pixel

Pumpehuset goes subkultur

Spillestedet er gen-genåbnet med en ny profil - og en ekstra scene.

kbh magasin

Fakta

Pumpehuset

Oprindeligt en del af Københavns første vandværk, taget i brug i 1859.

Kommunalt ejet spillested siden 1987.

Efter svigtende publikumstække overtog duoen Uffe Savery og Lærke Hein styringen i efteråret 2009 med et nyt koncept og en skærpet kunstnerisk profil.

Trods ny succes, gik Pumpehuset konkurs i juli 2010 på grund af ubetalte regninger fra den tidligere ledelse.

Efter overvejelser om at stoppe med rytmisk musik på adressen, indbød Københavns Kommune til bud på Pumpehusets fremtid, og valgte at kombinere ideer fra duoen Ronnie Hansen og Kristoffer Buck Bramsen med et bud fra Nordisk Film.

Genåbnet i september 2011.

Live-musikken pumper igen i det gamle vandværk i Studiestræde bag Palads, efter en turbulent tid med rod i økonomien, skiftende ledelse og kuldsejlede genstarter.

Med et nyt fokus, en ny profil og en ny indretning har Pumpehuset slået dørene op for kultur- og musikinteresserede københavnere, der søger noget andet, end hvad det dominerende københavnske musikkartotek har at byde på.

”Pumpehuset skal være stedet man går til, hvis man vil være sikker på at få unikke alternative kulturoplevelser af høj kvalitet”, fortæller Erik Tygesen, kommunikationschef i Pumpehuset.

Subkulturer til fadet

Den nye dagsorden er at give København et alternativt spillested og fungere som base for subkulturer som blandt andet syrerock, dubstep og reggae – kulturer der i dag genererer et stadig større publikum.

Og siden gen-genåbningen den 29. september har Pumpehuset allerede haft flere alternative genrer på programmet for et yderst varieret koncert- og natpublikum.

Fremtiden involverer ikke kun musik, men også teater samt natklub-events med afsæt i urbane tendenser og subkulturer.

pumpehuset_070.jpg

Utraditionelt partnerskab

Pumpehusets to nye direktører Ronnie Hansen og Kristoffer Buck Bramsen kommer begge med en baggrund fra undergrundscenen, hvor de har haft fingrene i blandt andet det festglade OHOI!-kollektiv og Skandinaviens største clubbing-event RAW. Det subkulturelle potentiale i Pumpehusets beliggenhed, indretning og omgivelser vil de udnytte i et utraditionelt partnerskab med etablerede Nordisk Film.

"Det er den daglige ledelse, der står for drift, booking og afvikling af arrangementer, mens Nordisk Film skal levere driftsmæssig forståelse og økonomisk stabilitet. Samlet giver det en helt unik mulighed for et hus med fokus på kunstnerisk nytænkning samtidig med, at det driftsmæssige bagland fungerer optimalt," siger Erik Tygesen. Og opsummerer, hvordan det nye koncept skal bevise større levedygtighed end de forgående:

"Stærkt indhold. Professionel drift. Velskænket fadøl."

pumpehuset_010.jpg

En scene mere og mere bas

Det nye Pumpehuset har fået en ekstra lille scene i den gamle foyer og kan nu rumme op til 600 gæster.

I forlængelse af udvidelsen er entré og garderobe flyttet udenfor i et nyt containerområde med rygeterasse, mens man i den 150 år gamle hovedattraktion, Kransalen, har sænket scenen. Sammen med en massiv optimering af lydanlægget, skal det skabe en ganske særlig atmosfære, når bassen flyder ud som bølger, der slå ind mod væggene og sætter sig i alle afkroge af salen.

Ombygningen af ydre såvel som indre omgivelser er sket med respekt for husets historie, således at det der møder publikum i dag, kan blive en historisk, kulturel og akustisk oplevelse ud over det sædvanlige.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling