pixel

Nordhavns kreative kraftcenter tager form

Kæmpebygningen Tunnelfabrikken skal lægge hus til en smeltedigel af kunst og kreative erhverv.

tunnelfabrikken

Med sine 261 meter er den tidligere ØTC-fabrik i Ydre Nordhavn lang som et af de krydstogtsskibe, der normalt lægger til ved Oceankaj knap en kilometer mod øst.

Og ligesom krydstogtskibene under coronakrisen mere og mere er begyndt at ligne levn fra en svunden tid, har ØTC-fabrikken også for længst udtjent sit oprindelige formål. 

I anden halvdel af 90’erne blev tunnelrørene til Øresundsforbindelsen støbt i de enorme fabrikshaller, men i de forgangne 20 år har fabrikken levet en omtumlet tilværelse med skiftende ejere og formål.

Mest kuriøst benyttede skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller således ØTC-fabrikken til at bygge modeller i størrelse 1:1 af den på det tidspunkt kommende Operas facader, scener og balkoner med mere, så alt kunne efterprøves forud for det rigtige byggeri.

Men de enorme haller er også blevet brugt til opbevaring af teaterkulisser og sejlbåde.

Siden 2007 har fabrikken ligesom resten af havnen ligget under det offentlige udviklingsselskab By & Havn, og det er netop By & Havn, der har udtænkt, hvilken rolle kæmpebygningen skal spille, når også den ydre del af Nordhavn begynder at blive tranformeret fra industrihavn til en ny københavnerbydel.

I stedet for at gøre det åbenlyse og rive fabriksbygningen ned, vil By & Havn ombygge den til et kreativt og kulturelt kraftcenter under navnet “Tunnelfabrikken”.

Vi har tidligere beskrevet planerne her på Magasinet KBH, og nu er der ved at komme mere kød på dem.

Frugtbart kreativt miljø

Rent praktisk skal den i dag 19.000 m2 store bygning ombygges, så etagearealet vokser til 70.000 m2.

Disse mange kvadratmeter skal fyldes ud med en skønsom blanding af ungdomsboliger, værksteder, atelierer, kontorer, butikker, restauranter og kulturelle faciliteter.

Tunnelfabrikken skal være et sted, hvor folk både kan bo og arbejde, men også et sted, man som udefrakommende får lyst til at besøge.

Mere konkret kommer Tunnelfabrikken blandt andet til at rumme et 5.000 m2 stort fleksibelt kulturhus med tilhørende udendørsområde, hvor der kan afholdes kulturelle events i alle størrelser og afskygninger. 

Yderligere 5.000 m2 er afsat til prisbillige atelierer til for eksempel kunstnerkollektiver, gallerier og kreative uddannelser, og idéen er, at atelierne nemt kan tilpasses, så de kan bruges som værksteder, udstillingssteder eller begge del på én gang. 

Tilsammen skal disse faciliteter danne grobund for et frugtbart og vildtvoksende kreativt miljø for både kunstnerne selv og de besøgende i huset.

Samtidig er det idéen, at alle betalinger, der bliver foretaget i Tunnelfabrik er pålagt en “kunstskat” — et lille beløb, der kanaliseres tilbage i miljøet via en Tunnel-fond.

Fab labs og maker spaces

Kreativiteten kommer til at gå igen på de 25.000 m2 erhvervsarealer, hvor der vil blive etableret kontorer til alt fra startups til større etablerede virksomheder samt et væld af fælles faciliteter, hvor founders og freelancere kan networke og udveksle erfaringer.

Der er desuden afsat 4.000 m2 til mere praktisk orienterede småvirksomheder og butikker, lige fra traditionelle håndværkere til moderne fab labs og maker spaces — altsammen med fokus på bæredygtighed og genbrug. 

5.000 m2 bliver afsat til restauranter, madmarked og andre fødevarerelaterede virksomheder og institutioner, og endelig vil Tunnelfabrikken med sine planlagte 1.000 ungdomsboliger også komme til at huse en hel landsby af unge studerende.

Tunnelfabrikken bliver omgivet af 12 hektar med vild bynatur og udendørs faciliteter som idrætsanlæg, byhaver og en kunstpark.

Det er By & Havn, der står bag planerne for Tunnelfabrikken sammen med ejendomsudviklerne NREP og Unionkul, men Københavns Kommune har også lidt at skulle have sagt i forhold til, hvilke faciliteter Tunnelfabrikken skal lægge hus til. En stribe forslag til kommunale faciliteter og aktiviteter er i øjeblikket i offentlig høring.

Planerne for omdannelsen af Tunnelfabrikken kræver, at der bliver udarbejdet en ny lokalplan for området.

Teknik- og Miljøforvaltningen er på trapperne med en startredegørelse, der er første skridt på vejen mod en lokalplan.

Hvis alt går gnidningsfrit forventes den endelige lokalplan at være godkendt i midten af 2021, mens ombygningen af fabriksbygningen forventes at være helt afsluttet i midten af 2023.

Allerede her den 27.-30. august vil man dog kunne opleve Tunnelfabrikken i sin rå form, da den vil være vært for kunstmessen 'Enter Art Fair'.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Valby
Et indendørs mødested for både voksne og børn — dét mangler i mange af Københavns bydele, mener SquareOne Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling