Verdens Lykkeligste Folk

En forkølet jingle kickstarter Radio Solskins lunkent positive radioudsendelse, som Hippodromen på Folketeatret ligger tag til de næste 14 dages tid. De to lalleglade radioværter – spillet af Petrine Agger og Henrik Birch – sidder parat til at tage imod radioens eneste to loyale lyttere og deres småproblemer.

Det handler om at have det hyggeligt, ikke at bekymre sig for meget. Om lotto og anekdoter fra hverdagen. Det er ufarligt og tandløst. Ligesom plottet i Frede Gulbrandsens komedie ’Verdens Lykkeligste Folk’.

Hensigten med programmet er at skabe velvære og ikke at være for kritisk. Det lader Radio Solskin andre medier om. Men det er andre tider og byens nye borgmester (Vibeke Hastrup) deler ikke pladder-journalisternes syn på vigtigheden af Radio Solskins plads i æteren.

Med undtagelsen af radioens kontaktsøgende økonomiassistent Kenny (Kristian Holm Joensen) er karaktererne generelt todimensionelle. Første akt starter dog ud med fine oneliners i en eksplosiv og smittende positivitetsrus. Latterlig – på den gode måde. Men som historien udvikler sig, er der langt mellem snapsene og for megen tid tilovers.

Det bliver kun sjældent sjovt og medlidenheden er ikke mærkbar, selvom vi følger den lille radiofamilies op- og nedture i kampen om at bevare hyggen og Radio Solskin for hver en pris. Det føles ikke som om, der er noget på spil, selvom hver replik fortæller os noget andet.

’Verdens Lykkeligste Folk’ rummer ikke nok galskab til at være gennemført plat, men befinder sig i en kedsommelig gråzone imellem karikeret socialrealisme og falden-på-halen farce. Holdet bag rammer langt fra så klokkerent som med deres seneste forestilling: ’Klumpfisken’ vandt en Reumert.