Løft Strøget ud af sumpen – tidspunktet er rigtigt
Byens hovedgade er et pinagtigt symbol for København der undgås af byens egne beboere. Nølen og udenomssnak på rådhuset har trukket en renovering ud i årevis, og der skal ske noget nu.
- Magasinet KBHs ansv. redaktør
- 16aug2020
Strøget.
Mangt en københavner gyser lidt indeni, når de syv bogstaver bliver sagt højt. Den danske hovedstads helt egen Voldemort er ikke noget man taler om eller opsøger frivilligt, men den ligger der alligevel som en mørk undertone.
Det er en af verdens længste gågader, det er Danmarks hovedstads hovedgade — og det er en tåkrummende tarvelig præsentation af, hvad byen København er.
Helt slemt står det til mod Rådhuspladsen, som er den ende, der byder de fleste af byens besøgende velkommen til vederstyggelighederne.
Fra den i dag ganske stilfulde Vester Voldgade suges man ind et infernalsk sansebombardement, hvor intet er rart — intet er styret.
Shawarma Grill Houses grønne facadeskilt spejler sig i det skrigblå ditto fra EuroChange der sælger dig en hurtig t-shirt, mens de veksler dine penge til overkurser.
Ved siden af er der knald på den røde farve på Rememos intermistiske skilt der lover Best prices in town på Danish discount souvenirs.
Overfyldte, kommunale discountskraldespande gylper ketchup-indfedtet burgerpapir ud over de betonfliser, der allerede var usle dengang i 80'erne, hvor de blev lagt — men som i dag mest af alt sender tankerne i retning af et forlængst forladt, bulgarsk havecenter.
Lugten af grillmad dominerer, men med subtile noter af øl, pis og opkast fra natten før. I baggrunden vræler en billig højttaler en auto-tune sang fra en Spotify-playliste, som en 18-årig butiksassistent med tømmermænd og stadig lidt ru tænder satte på klokken 9 i morges.
Velkommen til København. Her er hvad vi kan.
Ækelt center i historiske omgivelser
Forholdene bliver en smule bedre jo længere, man bevæger sig mod Kongens Nytorv. Men kun en smule.
Her er ikke et træ. Ikke en bænk at sætte sig på. Til gengæld er her hovedløse mannequiner iklædt orange udsalgsplakater — og stativer med røde trudser påsat Swarowski-krystaller er rullet ud på gaden.
Mænd iklædt tophatte og skilte med slagtilbud vandrer frem og tilbage mellem skraldespande påsat møgbeskidte, lime-grønne plakater med budskabet "Ren KBH".
På et kort stykke af Amagertorv — med sin granitbelægning — fornemmer man kortvarigt, hvad et fodgængerområde kan bidrage med af gode byrum, men længere nede vender betonfliserne og meget af alt det andet tilbage.
Strøget.
Københavns århundreder gamle indkøbsgade er sunket i sumpen og endt som et ækelt indkøbscenter i smukke, historiske omgivelser. Der er ikke investeret i gaden i årtier — og tilsyneladende ingen æstetisk styring fra den instans der kunne gøre noget ved misæren: Københavns Kommune.
Men det behøver ikke at være sådan.
Som vi skrev her i magasinet den 5. august er en privat gruppe, anført af Indre Bys handelstandsforening KCC, nu ved at udarbejde en plan for en total renovering — og ikke bare af Strøget.
Gruppen vil gentænke hele området og integrere sidegader, pladser og sågar baggårde i et helstøbt centrum af en betydeligt højere kvalitet end dagens.
Man er simpelthen blevet træt af at vente på, at Københavns Kommune foretager sig noget.
Simpel opskrift
Utålmodigheden er forståelig, når man kigger rundt i Europa.
Hvor Københavns fokus på gågader og cyklisme gjorde byen verdensberømt, så er mange andre byer nu langt foran København med hensyn til at skabe liveability og, ja, skønhed i deres bykerner. Og opskriften er egentlig simpel:
- Rammer for hvordan facadeskiltning må tage sig ud.
- En mere elegant gadebelægning af stenfliser i stedet for beton.
- Helhedstænkning, hvor man ikke kigger på én gade isoleret, men hele den historiske bykerne.
- Byrumsinventar af kvalitet — f.eks. belysning og skraldespande.
- Beplantning og steder at sætte sig.
- Ordentlig rengøring og vedligehold.
- Stram snor i nattebevillingerne, så bykernen ikke bliver til et opkastfyldt provinsdiskotek i nattetimerne.
Strøget er faktisk en smuk gade bag al dens tarvelighed. Overtegnede har boet i Middelalderbyen i årevis og har utallige gange gået eller cyklet (ja) ad Strøget i de tidlige morgentimer, inden butikkerne åbner.
De historiske facader byder på konstant variation, og gaden har et fint, bugtet forløb — afbrudt af små og store pladsdannelser der laver interessante skalaspring.
Netop som man forlader smalle Vimmelskaftet og bevæger sig ind på Amagertorv, åbner Helligåndskirken sig op, mens Nikolaj Kirkes spir rejser sig over tagene og skaber noget vertikal storhed.
Det er et historisk gadeforløb fra øverste hylde i Europa, som vores forfædre har efterladt os. Men ét som vi har ladet sovse til med discount i alle kategorier.
Hvad gør man?
Kerneydelserne er i vejen
Løsningen er ikke så svær, men den koster selvfølgelig penge. Mange penge.
I artiklen den 5. august siger politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, Lars Weiss, at skoler, daginstitutioner og plejehjem altid overtrumfer alt andet, som politikerne gerne vil i byen.
Med andre ord må Strøget nedprioriteres økonomisk på grund af børnene og de ældre, siger Weiss.
Det er en politisk retorik, som man også har hørt i årevis fra Weiss' gruppeformand — overborgmester Frank Jensen.
Når københavnerne udtrykker ønsker, der ikke er blevet prioriteret politisk, så trækkes "kvaliteten af kernevelfærden" instinktivt op af hatten. Det vigtigste er børnene og de ældre, fortæller Jensen regelmæssigt, og nævner også gerne de sindslidende og andre handicappede i samme åndedræt.
Dén ved Socialdemokratiet godt er svær at komme tilbage på rent argumentativt. For nej, vi kan da ikke hive børnene ud af skolerne, de ældre ud af plejehjemmene og tage kørestolene fra de gangbesværede for at få råd til granitfliser og pænere skraldespande på Strøget.
Men det er i bedste fald en kvart sandhed — og i værste fald at tale ned til byens beboere ved at opsætte et falskt modsætningsforhold. For Københavns Kommune har naturligvis budgetter der strækker sig ud over børn og ældre.
Alene Teknik- og Miljøforvaltningen har et budget på cirka tre milliarder om året — og et antal hundrede millioner af dem går til anlægsarbejde.
Men det er naturligvis en prioriteringssag, om kronerne skal bruges på nye cykelstier i Brønshøj og Valby — eller på forherligelse af byens hovedgade. For man kan per definition aldrig få råd til alting.
Men er der måske ekstra kroner at finde på budgetterne?
Tour de France eller nyt Strøget?
Man kunne i Københavns Kommune starte med at lade være med at bruge næsten 50 milloner kroner på at få Tour de France til at starte i København. Det er pinligt provinsielt at lægge skattekroner på bordet for at få lov at agere startblok i et andet, større lands sportsarrangement.
Kunne man forestille sig, at Paris lagde 50 millioner for at få lov at afholde 1. etape af Danmark Rundt? Nej, vel.
På Hôtel de Ville ville enhver fransk embedsmand med en flig af selvrespekt læne sig tilbage i stolen med sin Pernod og skråle mon Dieu med en hånlatter, hvis man dristede sig til at lægge dét forslag på bordet. Og så ville man blive sat på 4-flyet hjem til Køfenhaun med et klap i rumpen. Allez.
København er verdenskendt for sin cyklisme og lysår foran Frankrig i dén afdeling — og nu skaber vi et billede af os selv som bøvsende junior med støttehjul kørende langt bag Far Frankrigs marketingsolierede 18-gears racer. Og vi samler selv regningen op.
De små 50 millioner, som byen nu bruger på et par knalddage med Tour de France, er omkring 10 millioner mere end de 40 millioner kroner, som København i 2006 satte af til en totalrenovering af Købmagergade, Kultorvet og omkringliggende byrum.
Kernevelfærd? Næh. Én runde Tour de France og så hjem i seng. Pengene er skudt af.
Det politiske argument er selvfølgelig, at en omgang cykelshow i byen også er god reklame for byen. Men som man siger: den bedste marketing er et godt produkt — og i dette tilfælde får vi udelukkende markedsført København som en marginalby der må købe sig til et baghjul hos en af de dopingfyldte, stærkere ryttere i feltet.
Og et par uger efter, at Tour de France er ovre, har alle alligevel glemt, at den overhovedet var forbi København. Husker du 'tourens' Grand Départ i Düsseldorf i 2017, og alle de fine ting, som Düsseldorf fik markedsført sig selv på ved den lejlighed?
Nej? Du er ikke den eneste.
Støtte fra byen
I tilfældet Strøget er der heldigvis den fordel, at gaden og området omkring den er så central for byens identitet. Både detailhandel og turismeindustri har en økonomisk interesse i, at området tager sig godt ud — og flere mæcener og fonde ville uden tvivl overveje også at bidrage til at rette op på sagerne, hvis den rigtige lejlighed bød sig.
Københavns Kommune vil med stor sandsynlighed blive støttet af mange aktører i byen, hvis den tager fat om ondets rod og fremlægger et ambitiøst bud på et alternativ til dagens armod.
Men det kræver, at Frank Jensen og hans støtter lægger de tåkrummende reflekssvar om kernevelfærd og handicappede på hylden og i stedet træder i karakter, taler ærligt til byens beboere og går forrest i den instutution, der også er sat i verden for at lave en skønnere by: Københavns Kommune.
Danmark vil gerne sælge sig selv som et designland — som et kvalitetsland. Lige fra formspændt træ og menneskevenlige byrum til mejeriprodukter og internationale designpriser. I Danmark formgiver vi godt. I Danmark producerer vi kvalitet. I Danmark laver vi skønne ting.
Men vores egen hovedgade kan vores hovedstad ikke finde ud af at designe. Og dét er hverken by eller land tjent med.
Træer fylder ikke butikker
Men vil skønnere byrum også være løsningen på Strøgets andet problem: Det mange steder tarvelige butiksudbud — og de i dag mange tomme butikker?
Som Lars Weiss helt korrekt sagde til Magasinet KBH, så fylder træer alene jo ikke tomme butikslokaler.
Strøgejendommene er i dag blevet genstand for finansiel spekulation, og højere og højere salgspriser avler højere og højere huslejer, hvilket skubber andet end discount- og kædebutikker væk fra gaden.
Det har føjet mange tomme butiksvinduer til de i forvejen triste omgivelser og udbuddet af kæde- og discountbutikker.
Problemet er komplekst og kan ikke løses som kulturredaktør Anne Sophie Hermansen skriver i Berlingske — nemlig ved at butikker der "ikke klæder Strøget" bliver afvist og henvises til andre lejemål "i Ørestaden eller langt ude ad Nørrebrogade."
Hermansen bruger Torvehallerne som eksempel, hvor man er picky med hvem der får en stadeplads. Men modsat Torvehallerne, der har én ejer, er der er adskillige ejere af bygningerne på Strøget.
Deres målsætning er naturligvis at tjene penge på udlejning eller videresalg, og man kan ikke forvente, at de enkeltvis opsiger lejere der ligger under en diffus kvalitetsgrænse — dem der sælger klistrede burgere eller turist-tingel-tangel. Der findes ej heller en instans der "henviser" sådanne til alternative lejemål, som Hermansen foreslår.
Der må andre metoder — og en mere styret indsats — til.
God by tiltrækker godt liv
Hvis markedsmekanismerne fungerede ordentligt, ville de mange tomme butikslokaler skubbe huslejen mærkbart ned, hvilket kunne fylde dem op igen — og måske åbne for nye forretningstyper.
Men mange ejendomsejere er så tungt investerede i ejendommene — for lånte penge — at de ikke kan skabe tilstrækkelig forrentning, hvis de sænker huslejerne betydeligt.
Så i øjeblikket er der en slags dødvande på markedet, der ikke kan finde ud af, hvor det skal hen. Huslejen er nedadgående — men det går langsomt, og mange butikslokaler står tomme.
Kan træer, smukkere belægning og skiltningsregulativer dog løse det problem?
Som man i kriminilogien opererer med paradigmet broken windows — at fysiske tegn på kriminalitet avler mere kriminalitet — så avler tarvelige byrum også gerne tarvelige butikker og tarvelig opførsel.
Københavns Kommune bør nu gå sammen med de private aktører der er i færd med at lave deres eget bud på et nyt Strøget. Med et fælles, ambitiøst projekt — og en startbevilling fra Københavns Kommune — vil der kunne skabes bred opbakning og rejses yderligere midler fra private og fonde, så forskønnelsen kan realiseres.
Målsætningen skal være igen at skabe et værdigt handelsstrøg og samlingspunkt for københavnerne selv — et sted hvor man også har lyst til at mødes og være.
Omgivelserne bør tænkes som leverum, hvor der også er gjort plads til handel, og ikke som byrum der fuldstændig underlægger sig handelen. De fysiske tegn på armod skal væk og Strøget fremstå som et symbol for et land der forstår at levere kvalitet.
Det kan godt være, at dét ikke vil udmønte sig i små specialbutikker på Strøget. Men det er okay. En forskønnet hovedgade vil løfte niveauet af hele området, og over tid vil markedsmekanismerne finde det huslejeniveau, som gaden kan bære.
Centralt er det, at projektet sammentænkes med alle sidegaderne, der vil byde på lavere huslejer end Strøget og derfor mere esoteriske indslag end Burger King, H&M og vikingetrolde svøbt i Dannebrog.
I dag har sidegaderne svært ved at tiltrække trafik fra konsumfloden Strøget, fordi de også er forsømte og er indrettet som bilgader, med parkering og smalle fortove.
Tidspunktet for en total gentænkning af området omkring Strøget er det helt rigtige. Københavns Kommune tog selv tilløb til en renovering i 2017, en privat gruppe er altså nu også gået ind i sagen — og byens beboere har med tydeligt røst erklæret, at man ønsker biltrafikken i Middelalderbyen kraftigt reduceret.
Allez!
MODTAG KBH’S UGENTLIGE NYHEDSBREV
