Hjemvendt kulturskude i høj sø
Café Liva er kommet hjem til Nyhavn i fornyet form. Men hun har ikke just fået en varm velkomst.
For fem år siden måtte kabaretteatret Café Liva trækkes i land, efter næsten 25 år som gyngende teaterscene ud for sømandshjemmet i Nyhavns skyggeside. Det gamle træskib var simpelthen så råddent at det måtte hugges op, og showet forsatte i stedet på landfaste scener rundt omkring i byen.
Men nu er Café Liva tilbage på kajen. Liva II er træskibs-Livas efterkommer; et større og stærkere ombygget østeuropæisk jernskib.
Og det er ikke småting vi har med at gøre. Liva II er 30 meter lang og syv meter bred, har to dæk og betegnes af bekymrede naboer som ”et monstrum”.
Men folkene bag Café Liva er lykkelige for at være tilbage. ”Det er en dag, vi har ventet på med længsel,” siger Jacob Morild fra Café Liva til City Avisen og fortæller, at arbejdet med at få Liva tilbage til Nyhavn, og holde kabareten i live andre steder, har fyldt meget af hans liv i de sidste fem år.
Også i højden er Liva vokset, og spreder sig nu over to etager. Teateret har nemlig slået sig sammen med Nyhavnsadvokaterne som får et menneskerettighedscenter i lokalerne på skibets dæk, mens skibets bund er indrettet til teatersal med plads til 88 gæster.
Tager udsigten Menneskerettighedscenter eller ej, jernskibe passer ikke ind i den historiske kanal, mener Nyhavnsforeningen. Derfor kom Liva II allerede inden sin ankomst til Nyhavn i voldsom storm.
Nyhavnsforeningen, som består af besætningsmedlemmer, beboere og erhverv i Nyhavnsområdet, har længe protesteret voldsomt imod genkomsten af kæmpeprammen Liva II. De mener, at skuden er blottet for historisk og maritim værdi, og at den bliver fuldstændig malplaceret i det fredede Indre Nyhavn side om side med kanalens gamle træskibe. Desuden mener de, at det udbyggede dæk skæmmer udsynet til solsidens idylliske facader, og de er bange for, at den store skude vil bane vejen for endnu flere jernskibe.
Jacob Morild understreger overfor Politiken, at Nyhavnsforeningen kun repræsenterer ejere af gamle træskibe, og derfor ikke udgør et bredt udsnit af områdets brugere og beboere.
"Det er enormt ærgerligt, at der kører denne retorik fra Nyhavnsforeningen. Vi har hele tiden gjort, som man skal, og masser af folk i Nyhavn har sagt, at de glæder sig til, at vi er tilbage," siger Jacob Morild, og tilføjer at Liva nummer to har modtaget adskillige støtteerklæringer på nettet.
Og så synes Jacob Morild ikke, at skibet har gjort sig fortjent til de lidet flatterende øgenavne.
"Vi har lavet en fantastisk båd. Den ligner faktisk Rasmus Klumps båd, synes jeg. Det bliver meget hyggeligt."
Inden- eller udenfor broen Liva II skal efter planen tilbage på Café Livas oprindelige plads på Nyhavn 20-22, men på grund af isen, ligger prammen foreløbigt til lige på den anden side af Nyhavnsbroen.
Nyhavnsforeningen opfordrer politikere og myndigheder til at gå en tur i havnen og få et indtryk af den nye, flydende genstand, og forestille sig hvordan den vil tage sig ud på den påtænkte plads mellem de historiske træskibe. Foreningen mener, at det alene vil få politikerne til at gribe ind og finde en alternativ placering til Liva II.
Hvis politikerne ikke ombestemmer sig inden isen smelter væk, lægger Liva II til på sin tiltænkte plads, og Jacob Morild håber at have den første forestilling klar allerede 1. april.