pixel

Oversete Remiseparken åbner sig mod byen

Det er nok ikke alle københavnere, der har hørt om den. Men med nyplantede træer, udekøkken og forhøjet kælkebakke skal Remisparken nu sættes på byens grønne landkort.

remiseparken oplevelsessti

Måske har du hørt navnet en gang eller to. Måske aner du ikke, hvad det er: Remiseparken.

Svaret er et stort, grønt areal på hele 3,5 hektar — næsten dobbelt så stort som Kongens Have — midt i et boligområde, ikke langt fra DR-byen.

Remiseparken har hidtil været temmelig overset af de fleste københavnere, men det skal der nu laves om på. Det grønne område er blevet grundigt fornyet og er nu klar til at tage imod både ’amagerkanere’ fra nabolaget og øvrige københavnere.

Parken er formelt en del af Urbanplanen, der i en del år har kæmpet med et lidt blakket ry, men som der for tiden bliver investeret massivt i at renovere og modernisere

En del af missionen er at åbne området mere op og integrere det bedre med den omkringliggende by, og her spiller Remiseparken en ikke ubetydelig rolle.

59 mio. kr. er den nette sum, der er brugt på at give parken et ansigtsløft — en opgradering, det har taget halvandet år at anlægge.

Langt de fleste midler kommer fra Københavns Kommune, men med to mio. kr. har også Hofor finansieret en lille del.

Og hvad er pengene så blevet brugt på? Alt fra nyplantede træer til en skaterpark og en minigolfbane. