Robin Hood

Hvad i alverden skal vi med endnu en gang Robin Hood? Det spurgte mammut-instruktøren (i alle betydninger) Ridley Scott også sig selv om, og har derfor undervejs mod sin version af legenden været igennem udkast, der gjorde Sheriffen af Nottingham til den gode, eller gjorde lovmanden og hans plageånd til to sider af samme sag i et Dr. Jekyll & Mr. Hyde-drama.

Men flaskehalsen endte med at pege på en ’Robin Begins’. Det vil sige en film, der ganske gennemgribende omskriver det ofte omskrevne folkesagn, koncentrerer sig om en helt ny forhistorie, og slutter netop som helten dømmes fredløs og fortrækker til Sherwood-skoven.

Resultatet er en velsmurt og fuldt tilfredsstillende, men ikke særlig Robin Hood-agtig ridderfilm. I kvalitet, tone og grundelementer sådan cirka midt i mellem Scotts egne ’Kingdom of Heaven’ og ’Gladiator’, tilsat noget ’Braveheart’.

Som den nye, halvgamle Robin Hood genopfører Russell Crowe sin Maximus fra netop ’Gladiator’. Den samme retskafne hæders- og alvorsmand. Med samme frisure. Og skæg. If it ain’t broke, don’t fix it! Cate Blanchett er hans standhaftige og handlekraftige Lady Marion, og deres forelskelse forløber helt efter Hollywoods ABC, men er ikke desto mindre svær at stå for. Deres kemi er et klart plus for filmen, og den bliver endnu bedre, når Max von Sydows blinde olding udgør det tredje ben – vi har savnet dig Max!

Hovedfjenderne er nye og franske. Sheriffen er kørt helt ud på et sidespor, og Prins John er ganske vist ikke god nok på bunden, men først og fremmest en brik i spillet. Derfor er Robin Hoods mission også ny. Det handler (endnu) ikke om at tage fra de rige og give til de fattige – i hvert fald ikke i den bogstavelige forstand, vi er vant til med ham.

Det er ikke en film om den velkendte folkehelt, men om en nyopfunden nationalhelt, når der både går trussel om borgerkrig og invasion fra Frankrig i den. Foruden en ende spundet på frihedsbrevet Magna Carta, som også i virkelighedens middelalder-England skulle begrænse kongens magt og vælde.

Så de klassiske og lystige Robin Hood-elementer er få, ud over en gavtyve-periode midtvejs, hvor Broder Tuck, Lille John og lidt flere svende slår gækken løs. Men kedeligt bliver det aldrig, og så giver det storpolitiske tvist jo mulighed for nogle gevaldige ridder-slag, hvor især Scotts gennemrutinerede orkestrering af en spejlvendt D-dags-landgang (altså fra Normandiet) ikke skuffer.

Make-over’et fungerer for godt til, at titlen ’Robin Hood’ kan kaldes bondefangeri, og hvem gad alligevel se den samme gamle smøre igen. Netop det, bliver et problem for en eventuel fortsættelse – når Robin Hood her nærmest gøres til englændernes svar på Braveheart, virker det en anelse uambitiøst, at han fremover bare skulle tøffe rundt i Sherwood og drille Sheriffen.