Manifesto

At vælge en genre til denne films anmeldelse lader sig næsten ikke gøre. Denne film ikke bare nedbryder genrer, den dekonstruerer dem og skaber noget nyt.

'Manifesto' er en kunstfilm, en knytnæve, en visuel mavepuster fra en visionær kunstner og filmskaber, hvor Cate Blanchett er en uforfængelig forvandlingskugle, der stiller sig til rådighed for kunsten.

Noget handlingsreferat kan ikke gives, kun rammer. I 13 forskellige tableauer, der både ligner noget, vi genkender, og som fremmedgør os, foldes et kunstnerisk eller politisk (ofte begge dele) manifest ud.

Den enkelte ramme passer ikke nødvendigvis til ordene, nærmest tværtimod, men netop derfor arbejder hjernen på højtryk med øjnene undervejs. Vi er som mennesker skabt til at skabe, ikke mindst sammenhænge. Vi vil så gerne fylde alt med betydning, lade de ting, vi indgår i få en mening.

'Manifesto' er en kunstfilm, ja, men en, der ikke viser hverken processen eller tilblivelsen af kunst. Den bombarderer sanserne og fylder os med ord. Manifesterne er kærlige, latterlige, svulstige eller autentiske og de rammer os som maskingeværsalver.

De enkelte figurer, som Cate Blanchett bebor, er de egentlige kunstværker. Hendes evne til at krybe ind i en krop, et liv, bare være, er elektrisk. Det er hendes fremførsel af ordene, der giver dem liv og ikke lader dem være døde. Hendes vrede enke, hendes lærerinde, hendes salvelsesfulde mor omkring spisebordet, hendes koreograf!

Hun puster liv i døde kunstretninger og manifester, så vi ser dem i et nyt lys. Oprindeligt blev de forskellige dele vist som selvstændige videoinstallationer, men her klippes ind og ud mellem flere af de enkelte scener, mens andre får lov at stå alene, i vakuum.

Når man tænker på, at optagelserne kun har varet i 12 dage, og alligevel er hver enkelt kamerabevægelse fuldendt i sig selv, mister man endnu mere pusten. 'Manifesto' er på alle måder en kraftpræstation, som åbner øjnene og får os til at anstrenge os.