pixel

Endelig comeback til Vanløses to tårne?

Med 9 års forsinkelse melder investoren bag to tårne på op til 40 meter i Vanløse nu klar — byggestart inden årsskiftet.

Vanløse, BE Arkitekter, Fenger Invest, S-tog

Der er snart gået et årti, siden vi på Magasinet KBH første gang skrev om projektet V360 i Vanløses bymidte.

Den lokale byggeinvestor Flemming Holberg Fenger stod bag.

Sammen med to andre projekter klods op ad Vanløse Station — Galleri A og Hjørnestenen — havde hans entreprenørgruppe Holberg Fenger Invest A/S store planer for, hvordan den udkants-københavnske bymidte kunne tage sig ud, hvis man tænkte lidt større end normalen på disse kanter.

Her i 2021 er det dog kun shopping- og boligkomplekset Galleri A — der i mellemtiden har skiftet navn til Kronen Vanløse — som er blevet til noget.

Den allerede vedtagede lokalplan til de to andre projekter har ligget klar i kommunens skrivebordsskuffe og ventet på Fenger.

Mulig byggestart i år — måske

Nu tyder det på, at den ene af Fengers to ambitioner i venteposition er klar til et comeback. I hvert fald hvis man spørger ham selv.

For til ejendomswatch.dk fortæller den lokale boliginvestor, at projektet kan få byggestart inden nytår. Går alt denne gang efter planen, kommer Vanløse bymidte i 2023 til at smage mere af Vanløse Downtown, når det op til 40 meter høje kompleks med offentlig tagterrasse vil stå klar.

Samme melding lød dog så sent som sidste år. Her satte corona en kæp i hjulet på byggetilladelsen, og endnu et kapitel i en lang række udskydelser af projektet kunne skrives.

Lokal arkitekt ikke begejstret

Tager man pulsen på Vanløse-borgernes holdning til projektet, er den brede opbakning til at overse. I hvert fald har drøje hug til projektet længe været et fast indslag i lokalavisen.

Én af de mere offentligt kendte kritikere er arkitekt, byrumsforsker og Vanløse-borger Jan Gehl. Gennem flere årtier har Gehl blandt fagfolk været verdenskendt for sit arbejde med både at studere og designe "menneskevenlige" byrum.

For et par måneder siden kom han i Berlingske med en kritisk opsang til projektet, som ifølge ham var forfejlet på flere fronter — både i forhold til højde og udtryk.

»Nu har jeg boet herude i 50 år, og hver eneste morgen har jeg været tvunget til at sidde og kigge over på Domus Vista på Frederiksberg, som er en virkelig grim og ligegyldig bygning,« sagde Gehl til Berlingske.

»Hvis du laver et højt hus, så kan man se det på stor afstand, så skal det også være pænt,« lød det fra arkitekten, der også fremhævede den lave sol og de lidt krasse vindforhold på vores breddegrader som argumenter mod højhuset.

Fra Flemming Fengers side lød det omvendt, at skyggerne fra bygningerne primært vil falde ind over S-togsskinnerne og ud på vejen, så der kan komme sol til den nye plads, der bliver skabt i forbindelse med byggeriet.

At høje huse trækker vind ned i gadehøjde er et velkendt fænomen. Men Fenger påpeger, at byggeriets maksimale højde på 40 meter ikke adskiller sig synderligt fra de omgivende bygningshøjder ved Vanløse Station, der går op til 25 meter — og i øvrigt at byggeriet jo er en lilleput set i forhold til nye højhuse, som det 120 meter høje Pasteurs Tårn, der er ved at rejse sig i Carlsberg Byen, omkring tre kilometer fra Vanløse.

11 + 8 etager

Helt så firkantet og højt som Domus Vista eller Pasteurs Tårn er der i hvert fald ikke udsigt til i de seneste planer for V360.

To "tårne" på 11 og 8 etager på et samlende, bølget podium, som hæfter sig på nabobygningen, er hvad det bliver til.

De to nederste etager får plads til butikker, fitness og café, mens de øvre vil huse kontorer og hotellejligheder. Podiummets form indholder et stort knæk i stueetagen, som skaber den nye plads langs Jernbane Allé og umiddelbart overfor Vanløse Station.

Under jorden er der udset plads til 200 biler og 300 cykler.

Navnet V360 henviser til en oprindelige detalje ved byggeriet — en roterende restaurant på øverste etage. Dén satte brandmyndighederne dog i sidste ende en stopper for.

Om resten af projektet sættes i gang inden årsskiftet, ved vi om nogle måneder.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling