Mod nye ekstremer med CPH PIX
Guide: Byens filmfestival er tilbage med alt det bedste af det anderledes og alternative.
CPH PIX 2013
11.-24. april i biografsale (med mere) over hele byen.
Almindelige billetter: 80 kr.
Studie- & seniorbilletter: 64 kr.
Rabatkort til 6 film: 395 kr.
Filmpas til alle de film du orker: 850 kr.
Køb dem via festivalens hjemmeside.
CPH PIX er Danmarks største filmfestival, der startede i 2009 efter sammensmeltning af Natfilm Festival og Copenhagen International Film Festival.
Så er det den tid på året, som enhver københavnsk filmfan har glædet sig til – i mindst et år. Hvor man ville ønske, man kunne spalte sig i 2-3-4 aktanter og farte til ligeså mange biografer samtidig.
Den fulde oplevelse af CPH PIX opnås ikke uden stiv nakke, skemalagte toiletbesøg og syg længsel efter hjemmelavet mad. Med noget, der ligner pixeløjne. Til gengæld får man glæde af totalt koffeintrip, de vildeste nattedrømme, og specialsporet tanke og tale, som ofte inkluderer ”interessant, anderledes, tankevækkende”.
Ekstremer? Nej nej, de findes da kun på filmlærredet, ik? I hvert fald myldrer mangfoldigheden igen på CPH PIX-programmet – fra fiktion til kunst og musik, som årets slogans går under med fortegnet "Film is…".
Nyd dem, ekstremerne og øjenåbnerne... her er magKBH-guiden til PIX-filmlandet 2013.
Psyko-, turné- & celebrity-thrills
Gyset er blandt de store trækplastre til PIX, og med blodpletter spredt over flere af de 25 serier er der nok at få stillet tørsten med. Gå ikke glip af den minimalistiske nervepirrer ’Compliance’, psykohorror i ’Ritual - A Psychomagic Story’, den skarpsindige thriller ’Resolution’ og ikke mindst b-splatter i ’John Dies at the End’.
En af årets succeser bliver formodentlig spanske ’Painless’, der spiller på velkendte motiver som børnemishandling og familietraumer. Og så ligner ’Rock and Roll Fuck’n’Lovely’ noget af det mest horrible en rock’n’roll-turné kan præstere – med ingen ringere end Pete Doherty og Mick Whitnall som syrehoveder.
Og vi kan næsten ikke styre vores forventninger om gru og rædsel i protege-mareridtet ’Chained’ af Jennifer Lynch og celebrity-sci fi-gyset ’Antiviral’ af Brandon Cronenberg – jep, børn af de to David’er!
Grænsen mellem sex og vold
Sex er yt... mener amerikanske producere pludselig. Vi er på ingen måde enige. Så godt, der findes filmfolk som Brian de Palma, der stadig elsker det smækre og småprovokerende i den seksuelle magt – her i ’Passion’ mellem Rachel McAdams og Noomi Rapace. I ’Concussion’ sættes kvindekærlighed også på spidsen, da en lesbisk husmor springer ud som lesbisk luder. Endnu mere grænsesøgende er franske (naturligvis) ’Love Battles’, hvor sex ofte ligner slåskamp.
Faktisk er der flere grimme sider af sexsagen, end der er smukke på programmet, der i år kunne danne en hel temaserie med prostitution. Fra det indiske porno/horror-ståhej i ’Miss Lovely’, over alfonseriet i den illusionsløse ’Eden’, til svenske ’Call Girl’ om Bordellhärvan-skandalen, hvor prostitution af mindreårige nåede samfundets top.
Stjernesjov og vov-vanvid
Skæv skæg og krøllet komik er præcis, hvad der er brug for ovenpå alle de grusomheder, som unægtelig dominerer filmfestivalen. Her er de amerikanske indies suveræne.
Helt sin egen er ’The Beaver Trilogy’, der følger wanna be-stjernen Richard (Groovin’ Gary) Griffiths i tre inkarnationer: Sig selv, Sean Penn og Crispin Clover. Alle i en crossdressing-optræden som Olivia Newton-John. Bizart, fascinerende og mega-sjovt.
