pixel

En lille plads til en stor mand

Svend Aukens Plads ligger nyindrettet mellem Islands Brygge og universitetet i Njalsgade.

kbh magasin

Fakta

Svend Aukens Plads

Designet af Birk Nielsen fra Sweco Architects, bygget af Københavns Kommune for godt 15 millioner kroner. Del af et større trafiksaneringsprojekt for Ørestads Boulevard og Artillerivej.

Svend Auken (1943-2009) var socialdemokratisk politiker og medlem af Folketinget gennem næsten 40 år. Formand for Socialdemokratiet (1987-92) samt arbejdsminister, miljøminister, og miljø- og energiminister.

"Den eneste anerkendelse, vi mennesker kan være sikre på, er selvrosen," sagde Svend Auken engang. Nu anerkendes den tårnhøje socialdemokrat ved at få et nyt byrum på det nordlige Amager opkaldt efter sig.

Hans egen størrelse taget i betragtning, ser Svend Aukens Plads måske ikke ud af meget på en sneblæst formiddag i december. Faktisk ligner den mest en scene fra en post-apokalypsefilm. Det bakkede byrum og dets nøgne buskvækster gemmer sig under et lagen af sne. Kolde bænke og zebrastribede forhøjninger står øde.

Men vinteren står som bekendt ikke altid i æstetikkens tegn i København, og så lille er pladsen heller ikke. 5.000 m2 er der at gøre godt med på det trekantede areal, der ligger, hvor Artillerivej, Njalsgade og Ørestads Boulevard løber sammen. Og når varmegraderne atter vender tilbage til byen, bliver der meget grønnere på Svend Aukens side af hegnet, lover Københavns Kommune.

dsc_0790.jpg

Grønne volde mod trafikken

Det nye urbane mødested er blevet til som en del af en større trafiksaneringsplan for Ørestads Boulevard og Artillerivej, hvor pladsen skal skabe en stilistisk sammenhæng mellem Islands Brygges bebyggelse og Faste Batteris grønne og fredede flader – mennesket møder natur.

På Svend Aukens Plads skal trafikosen have modstand af grøn beplantning, når pionertræer, buske og bakker sået med græs iblandet blomsterfrø vil farve pladsen med forårets komme. Der er bænke at sidde på og zebrastribede gummibakker, hvis bagdelen ønsker afveksling. En gangsti kringler sig igennem og krydser pladsen diagonalt mellem bakkerne, der i forskellige højder trækker paralleller til Faste Batteris volde, både i udseende og funktion.

"Bakkerne er lavet med tanke på at skærme af for den trods alt ret voldsomme trafik, der omgiver pladsen. Samtidigt har det været vigtigt for os, at de ikke skulle ødelægge noget af udsigten fra bebyggelsen over mod Faste Batteri," forklarer projektleder Thomas Gätke fra Københavns Kommune.

dsc_0792.jpg

Passér eller se livet passere

Pladsen er også indrettet med sin egen faste vandpyt, fire centimeter dyb. Ikke kun for at børnene kan komme hjem med våde strømper, men også for at inddrage det vandelement, som flyder i omgivelserne. En flagstang tårner højt på pladsens højeste top, hvis nu et festligt arrangement skulle kalde på flaghejsning. Og det hele belyses via projektører fæstnet i otte meter høje, slanke master, som skal give en urban spotlight-effekt.

Svend Aukens Plads er ikke ude efter at konkurrere med Havnebadet på den anden side af Islands Brygge, der tiltrækker trafiktrætte bryggedvælere i hobetal i sommerhalvåret. Men den kan appellere til de lokale, der ikke gider gå helt ned til den crowdede stribe langs havnen, når de har lyst til en grønnere pause. Og så vil pladsen fungere som passage, ikke mindst for de mange studerende fra Københavns Universitets fakulteter i Njalsgade.

"Det vil typisk være et sted, man passerer. Og så kan man jo slå sig ned og se på, at livet passerer. Det er der jo mange, der kan lide at gøre. Mange af de passerende vil nok være fra universitetet. De kan så sætte sig ned, snakke og drikke en øl," forklarer Gätke.

dsc_0798.jpg

Auken på hjemmebane

Pladsen ligger lige foran HK Hovedstadens lange domicil, og det er dét, der i sidste ende gav det nyfødte byrum sit navn. HK foreslog selv navnet til Vejnavnenævnet og fremhævede Svend Aukens tætte forbindelser til HK og fagbevægelsen.

En indvending under høringsrunden var, at den mangeårige miljøminister fortjener en større og grønnere plads. Men gad vide, om den store mand alligevel ikke ville være godt tilfreds med, at solslikkende universitetsstuderende tager sig en øl i hans lille have, når solen har lokket græsset op af bakkerne.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling