Køb Flakfortet
En sjældent udbudt liebhaverejendom ud over det sædvanlige er kommet på markedet: Flakfortet i indsejlingen til København.
Den kunstige ø ligger godt 3 sømil ude i Øresund og er sat til salg for 56 mio. kroner. Så får du til gengæld også en 31.000 m2 stor grund med havudsigt hele vejen rundt – foruden din egen lystbådehavn, totalrenoverede konferencefaciliteter, kiosk, restaurant og plads til 200 overnattende gæster.
Flakfortet blev anlagt i 1916 og var i militær brug som blandt andet raketbase indtil 1968. I 2001 blev Flakfortet solgt til det svenske firma Malmökranen AB. Interesseret i en fremvisning? Så se hele salgsopstillingen hos ejendomsmægler Claus Borg & Partner.
Det er ikke hvert år, muligheden for at købe sin egen private københavnske ø dukker op – og dog. Sidste efterår blev den lige så store, men knapt så velholdte og veludstyrede nabo-ø Middelgrundsfortet sat til salg. Den endte med at blive solgt til Det Danske Spejderkorps for 20 mio. kroner, doneret af Mærsk og Nordeas fonde.
Det tredje og sidste søfort, der er tilbage ud for byen, er Trekroner, som fortsat er offentligt ejet og en nyrenoveret del af museumssatsningen Københavns Befæstning.