House of Gucci

"Quality is remembered long after the price is forgotten." Det første Gucci-slogan runger gennem det meste af Ridley Scotts film om Gucci-familiens exit fra det eksklusive selskab.

Prisen handler ikke kun om penge, men også rivalisering, forræderi, hævn og mord. Der er masser af karaktere og konflikter i Gucci-familien, men Scott fortæller historien med en ambitiøs, manipulerende kvinde i centrum: Patrizia Reggiani, der virkelig får rusket op i temperamenter og intriger.

Patrizia (Lady Gaga) møder Maurizio Gucci (Adam Driver) i 1970, og trods hans opbrud med faderen Rodolfo (Jeremy Irons) får hun alligevel banet vej for både ægteskab og direktørtitel. Men Maurizio er stadig en snob, hvis manglende forretningssans igen kører ham af sporet, og da han dropper Patrizia for en anden kvinde, er hævnen blodig. 

Lady Gaga bærer det meste af filmen, og hendes italienske furie - med hints til blandt andre Anna Magnani og Sofia Loren - skifter mellem det chikke og usmagelige, lige til sladderspalterne. Især det tætte forhold til tv-terapeuten/clairvoyanten Pina (Salma Hayek) får hende til at virke småskør, og er medvirkende til hendes vilde deroute. 

Filmen giver dejligt meget plads til sine karakterer, og castingen er markant helt ned i de mindre roller. Det er herligt at mærke gangster-vibes, når Al Pacino entrerer som Aldo, der styrer den amerikanske business og inviterer til New York: "join the family." Og spøjs (men overdrevet) er hans komplet inkompetente søn Paolo, der jokker rundt i både design, forretning og loyalitet, og ovenikøbet pisser på det højthellige Gucci-tørklæde i ubehjælpelig protest. Jared Leto er plastret til uigenkendelighed og karakteren bliver indimellem en karikatur, der også minder om Fredo-figuren i ’The Godfather’.

’House og Gucci’ er luksusunderholdning, men et underligt miks af genrer, samt film- og kulturreferencer, der egentlig ikke er behov for, hvis man fortalte mere fra Gucci-familieballaden. En lækker visuel stil, men alligevel ikke så meget en modefabel, mere en (pop)kulturel tour-de-force, hvor musikken også skaber dramatiske undertoner. Fra Donna Summer, Blondie og Bowie til de mest kendte operabidder som ’La Donna é mobile’ og Nattens Dronning-arie. 

Gucci er et klassisk topbrand, der har overlevet meget tumult gennem sine 100 år med luksusvarer. Filmen handler ikke særskilt meget om moden, og når der popper lidt kuriøse historier op - eksempelvis ekslusivt producerede mokkasiner med guld i hælen - ønsker man sig mere af det. For kvaliteten husker man, og det stærke brand. Og ja, prisen er højere end man tror. Men helt sikkert ikke glemt!