Pigen med nålen

Englemagersken aka Dagmar Overby er en af Danmarkshistoriens mest berygtede seriemordere, og en yderst interessant historie om en kynisk og forstyrret kvinde, der fandt en ekstra indtægtskilde ved at give tilsagn om plejefamilie til børn født udenfor ægteskab - og derefter myrdede dem.

Men det er desværre ikke svenske Magnus von Horns fokus, så i stedet er dette historien om den fiktive titelkarakter og om hvordan samfundet i mellem/efterkrigstiden svigter kvinderne og de uønskede børn. Det føles som noget, der er fortalt før, især i den første halvdel af filmen. 

Unge Karoline (Vic Carmen Sonne) bor på et grumt, lækkende loftværelse og hutler sig gennem tilværelsen som fabriksmedarbejder, der ikke kan få enkestøtte fordi hendes mand (Besir Zeciri) ikke er meldt død i krigen. Hun tror det er kærlighed da hun indleder en affære med fabrikschefen Jørgen (Joachim Fjelstrup), men da hun bliver gravid, tryner moren (Benedikte Hansen) hende selvfølgelig ud af sit hjem, sin fabrik, sin velstand. Og så møder hun (endelig) Dagmar (Trine Dyrholm).

Legitimeringen af Horns dvælen ved Karolines forhistorie ligger i en æstetisk perfektion. For både polske Michal Dymeks fotografering og danske Frederikke Hoffmeiers lydside er helt fantastisk, som rå poesi med dokumentariske tilsnit. Selvom det ikke ligner København - filmen er optaget primært i Polen - så er stemningen overvældende, især i fattigdomsskildringen. 

Dymeks s/h billeder leverer indimellem stiliseret fotokunst - og en enkelt billedemontage som syret videokunst - der understøttet af Hoffmeiers (European Film Award-vinder) atonale, forstemte toner giver kuldegysninger af mismod. Man mærker virkelig den tyngende desperation i de mørke gyder, ramponerede bygninger, mudrede vandpytter, beskidte klæder, betændte sår og diverse nåle.

Dagmars historie er forenklet, hvilket er ærgerligt, for den havde været endnu stærkere med flere af de virkelige detaljer om hendes mentale ubalance og de grusomme manipulationer og løgnescenarier, gennem hele hendes liv, forstærket af æter- og naftamisbrug. I stedet fremstår fortællingen og den hurtige afvikling i retten som et simpelt vidnesbyrd for samfundets ansvar i denne vanrøgt af kvinder og børn. Og så havde det vel været relevant med et efterord om loven om tilsyn af plejebørn, der blev vedtaget i 1923.

Filmen er bedst i skildringen af forholdet mellem de to kvinder, der indleder et (fiktivt) samarbejde. Der er aldeles foruroligende scener mellem dem: Deres første møde i badehuset; da Karoline kommer med sit barn; det foruroligende æter trip; konfrontationen da Dagmars hemmelighed afsløres; samt da replikken "Vil du gøre det denne gang?" runger. 

Trine Dyrholm er som altid dybt facinerende, men hun får ikke lov at spille på de dybere registre af Dagmars utilregnelighed, og hun er ældre end Overby var, så på sin vis virker hun mindre ubehagelig og mere ynkelig. Så lidt af spændingen udvandes, også fordi Horn har gjort Karoline stærk og handlekraftig, og Vic Carmen Sonne veksler effektivt mellem det lidt kølige mod og den ungdommelige sårbarhed, der mest kommer til udtryk overfor Dagmars datter Erena (Ava Knox Martin).

’Pigen med nålen’ var i hovedkonkurrencen i Cannes sidste år og er nomineret til Oscar for bedste internationale film, og det er velfortjent i lyset af folk, der ikke kender den horrible historie om Englemagersken. For os andre kan den føles mangelfuld og letbenet. Magnus von Horn skaber selvfølgelig en anden historie, men den banaliseres tilsidst. Men nogen har måske brug for den slags slutning?