I frit forfald

Midaldrende mænd. Af en eller anden årsag så ved man, at når emnet er midaldrende mænd, så er genren komedie. Det er den voksende prostata, der får tisseturen til at vare i evigheder. Det er angsten for at miste sexappeal og den nye sportsvogn der kompenserer. Det er rødvinspatterne og den voksende liste af skavanker, som lægen affærdiger som et aldersfænomen. Det er tragikomisk galgenhumor med det ene ben i graven. Men som de siger: Man bliver ikke gammel, hvis man ikke bliver ældre.

I en tid, hvor den midaldrende, hvide mand er på deroute, er det nu de griber mikrofonen og blotter sig med følelser, for der er ikke længere nogen der finder sig i at de blotter andet. Senest var det ’Ikke noget pis’ på Det Kongelige Teater, nu er vi ’I frit forfald’ med Jacob Weble, Kristian Holm Joensen og Troels Malling.

Det handler om kroppe, der langsomt forfalder, knirker de forkerte steder, buler ud nye steder og svinder ind på andre. Testosteron der forlader kroppen, hurtigere end håndvægtene og hårgrænsen kan nå at følge med. Det er historier om at have spillet en central rolle som far, som mand og som menneske, og se sig selv placeret på udskiftningsbænken, mens børn, koner og resten af omgangskredsen ikke længere har brug for en. Stædigt forsøger de at holde fast i den de var engang. Men midt i alle disse triste fortællinger om forfald og dødelighed er der heldigvis stadig humor.   

Over 2 år har de tre mænd mødtes og åbnet for tårekanalerne og et hengemt følelsesliv og det er der kommet 2 timers underholdning ud af. De står på scenen som dem selv, Jacob, Kristian og Troels. Jacob Weble er forestillingens dramatiker. Han har for længst erkendt, at han er for kedelig til parmiddagene og har taget konsekvensen og skrevet fun facts ned på små lapper, som han læser op diskret fra under bordet. Hans timing er hysterisk morsom, når han spørger om han kan åbne med Suezkanalen.

Troels Malling er den klassiske mande-mand, der som eneste single ivrigt swiper til højre og bruger sin profil som en salgsopstilling af en palævilla, selvom han efterhånden er et håndværkertilbud. Kristian Holm Joensen holder sig spændstig på pilatesbolden, imens konen boller en anden og datteren ikke længere har brug for hjælp til flytningen eller at hænge noget op på væggen. Hans gummiansigt går fra grin til gråd på sekunder og man kan ikke andet end holde af manden, når han grådkvalt mindes en død golden retriever.  

’I frit forfald’ er næsten en kliché på den modne mands møde med forgængeligheden. De tre mandlige skuespillere har god komisk timing og er elegant uforfængelige, det klæder de lidt stereotype situationer. I en turnevenlig scenografi vises dick pics og familiebilleder fra samme kamerarulle.

Men skammen, frygten og de våde øjne er iscenesat af et helt hold af kvinder. Birgitte Næss-Schmidt har instrueret, Kirsten Brink har lavet scenografi og Lise Baastrup har ageret manuskriptkonsulent. Det giver en sjov vinkel til de 50-årige mænds reflektioner over det der var engang og det der snart skal komme. Det er lige som det skal være i 2023.