The Nice Guys

Detektiver på slap line. Og helt igennem gode fyre, når de gør sig lidt umage. Det kan bare være svært i pornoens storhedstid, hvor det smarte valg ikke altid er den rigtige beslutning. Skal man stikke en proper knytnæve eller disko-daske-drikke sig igennem?

Det er form og facon for henholdsvis Jackson Healy og Holland March, der på umage vis slår deres alternative snushaner sammen for at opstøve to forsvundne piger – begge med forbindelse til en ret eftertragtet ny pornofilm med titlen ’How do you like my car, big boy’.  Den ene crasher – i en særdeles forrygende startsekvens – sin bil, men er set af tante hinkesten efterfølgende, og den anden bliver ved med at dukke op i umulige situationer og fordufte igen.

Men det er egentlig ikke så vigtigt, historien altså, for den er ret lemfældigt fortalt og proppet med herlige tilfældigheder, der leverer overrumplende grineflip. Det er især Ryan Goslings tossehoved March, der er dåreuheldig og jubelheldig samtidig. Det giver knubs, men som March selv udtrykker det: ”Jeg er uovervindelig.” En af mange clueless udsagn, som topper med et Hitler-hib, der er helt i hegnet. 

Gosling er ubetaleligt sjov i sin slapstick, og Russell Crowe komplementerer ham fortræffeligt som spydig straight man Healy. Toiletbåsscenen er ganske simpel mesterkomik, og når de går til pornofest er der ingen ende på hiv og sving med ellers ferske platheder. Det er knageme godt matchet af instruktør Shane Black at få så meget skæv kemi til at rykke så suverænt! 

De gør sig fantastisk i 1970’erne, hvor spøjse detaljer popper frem i mylderet af slagplaner. Det er en tid, hvor storkapitalens udnyttere får fat, og høfligheden gør sine sidste krampetrækninger samtidig med at kvindefrigørelsen rykker frem. Derfor markerer både Pocahontas- og Pam Grier-typer sig her, imens den bedste detektiv viser sig at være Marchs 13-årige datter (Angourie Rice), og overskurken gestaltes af en vitriolsk Kim Basinger (der jo er tidligere Playboy-model).

Det er bestemt ikke nemt at være mand med charme og gode manerer, men det er dæleme underholdende at se Healy og March kæmpe for det. Manuskriptmæssigt tager ’The Nice Guys’ ikke meget seriøst, men det holder fordi timing og stemning spiller max. Således er slutballaden topkaotisk, men topfornøjende – ikke mindst fordi slåskampene aldrig har været sjovere.

Shane Black har før haft mega-succes med et umage par: Politimakkerne Riggs og Murtaugh i ’Dødbringende våben’-serien, hvor han skrev historien til de to første. Det er knap 30 år siden, og en del af opskriften er den samme. Det kan kun gå én vej for Russell Crowe og Ryan Gosling med deres nye Nice Guys Agency: sequels, prequels og det der ligner. Affirmeret af Marchs mest chikke replik: ”Indimellem vinder man bare.”