Danmarks største kulturhus et skridt nærmere
Tunnelfabrikken i Nordhavn skal være en kreativ smeltedigel — og området bliver bilfrit. Lokalplanen er nu sendt i høring.
Der er sket meget i Indre Nordhavn de seneste år. I Århusgadekvarteret og på Sundmolen har nye bydele allerede rejst sig, og nu begynder udviklingen at brede sig til Ydre Nordhavn.
Første hug i byudviklingen her bliver ombygningen af Tunnelfabrikken — den 261 meter lange og op til 125 meter brede kæmpehal på Oceanvej.
Den tidligere fabrik blev opført i 1990’erne for at støbe tunnelelementer til Øresundsforbindelsen. Senere har den blandt andet været brugt som kulisse til film- og tv-optagelser, men de seneste mange år har den stået tom.
Nu får den nyt liv som et kæmpekulturhus: En kulturel og kreativ smeltedigel med alt fra værksteder og atelierer til spisesteder og studieboliger.
Det er By & Havn, som i samarbejde med udviklerne NREP og Unionkul Ejendomme skal ombygge den gamle Tunnelfabrik til 80.100 m2 bolig, erhverv og kulturfunktioner.
1.000 nye ungdomsboliger
Projektet er af et sådant omfang, at det kræver en ny lokalplan samt et tillæg til den eksisterende kommuneplan.
Lokalplanen besluttede Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg på et møde mandag at sende i offentlig høring, så man i løbet af de kommende otte uger kan give sin holdning til kende.
Høringsperioden er sidste skridt inden endelig vedtagelse.
Hvis alt går gnidningsfrit, forventes ombygningen at stå helt færdig i midten af 2023. Og i så fald vil Tunnelfabrikken få nye naboer:
For udover selve ombygningen af fabrikshallen vil 4.500 m2 almene ungdomsboliger blive opført umiddelbart nord for Tunnelfabrikken.
Med op til 24 meter i højden bliver "Fabrikshusene" visse steder næsten lige så høje som den 29 meter høje fabrik. Og ligesom en stor del af Tunnelfabrikkens facade vil være det efter ombygningen, skal også Fabrikshusenes stueetage overvejende være i gennemsigtigt glas.
Imellem Tunnelfabrikken og det nye byggeri opstår en ny plads til udendørs aktiviteter.
Samlingspunkter i alle etager
Lidt sydøst for Tunnelfabrikken åbner lokalplanen op for et 1.300 m2 stort selvstændigt nybyggeri — Containerakademiet — med værksteder og galleri.
Men ellers er det inden for døren i den eksisterende hal, at beboerne vil kunne mødes og bruge penge i butikker, restauranter og caféer — eller gå i klubber og beboerlokaler som for eksempel bibliotek, museum, koncertsal og teater.
Oppe på 2. og 3. etage kommer beboerne til at kunne finde flere udadvendte aktiviteter. Men det er også heroppe, at de unge i de i alt 13.500 m2 private ungdomsboliger får adresse.
Bilfrit område
Udendørs bliver de forskellige, nye byrum forbundet af et bredt stræde langs Tunnelfabrikken, hvor der også bliver plads til udeservering.
Arealer med underlag i gummi lægger op til leg og idræt, dybe altaner skaber overdækkede opholdsmuligheder, og langs bygningerne vil det blive opstillet bænke, så man har et sted at slå sig ned.
Alt sammen så Tunnelfabrikken kan blive det ønskede samlingspunkt for Nordhavn.
Det kræver dog, at folk kan finde vej hen til det nye kulturhus.
I dag ligger Tunnelfabrikken lidt isoleret ved to mindre søer og åbne vidder ud til Øresundskysten. Det giver plads til natur omkring kulturhuset, men med kun en enkelt buslinje, er der i dag ikke de bedste transportmuligheder.
De kommende metrostationer på linje M4's 'Nordhavnloop' er planlagt, men indtil de bliver til virkelighed, er Orientkaj — ca. 1,4 km fra Tunnelfabrikken — den nærmeste fungerende metrostation.
Derfor skal stier koble Tunnelfabrikken på cykelruten "Det grønne loop", så beboere og gæster kan få en tryg cykel- og gangforbindelse.
Da politikerne mandag valgte at sende lokalplanen videre til høring, var det med den vigtige ændring, at området ved Tunnelfabrikken skal etableres som et bilfrit område.
Ændringsforslaget blev lige akkurat stemt igennem med de i alt seks stemmer fra Radikale, SF, DF, Enhedslisten og Alternativet.
Socialdemokratiet, Venstre og Konservative stemte imod forslaget om at lade det nye kulturcentrum ligge i bilfri omgivelser.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!