13-etagers iværksætterfyrtårn på Finsensvej
Hundredvis af små start-ups skal arbejde, sove, spise og netværke omkring et nyt højt hus på det ydre Frederiksberg.
Innovation og iværksætteri er måske ikke de mest oplagte etiketter at sætte på dagens småsøvnige Finsensvej, men om få år er det et 47 meter højt tårn på det ydre Frederiksberg, der skal vise vejen for hovedstadens små nystartede virksomheder med idéerne til de næste uundværlige apps og gadgets.
Start-up City kaldes bygningskomplekset udset til at erstatte Finsensvejs tidligere posthus, som postbilerne nu også er færdige med at bruge som distributionscenter.
Visionen er en ny komplet mini-by-i-byen indrettet med optimale rammer for den type opstartende iværksættere, der alligevel aldrig holder fri. Og derfor lige så godt kan bo og arbejde under samme tag med mulighed for at inspirere og hjælpe hinanden.
550 kontorpladser, 131 små lejligheder og hotelværelser samt konference- og undervisningsfaciliteter skulle der kunne blive plads til i Start-up City, foruden caféer og madboder i gadeplan og en udsigtsrestaurant på toppen.
Rugekassens i alt 15.500 etagemeter fordeler sig på en femetagers karrébygning ud mod Finsensvej, en fireetagers mellembygning og så bagerst på grunden langs metrobanen det 13-etagers tårn med alle de både permanente og midlertidige boliger. Trods blot 200 meter til Fasanvej Station udgraves også p-kælder i tre underjordiske etager.
Bagmand fra Løvens hule
Det lokale højhus tegnes af Schmidt Hammer Lassen Architects og skal efter planen klædes i lyse grå tegl og stables i en forskudt struktur, der danner terrasser hele vejen op.
Nede på jorden åbnes baggården til et nyt offentligt byrum, der sammenkobler hele området med gang- og cykelgenveje. Blandt andet en stibro over metrosporerne til den tekniske erhvervsskole –
Bag iværksætter-byen til anslået 400 mio. kroner står en gruppe investorer med serieiværksætteren Jesper Buch i spidsen. Han er især kendt som stifter af madudbringningsimperiet Just-Eat og fra tv-showet 'Løvens hule', hvor forretningsidéer søger udviklingskapital.
Og mod at afgive en procentdel af firmaet kan indflyttere i Start-up City såmænd også få rabatter på lejen og drage nytte af en særlig mentorordning.
I den nuværende lokalplan må der kun bygges posthus i op til seks etager på grunden på Finsensvej, men flertallet blandt politikerne i Frederiksberg Kommune er med på idéen og sender et nyt lokalplansforslag i offentlig høring over sommeren.
Det forventes derfor, at Start-up City får den endelige godkendelse inden årets udgang.