (Gordon Kennedy), der gerne vil have lidt rav i gaden, med hunden Kviks tyskerpølser og Hitler på lokumsbrættet. Eller den sørgmodige scene, hvor Mads straffer sin søn ved at give datteren en islænder. Man kan savne karakterer som Agnes og Røde og deres vigtige historier, men det havde bare været for overfladisk, som andre sidehistorier her. Blandt andet Kristens affærer, Skjold-Hansens sagsanlæg og tyskernes jødeforfølgelse.

Noget får for meget tid og andet får for lidt, og den velkendte balance mellem folkekomedie og -drama er ikke veldisponeret her. Måske fordi en del af humoren er forældet, så den fungerer mest som et kært gensyn med et kulturklenodie. Alvoren ligger bestemt på Skjerns side, så det er Varnæs-slænget, der skal trækkes med pinligheder som Tante Møhges pladder-revysang og den sære opsang ’Sammenhold’, hvor Varnæs-parret skal lokke Laura tilbage i køkkenet.

I anden akt går det om muligt endnu hurtigere, når de bevæger sig mod det moderne klimaks: Daniel Skjerns rørende kamp for sin fars accept af hans valg af (designer)job og (homo)seksualitet. Søren Torpegaard Lund er hjerteskærende skøn i soloen ’En dreng som mig’, der får aftenens største bifald. Og derefter må faderen angre ’Med Gud i ryggen’ - egentlig ikke en særskilt spændende tekst, og mest moderne i musik og fremførsel, men her er (endelig) den vrede, martrede matador, og han får (endelig) smadret de papkasser, som danserne har væltet rundt i og med gennem en del shownumre. 

Over hele linjen er det erfarne folk på beatet, og en stor del af teamet bag musicalen ’Den skaldede frisør’: Susanne Bier og Anders Thomas Jensen på manuskript - med input og godkendelse fra Lise Nørgaard - og Frede Guldbrandsen som instruktør. Benjamin La Cours altid levende scenografi har endda samme elementer, her er det ikke citrusfrugter men ahornblade der danner den lys- og farveskiftende ramme om resten af den videoprojicerede dekoration, som gør det nemt at turnere med showet. Anja Gaardbos koreografi ligner også noget man har set før, og man forvirres lidt af cabaret versus hip-hop, stole og papkasser samt mannequin-moves der spredes overalt, ligegyldigt om man er på gaden, i modemagasinet eller i banken.

Den store satsning er nok sang og musik - skrevet af Burhan G og Melodi Grand Prix-veteranen Lise Cabble - der ikke er klassiske musicalkompositioner, men helt almindeligt velklingende popsange. De passer muligvis ikke til den gammeldags ’Matador’-takt og -tone, så indimellem bliver sangene lidt en historie for sig. Men gode sange. Helt jammerligt bliver det dog med den påklisterede slutsang ’Danmark, mit fædreland’ - det smukke havde været at holde konteksten, der har flydt som fine nostalgiske overgange: Bent Fabricius-Bjerres titelmelodi.

’Matador’-musicalen er dejlig underholdning, men ikke så exceptionelt et show som man kunne ønske sig af den danske kulturskat ’Matador’. De øjeblikke man husker herfra er dem man allerede elsker fra originalværket, så måske er denne musical bare mest for dem, der elsker tv-serien, som de har set igen og igen. Det er måske lidt for indspist - som Elisabeth siger: "Korsbæk er nem at overse, men det er der ikke så mange her der ved."