Byens bogskat faldbydes
Det halvhemmelige skatkammer Rådhusbiblioteket er lukket, men nu kan du redde dets små perler om København hjem på dine egne boghylder.
For på Hovedbiblioteket i Krystalgade sættes løbende nye portioner af Rådhusbibliotekets legendariske københavner-bogsamling til salg for den rørende enhedspris af en rund 10 krone.
35.000 værker om Hovedstadens topografi og historie havde det lille offentlige bibliotek på sine 109-årige egetræshylder oppe på 2. sal på Københavns Rådhus. Nu er dokumentationen af byens fortid fjernet og omtrent halvdelen af bøgerne opmagasineret. Resten skal sælges eller kasseres.
Et flertal blandt Københavns Kommunes politikere har nedlagt Rådhusbiblioteket for at spare en million om året i husleje – som kommunen betalte til sig selv. Der er ingen konkrete planer for, hvad lokalerne med rådhusarkitekten Martin Nyrops fredede biblioteksinteriør skal bruges til i stedet.