Skateren er tilbage
Nu kan du igen høre lyden af raslende rullebræt bag Fælledparkens høje hække. Nordeuropas største skaterbane er støbt i for 23 millioner kroner beton.
Fælledparkens Skatepark
Edel Sauntes Allé, Kbh Ø
Arkitekt: Nordarch, ved Søren Nordal Enevoldsen
Landskabsarkitekter: Bisgaard Landskab
Finansiering: 23 millioner kroner fra A. P. Møller-Fonden
I efteråret 2009 blev de faldefærdige træramper i Fælledparkens legendariske skatepark jævnet med jorden og et gennemgående re-design af "Skateren" sat i gang.
Ventetiden har været længere end forventet, men nu behøver de utålmodige skaterboys og -girls ikke længere hoppe over hegnet for at få en tur på den nystøbte beton.
Fælledparkens Skatepark er nemlig officielt genåbnet – og så er den endda vokset så meget under ombygningen, at den kan kalde sig Nordeuropas største.
Blødt betonlandskab Bortset fra placeringen overfor Idrætsinstituttet på Nørre Allé er alt ved den nu kæmpemæssige skatepark nyt.
Den graffitihærgede u-rampe, de hjemmebyggede minihop og den hullede asfalt som før gjorde det ud for Fælledparkens skatespot er blevet erstattet af beton, beton – og atter beton.
Hele 4.600 kvadratmeter sammenhængende betonbane er det blevet til, men på trods af det stenhårde, grå materiale, ser skateboardlandskabet med sine buede bowls, bløde banks og Fælledparkens store, gamle træer nærmest helt naturskabt ud.
Plads til alle hjul Uanset om du er nybegynder eller erfaren skateboardrotte, og om dine hjul begår sig bedst på stejle kanter eller plane flader, kan du finde et sted i parken, som passer til dit skaterbehov.
Skateparken er nemlig opdelt i fem zoner: Et hurtigt og et langsomt street-område (det vil sige efterabede gadelandskaber med gelændere, trapper og kanter til tricks), og to bowl-områder, et dybt og et lavt, til tom-svømmepøl-skating i ægte L.A.-stil.
Det femte området bliver et såkaldt vert-område: Et stort rampeområde til halsbrækkende stunts på vertikale flader – og i luften. Ramperne kommer som det eneste i Parken til at være af træ, og står efter planen klar til næste sommer.
Skateboards, rulleskøjter, løbehjul og bmx’er er alle velkomne i det glatte, grå landskab, og selv hvis du ikke kan holde balancen på nogen af ovenstående, kan du altid slå dig ned under træerne, hænge ud og holde øje med fede tricks og uhyggelige knoglebrud.
Ekspertise fra topskater Ombygningen af skateparken har været mulig på grund af Fælledparkens store, runde 100-års fødselsdag. I den anledning fik parken nemlig 152 millioner kroner til et ansigtsløft i fødselsdagsgave af A. P. Møller-Fonden. Og 23 af de mange millioner er gået til ombygningen af parkens populære skatehjørne.
Men Mærsk har ikke selv haft sine krogede fingre i designsuppen. Det har der nemlig været eksperter til.
Både Bisgaard Landskabsarkitekter, som har tegnet den samlede plan for Fælledparkens renovering, og skaterarkitekten Søren Enevoldsen har været involveret i tilblivelsen, sammen med kyndig vejledning fra den danske skateboardsuperstjerne Rune Glifbjerg.
Også fra udlandet har det været hjælpende hænder, blandt andet fra skateboardbane-eksperterne Grindline Skateparks, som blev hentet til Fælledparken hele vejen fra De Forenede Stater.