Grease

"Grease is the Word!" I over 50 år har denne musicalsucces begejstret publikum, og der er altid fest når Danny og Sandy slipper følelserne løs sammen med vennerne på Rydell High School. Fuld skrue på kække attituder, fjollede drømme og livlige hormoner til nogle af de bedste og mest kendte musicalsange.

Et tidsbillede fuld af amerikanske dyder, trumfet gennem de pastelpæne 50ere, hvor ungdommen i større grad søgte at slå sig løs - med ny musik, dans, tøj og slangudtryk. Her skulle det være uartig pink og rå læder, vat i bh’en og fedt i håret. Alt i showet har gennem årene fået flere lag på for at fastholde aktualiteten gennem den romantiske skoleballade. For under de fjollede, fedtede og festlige lag, findes mere seriøse budskaber, som ofte drukner i den farverige pastiche, som ’Grease’ også er.

Denne opsætning af One and Only Musicals - videreudviklet fra deres opsætning i Tivolis Koncertsal 2012/14 - er stadig totalt anderumpe, men lidt mindre duckface. Humoren flyver højt i takt med selvironien, og det heftige tempo bidrager til den karikerede stil, som også går i overgear indimellem. Og så er det bare underligt at sangene er et umotiveret miks af de originale amerikanske og de ordinære danske.

Men festen holder, for ’Grease’ er et forrygende ensembleshow - fra Frede Gulbrandsens sikre instruktion, Steffen Aarfings tegneserieagtige scenografi og Simone Bartholins multifarvede kostumer til det fremragende cast, der alle har deres stjerneøjeblikke.

Igen er Silas Holst midtpunkt som Danny - sidst havde han først rollen som Kenickie, så Danny - og denne gang også som koreograf. Det kan være svært at se tilføjelserne til et allerede energisk og fløjtende festligt show, men indimellem genkender man Silas’ signatur: De hurtige, skarpe poses - som han naturligvis swinger bedre end nogen andre.

Som Sandy agerer Neel Rønholt fint, men noget ferskt og kedeligt, når det kommer til sang. Særligt sart i hendes solo, der også har fået ny oversættelse til ’Hjælpeløst forelsket’ - i stedet for det mere værdige ’håbløst’. De fire Pink Ladies er heldigvis en fryd: Frenchy (Fie Alberte Damgaard) er mere afdæmpet end vanligt, Marty (Alberte Kyst) mere elskelig og Jan (Nanna Rossen) mere naturlig og charmerende, ikke mindst i ’Mooner’-duetten med Doody. 

Men det er selvfølgelig bad girl Rizzo, der stjæler opmærksomheden. Hun er den mest moderne, og Lea Thiim Harders seje fraseringer i ’Jeg ku’ gøre værre ting’ - også den bedste tekst(oversættelse) - skaber den flotteste og mest vedkomne sang. I stærkt opløb med Sara Gadborgs ’Beauty School Dropout’ - som Line Krogholm også blæste publikum omkuld med i Tivoli - en næsten gospelagtig version, der altid har stukket lidt af i forhold til resten af showets typer og toner. Og dermed meget mere interessant end originalen med den sleske smørtenor. 

T-Birds’ene fyrer den også af på charme og fedtet hår. Især Christian Collenburg (Doody) får vist sit store allround performancetalent, men ligeledes imponerer Joakim Lind Graae Tranberg som Kenickie, egentlig mere fræk end Danny. Sammen med Sonny (Thor Vestergaard) og Roger (Lasse Dyg) må de pludselig se deres leder skifte fra læderhals til stafetløber - og selv finde deres vej. 

For ’Grease’ handler også - gennem fjollede stereotyper og lykkelige klicheer - om at få lov at være outsider, gøre noget anderledes end andre, samt acceptere og nyde mangfoldighed. Blandt de nyere teksttiltag er der flere åbenlyse hints til sex- og kønsdebat. Så som at ’Greased Lightnin’’ ikke bare handler om en lækker bil, og her er ekstra nye linjer som "this is my queen" og "my sex machine". ’Grease’ er stadig ’the word’ fuld af livslyst og -glæde, og som titelsangen lyder: "We start believin’ now, that we can be who we are".