Maria

Sopranen dør altid til sidst. Meget dramatisk, stærkt og sentimentalt. Det gør La Callas også - operadivaen over dem alle - og alligevel synes hun udødelig, som hendes operakarakterer.

Pablo Larraíns ’Maria’ udspiller sig i Paris 1977, i ugen op til hendes død, hvor hun udfolder divarollen så perfekt at hendes sidste dage er en opera værdig. Gennem mixet af minder og drømme skildrer nogle af hendes stjernestunder de følelser, som hun ellers er kendt for at skjule. Sopranens tragedie er hendes tragedie, og hun giver alt for sin kunst.

For Maria (Angelina Jolie) har brug for opmærksomhed og tilbedelse, så hun synger for husholdersken Bruna (Alba Rohrwacher) og får butleren Ferruccio (Pierfrancesco Favino) til at flytte rundt med det tunge flygel. Hun håber at optræde igen, og øver med pianisten Jeffrey (Stephen Ashfield), der udfordrer hende med tidligere triumfer som ’I Puritani’ og ’Anna Bolena’.

Men helbredet skranter sammen med stemmen og hun har et overforbrug af piller, der trigger fatigue og hallucinationer. Som en ægte diva ignorerer hun lægens diagnoser og fokuserer på sin selvbiografi, som hun planlægger i samtaler med den unge (imaginære) filminstruktør (Kodi Smit-McPhee), der deler navn med hendes favoritdrug: Mandrax.

Dermed er hun en utroværdig fortæller, og der er en vis distance og facade i de private flashbacks. Fra barndommen, hvor moderen tjente penge på at lade Maria og søsteren Yakinthi (Valeria Golino) synge for de tyske soldater; til kærlighedsaffæren med skibsrederen Aristoteles Onassis (Haluk Bilginer). Skandalerne undgås og følelserne holdes under kontrol, også da Onassis vælger at gifte sig med Jacqueline Kennedy.

Angelina Jolies divakvaliteter passer fremragende til Callas’, men hun har ikke den skrøbelighed og ængstelighed der karakteriserede Callas i de sidste leveår. Den centrale replik om at selvtillid kan blive til en slags vanvid, får ikke mere tyngde end nogle af de store arier. 

’Maria’ er Larraíns tredje film om ikoniske kvindeskikkelser - efter ’Jackie’ og ’Spencer’ - og man genkender stilen: Mere psykologisk portræt end vanlig biografi. ’Jackie’ dyrkede myteskabelsen og ’Spencer’ fikserede isolationen - ’Maria’ mixer begge disse temaer, men uden at komme ind bag masken, ind i følelserne. Udover de operakarakterer som divaen smelter ind i når hun flygter fra virkeligheden. Flashbacks til La Scala, The Met og La Fenice, men også når hun spankulerer gennem de parisiske gader og ser operakor synge og danse scener fra ’Madama Butterfly’ og ’Trubaduren’. 

Kun få gange mærkes følelserne - Maria har taget kontrollen og giver sjældent slip. Slutscenen er allermest rørende og tårevædende - her viser Callas de store følelser, og hvordan hun kan performe dem, så det mærkes helt uforglemmeligt. Her er det en af signaturrollerne, hendes sidste operaforestilling ’Tosca’ - og den eminente arie ’Vissi d’arte’, hvis åbningslinjer "Jeg har levet for kunst, jeg har levet for kærlighed" beskriver Marias liv og hendes udødelighed perfekt.