Fædra

En kvindes begær. En moden kvinde og forbudt kærlighed. For manden er ikke bare ung, han er også hendes stedsøn. Tabuerne hober sig op, og gennem skam, skyld, svig og smerte raser kvinden ud. Kropsligt og åndeligt. Furien Fædra er et livsstykke af format, både klassisk og moderne.

Marina Bouras er en fremragende Fædra, vidunderligt vild og villig til at gå efter begæret, smukt som grimt. Hun sitrer af liv og lyst fra første soloscene, hvor de hviskende stemmer både lokker og piner hende. Hudløs, nøgen og ægte i sin udvikling mod det hjerteskærende raseri, som bliver ganske relaterbart i stedet for hysterisk skæbnemyte.

Hun elsker - ikke sin mand, Kong Theseus (Henrik Birch), men stedsønnen Hippolytos (Jeppe Marling) - og det ender fatalt. Hippolytos kurtiserer Aricia (Fanny Louise Bernth), så i jalousi og vrede over afvisning fortæller Fædra sin mand at sønnen har krænket hende, og Theseus fremmaner gudemagt til at straffe ham. 

Anja Behrens’ fortolkning går direkte i kroppen med en visuel sanselighed i Christian Albrechtsens scenografi og kostumer, der har lette, lyse lag af gråt og gult - for intet er sort og hvidt her - hvis gennemsigtighed understreger følelsen af sårbarhed. Ligeledes pilles lagene af tøj af, og kroppene smyges i ler, uden at dække det nøgne udtryk, der forstærkes som antikke statuer. Endnu et meta-lag i leret er egenskaben af at modellere og manipulere en form, inden den stivner over tid.

Fædra-myten har inspireret til mange kunstværker - primært indenfor litteratur, teater, musik, maleri og film - deriblandt Jean Racines 1677-tragedie, som er inspirationen her. Den klassiske, versbaserede tekst er fremragende bearbejdet af Behrens, Albrechtsen og Bouras sammen med oversætter Pernille Kragh. Selvom der er skåret skarpt ind til følelsesbenet, bevarer de gudemagten og forbandelserne, som står i kontrast til den moderne iscenesættelse. Det skaber især to yderpunkter af manipulation versus afmagt. 

Lidt problematisk i startscenen hvor Fædra ængstes over at Afrodites forbandelse er dødelig. I den græske myte er det en længere forhistorie, som modarbejder den moderne egenrådige manipulerende Fædra, der bestræbes her. Hun er drevet af begær, styret af smerte og raser med manipulationen - indtil hun bekender sin skam og skyld fuldt ud. Men hun ofrer sig ikke, som i myten. 

Selvfølgelig kan Afrodites forbandelse - ligesom Amors pil - forstås metaforisk, men eftersom forestillingen rummer andre gudebilleder, -anråb og -forbandelser, er det nærliggende at relatere til mytens forhistorie. 

Derimod er slutscenen fabelagtig. Her buldrer gudemagten overfor den massive manipulation, som først Fædra men derpå også Theseus og Aricia udøver. Her er leret erstattet af reb, som de binder Hippolytos med og efterfølgende holder ham i smerte og straf. Så visuelt stærkt og varigt at man når at tænke om det mon er den modsatte effekt: At de har indset deres manipulation og drømmer om at redde ham. 

For sådan er det oftest med disse ældgamle, klassiske myter. De pirker til de urfølelser, der suser rundt i vores underbevidsthed, drømme og mareridt. Evigt gyldige temaer, åbne for moderne fortolkning. Og vi ser frem til flere forrygende furier fra Behrens og Albrechtsen, for ’Fædra’ er første del af deres trilogi om furiøse græske kvindemyter, som over de næste sæsoner præsenterer ’Elektra’ og ’Kassandra’.