pixel

10 i det fri

Glem alt om indelukkede idrætshaller, endeløse museumsvandringer og B-film i sofaen. Solen har åbnet for stråleslusen, og du skal på græs! Udnyt at du bor i en by omgivet af vand, plej dit kulturelle jeg under åben himmel eller fyr op under pulsen. KBH viser vej til 10 aktiviteter i det fri.

kbh magasin

De vandige

1 Havkajak 2 Fisketur 3 Kitesurfing 4 Bådleje

De kulturelle

5 Fotosafari 6 Friluftsteater 7 Petanque

De aktive

8 Parkour 9 Rulleskøjteløb 10 Løb

1: AFSTRESSENDE VANDGANG

Trænger du til at geare ned, skal du klemme benene ned i en bananformet båd og forsøge at holde balancen på havets overflade. Havkajak-entusiaster fremhæver nemlig sportens afstressende natur som et af de helt store plusser. Efter et grundkursus kan du selv leje en kajak og kaste dig i ud i Københavns Havn og kanaler, og ellers kan du hoppe på en guidet tur på byens vandveje som ikke kræver nogle forudsætninger.

HVOR: MyKayak, Christians Brygge ved Langebro, Kbh V

2: TILBAGELÆNET FISKETUR

I maj begynder hornfiskene at flokkes i Københavns Havn, og den velsmagende vandskabning burde være nok til at sende enhver amatørgourmand på fisketur. Ellers kan tilbagelænet fiskestemning, høj sol og en lommelærke være andre gode argumenter. Slusen ved Sjællandsbroen er et fast tilholdssted for byens lystfiskere, og kun en kort cykeltur fra Vesterbro burde stedet kunne friste selv de mest bekvemmelige byboere. Husk at købe fisketegn på posthuset (30 kr./dag) som er din officielle tilladelse til at fiske i Københavns Havn.

HVOR: Slusen ved Sjællandsbroen, Kbh SV. Men Fiskerihavnen i Nordhavn skulle også være et godt sted.

3: DRAGEDREVNE BØLGESUS

Plant fødderne på boardet, send din styrbare vindven til vejrs og få fornemmelsen af at svæve på vand når vindkraften sender din drage og dig afsted. Kitesurfing er blevet voldsomt populært de seneste år, og især Amager Strandpark er et yndet udflugtssted for udøverne. Udstyr kan lejes, men hvis du er helt ny i gamet, anbefales en guidet intro til vandsporten. Ellers er det bare at hoppe på bølgen.

HVOR: Kite CPH, Havkajakvej, Kbh S.

4: SELVSTYRET BÅDTUR

Jo, jo kanalrundfarten er hyggeligt tidsfordriv, men en tur ad de københavnske vandveje behøver ikke nødvendigvis gå slavisk forbi Den midlertidige Havfrues og Vor Frelser Kirke. Lej i stedet egen båd og udstik en rute der sejler langt uden om turisthorder og skrattende guidekommentarer. Robådsversionen er romantisk, men sejladsen begrænset til Christianshavns kanaler. Motorbåden en svir, og ruten bestemmer du selv.

HVOR: Robåd 80 kr/time - Christianshavns Bådudlejning, Overgaden neden Vandet 29, Kbh K. Motorbåd 300 kr/time - Copenhagen Boat Rent, Havneholmen 3, Kbh V.

5: FORMÅLSFULD FOTOSAFARI

Spejlreflekskameraer er blevet allemandseje, men for mange kniber det stadig med at få taget andet end ferie- og festfotos. Udnyt foråret til at fyre op under dit kamera, og lav en gruppe med ligesindede fotonørder hvor I tager billeder under temaer. Emnet ’hvordan fanden fik du dem til det?’ skulle efter sigende kaste gode billeder af sig.

HVOR: Lige hvor du har lyst, men byens mere ramponerede kvarterer som Nordvest og Sydhavn har tendens til at sætte gang i såvel detektivgenet som klikfingeren.

6: LUFTIGE SKUESPIL

Det kan være svært at få sig selv til at gå ind i en mørk, lukket teatersal når først de lyse sommernætter har gjort deres indtog. Har man stadig brug for at skud skuespil, er det nu man skal til at booke billetter til Grønnegårds Teatret der for 28. år i træk blænder op for nyfortolkninger af klassikere i det grønne. Alternativt kan man gå efter Det Kongelige Teaters actionfyldte version af 'De Tre Musketerer' som spiller fra den 21. maj i Ulvedalene i Dyrehaven.

HVOR: Grønnegårds Teatret, Bredgade 66, Kbh K. Ulvedalene, Klampenborg.

7: FRANKOFILE KUGLESTØD

Godt nok er der ikke mange olivenlunde i København, men tag en petanquekugle i hånden, og du er halvvejs i Frankrig. I princippet kræver petanque ikke meget andet end en semiplan overflade, men ikke desto mindre kan du finde deciderede petanquebaner strøet over København. Bl.a. i Fælledparken, Valby Idrætspark, Kongens Have eller Bopa Plads. København har da også sin egen petanque-klub der spiller hver mandag, og træner hver onsdag.

HVOR: Byens parker og grønne områder.

8: FUNKY BÆNKESPRING

Får du lyst til at ta’ push-up’s hver gang du falder over en kantsten og gå på line når du ser et gelænder? Så bør du joine Streetmovement til Sunday Jam som er gratis parkour-træning hver søndag formiddag. Bysporten lærer dig at se bænke, cykelstativer, p-skilte og betonklodser som træningsredskaber, og byen som dit nye fitnesscenter.

HVOR: Klatrevæggen ved Islands Brygge Kulturhus, hver søndag kl. 11.

9: RULLENDE BYTUR

En god gang asfalt og otte hjul under fødderne, og så er du sådan set klar. I princippet kan du teste dine rulleskøjter over hele byen, men gå efter byens grønne cykelruter eller stien med vandkig der løber gennem Amager Strandpark. Så slipper du for vildfarne biler og har samtidig noget pænt at kigge på. Er du til grupperul, så prøv Friday Night Skate hvor asfaltelskende københavnere mødes udvalgte fredage og kører motionsløb gennem byen.

HVOR: Lige hvor du har lyst. Men gå efter mindre trafikerede ruter.

10: FLYVENDE BENLØFT

Det bliver ikke meget nemmere: Snør løbeskoene om fødderne, gå ned på gaden, og du er godt i gang med forbedre strandformen, indånde forårsluften og se byen passere forbi. Kondiløberne har tonset frem i de københavnske gader de seneste år, og du skal nok finde en anden rute end Søerne hvis du vil kunne løbe uhindret omkring. Løbeklubben Sparta har træning mandag-torsdag med afgang fra Fælledparken.

HVOR: Idrætshuset, Gunnar Nu Hansens Plads 7, Kbh Ø.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling