Søfort på tilbud
Hvis du altid har drømt om at bo på din egen private ø lige i indsejlingen til København, så kan Middelgrundsfortet nu blive dit for sølle 16,5 mio. kroner.
Det gamle søfort i Øresund ligger små 20 minutter i yacht fra Langelinje og har både egen havn, helikopter-landingsplads og 30 soveværelser. Hele den kunstigt anlagte ø er 3 hektar stor, mens selve det fredede fort strækker sig over 15.000 m2 fordelt på to etager – den nederste forlænges ind i øen med kilometervis af gange og kasematter.
Der er tale om lidt af et knaldtilbud, for sidst Middelgrundsfortet blev sat til slag i 2010, startede forhandlingerne omkring 10 mio. euro. Dengang bed ingen dog på, og nedslaget i prisen skyldes blandt andet, at restauranten i fortet har ligget stille i fem år og mangler ny kloakering, strøm og rindende vand.
Middelgrundsfortet er opført i 1894 og ligger mellem Trekroner og Flakfortet – de to andre søfort ud for byen, der er tilbage fra Københavns befæstning. Øen blev åbnet for offentligheden i 1988 og solgt første gang i 2002 til ejendomsinvestoren Peter Bech.