‘A Glimpse inside the Mind of Charles Swan III’ er total syrekomedie med Charlie Sheen som noget nær sig selv, og ’Wrong’ går i hundene med menneskets bedste ven, der kidnappes, efterforskes og psykologiseres. Virkelig vovet vanvid.
Talentfuld og fortabt ungdom
Ikke kun socialrealisme og barske skæbner er fællesnævner for New Talent Grand Pix, hvor pengepræmien efterhånden er skrumpet til 15.000 euro (fra startens 50.000). Ungdommen er i stærkt flertal – fra det italienske gidsel- og vogter-par i ’The Interval’, over de israelske kidnapningsdesperadoer i ’Youth’, til den kazhakstanske highschool-hævner i ’Harmony Lessons’.
Og så de to film med danske kræfter: Michael Noers rå og realistiske ’Nordvest’, der nok skal bekræfte nogle fordomme om det kriminelt belastede kvarter, samt den danskproducerede ’The Weight of Elephants’, hvor opvækstens kvaler skildres gennem en 11-årig drengs syn – fantasi som virkelighed.
Fra dødshjælp til seriemord
I Maestro-serien er instruktøralderen derimod godt i vejret. Med portugisiske Manoel de Oliveira på 104 år som den absolutte senior og derudover så forskellige mestre som Jan Troell, Hong Sang-soo, Terrence Malick og Abbas Kiarostami. Herfra anbefales især Marco Bellocchios ’Dormant Beauty’ om aktiv dødshjælp, inspireret af den omfattende disput om Eluana Englaros død i 2009.
Endnu en veteran er med i 3x3-serien: Hollandske George Sluizer. Se hvordan mesteren har samlet optagelserne til ’Dark Blood’, River Phoenix’ sidste filmstrimler, som Sluizer reddede fra destruktion. Gys også over mesterværket ’Spoorloos’, hvis du ikke har klaustrofobi, altså.
Den suveræne newcomer i samme serie er britiske Ben Wheatley. Han mejede benene væk under de fleste med ’Kill List’, og nu i ’Sightseers’ ruller de groteske mordscenarier videre med et kærestepar på campingferie. Tjek også hans bidrag til ’The ABCs of Death’ blandt årets splattere.
Peaches, bingo & standup
Eventafdelingen kommer som vanligt godt og grundigt rundt i hjørnerne med over 30 filmrelaterede løjer. Der er nyt krudt i populære gengangere som Filmquiz, Kill Your Darlings (bytte-bytte dvd-film) og den 7,5 km lange løbetur med filmhistorien. Dugfriske debatter om ytringsfrihed i Iran, italiensk mafia, egyptisk revolution og prostitution i Danmark. Og mere spas og skæmt direkte importeret fra The Bronx, New York: Wes Anderson Bingo!
Også i det humoristiske hjørne styrer engelske Richard Sandling og hans standup-slæng med 'Perfect Movie'-showet. Forvent snurrige versioner af for eksempel ’Terminator’ og ’Tilbage til fremtiden’, samt en alternativ slutning på 'Døde Poeters Klub'.
Den måske mest ekstreme event – eller i hvert fald den mest blodsplattende – foregår i en hemmelig bunker. Med godbidder fra eksperimenter og udskejelser af nazi-zombie-robotterne i mockumentary-splatteren ’Frankenstein’s Army’ lover PIX satisfaction til alle monsterhungrende filmfreaks.
Anderledes provokerende og vildt bliver det til Peaches-party, hvor den canadiske enfant terrible leverer dj-sets med knald på. Inden introducerer hun teater/filmkoncerten ’Peaches does herself’, der er proppet med sex-, rock- og filmreferencer fra Bowie over ’Jesus Christ Superstar’ til Lady Gaga.
Årets navn i Marmorkirken er Manorexia med sanger, producer og (film)komponist J.G. Thirlwell i front. Deres genrevridende eletronica er perfekt som både kontrast og blend i det imposante kirkerum. En storslået koncert, der afslutter filmfestivalen med maner.