Nosferatu

Den ultimative horror-skygge er ikonisk: Nosferatus overdimensionerede hånd med lange fingre og sylespidse negle, der rækker ud efter sin elskede. Fra tyske F. W. Murnaus rå mesterstykke i 1922 til dette stilsikre remake af amerikanske Robert Eggers. 

Det er helt tydeligt at Eggers er dybt fascineret af Murnaus ekpressionistiske vision og nogle scenebilleder er perfekte optimeringer af klassikerens. Især de gotiske elementer er visuelt uovertrufne, og fortællingen lever allermest i den fabelagtige æstetik og atmosfære. Ikke mindst fordi fotograf Jarin Blaschkes blændende billedkompositioner og -perspektiver er rene mesterværker i sig selv - og velnok en sikker Oscar-vinder.

’Nosferatu’ er filmen, som Eggers har drømt om at skabe i mange år, og siden 2015 har han løbende skrevet små uddybende karakteristika og scenarier. Det er blevet både episk og lyrisk, mytisk og magisk - og en særligt vellykket blanding af horror og eventyr, der med den perfekte stilisering bringer moderne takter til den gamle gotiske historie. For retro er in, ligeså det okkulte og mystiske, og der er noget trendy over vampyrer, dæmoner og andre grumme typer. 

Meget foregår i skyggerne her, og den grumme titelkarakter træder kun ud af mørket i få scener. Så det er stemningen og rædslen han skaber i andre mennesker, som skaber gyset: Deres følelser og reaktioner, når de hører, mærker og ser ham. Det er både elegant stumfilmsæstetik og moderne kunstfilm. Men ikke almindeligt gys, hvor man skræmmes med traditionelle genregreb, mere en konstant ulmende uro overfor det ukendte, det mystiske.

De primale og seksuelle undertoner rumler, men der kunne skabes mere frygt med dybere kropslighed og sanselighed - både i Nosferatu og hans kvinde. Fortidens skam og nutidens drift forenes ved at gøre kvinden til hovedperson, og Lily-Rose Depp er fabelagtig som Ellen, der i en ung alder uforvarende får vækket den udøde greves begær. Hun udviser en foruroligende ærlig og trolig kontrol med den besættelse der gløder i hendes krop og sind, og de bedste gys går gennem hendes udtryk. 

Men mestendels er det den visuelle suverænitet, der forfører, for trods Eggers’ små tilføjelser er historien stadig ganske tynd. Ellens mand Thomas (Nicholas Hoult) tager til Transsylvanien for at sælge den mystiske Grev Orlok (Bill Skarsgård) et faldefærdigt slot i deres hjemby. Frarådet af sin kone, men tilskyndet af sin tiltagende vanvittige chef Knock (Simon McBurney). For efterhånden som greven nærmer sig påvirker hans ondskab omgivelserne, og først da der hentes hjælp i form af professor Von Franz (Willem Dafoe) findes der mening med det okkulte og Ellen må indse at hun må finde ondskaben i sig selv for at kunne bekæmpe den.

’Nosferatu’ er mesterlig, og på sin vis perfekt gammeldags gotisk horror, men også nærmest for stilistisk perfekt til at være rigtigt skræmmende. Meget virker ophøjet og konstrueret, især når detaljerne bliver for insisterende. Eksempelvis de mange termer omkring den udøde, samt ritauler, gammel lyrik og aforismer skaber mere forvirring end mystik. Men Robert Eggers har skabt en unik film, der forener gamle og nye horrorskygger.