Kæmpe tagterrasse på vej på toppen af Ørkenfortet
Til august får københavnerne endnu et 'sydlandsk' byrum — højt hævet over byen og med udsigt over havnen.
Det var lidt af en sensation, da Tivoli Hotel som nogle af de første gav københavnerne adgang til en tagterrasse i 12 etagers højde for godt 10 år siden.
Siden fulgte Østergros grønne og noget mere afdæmpede tagfarm i 2014, og i løbet af særligt de seneste fem år er offentligt tilgængelige tagterrasser vokset frem i en sådan grad, at københavnere og turister nu kan vælge og vrage mellem de højtflyvende byrum.
Sammen med den — endnu — blomstrende udeservering har tagterrasserne givet København et klædeligt sydlandsk præg, og til august får byen endnu en tagterrasse, der nok vil blive en solid kandidat til titlen som dén med byens bedste udsigt.
På toppen af NH Collection Copenhagen — hotellet der ligger i den renoverede udgave af 'Ørkenfortet' på Strandgade på Christianshavn — er der nemlig en 600 m2 stor tagterrasse på vej.
Det er arkitekterne hos Arkitema, der har slået stregerne til byens nye uderum, som får første parket til både vandet, Indre By og solnedgangen.
Tagterrassen kommer til at bestå af en bar og et større loungeområde med tilbagelænede møbler, hvor man kan synke godt ned i sædet med et glas vin, en cocktail eller en let anretning.
Store parasoller vil skærme for sol, vind og den værste sommerregn, mens selve baren bliver overdækket.
Tagterrassen vil blive fyldt godt op med planter og blomster, der — ifølge NH Collection — både skal gavne byens biodiversitet og føje endnu et lag til den forførende udsigt.
Bedst i verden?
Hotellet i Strandgade kan snart fejre to års jubilæum, men det kasseformede og modernistiske Ørkenfortet har været Knippelsbros nabo siden 1960’erne. Først som hovedsæde for skibsværftet B&W — og siden 80'erne som bank-hovedsæde.
I 2019 begyndte det store arbejde med at transformere det monotone kontorbyggeri til et fem-stjernet hotel under den internationale kæde NH Hotel Group.
Og i september 2021 slog man dørene op til 400 værelser, restaurant, lounge, yogarum, hotelbar og en opgraderet arkitektur både ude og inde.
Udover et lysere udtryk og en mere åben facade med større og flere vinduer, så bød ombygningen også på en ekstra etage med grønt på toppen.
Bag ombygningen stod Arkitema og Henning Larsen Architects, der i slutningen af 90'erne tegnede striben af Nordeas nybyggerier langs kajen — lige ved siden af det gamle 'fort'.
Og det er altså Arkitema, der er med igen, når hotellet forløser planen om en ægte rooftop, der ifølge hotellets general manager, Anders Duelund, har været på tegnebrættet i et stykke tid:
"Det har længe været en drøm at kunne udnytte arealet på toppen af hotellet og skabe en oase midt i byen. Et sted, hvor både udsigten og cocktails kan måle sig med de største og bedste rooftops i verden."
Om tagterrassen kan måle sig med de bedste i verden, må være op til københavnerne at vurdere, når den efter planen åbner i august.
Indtil da kan man for eksempel overveje at fordrive ventetiden på Nimbs pooludstyrede rooftop, Scandics skybar ved Nørreport eller få sig en italiensk mundfuld under åben himmel på Tramonto Rooftop på toppen af Carlsberg Byen.
Open air biograf på trapperne
Som eksemplerne understreger, er det primært byens hoteller og restauranter, der i dag byder på udsigt under åbne himmel i bytte for, at du napper et glas, en bid eller booker et værelse i deres selskab.
Der findes dog også andre muligheder.
På toppen af Glyptoteket ligger en stadig lidt uopdaget og ganske stor tagterrasse med en betagende udsigt over byens tage — og god plads til at læse eller glane ud i luften. Her kan du tilmed slippe for at få penge op af lommen, hvis du udnytter den gratis entre, som museet tilbyder hver den sidste onsdag i måneden.
Og så er der heller ikke længe til, at Filmhusets længe ventede 'filmtag' åbner, hvor der vil være fri adgang for alle københavnere, og hvor man måske vil føle sig mere tilpas, end hvis man prøver at hænge ud med pungen i lommen på en af byens hotelbarer.
Ifølge filmtagets egen hjemmeside skulle den nye tagterrasse, der kommer til at ligge på toppen af Cinemateket i Gothersgade, åbne i løbet af sommeren.
Her vil du blandt andet kunne finde en open air biograf med plads til 127 filmentusiaster per visning. Biografen bygges uden tag, men i tilfælde af regn vil markise og sidegardiner blive rullet ud for at skærme publikum.
Udover de 400 film, som biografen efter planen skal vise hvert år, vil tagterrassen også byde på filmudstillinger under åben himmel og en madbar, hvor man kan nyde blandede godter og "grilled cheese sandwiches i alle afskygninger" fra Meyers.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
kommentarer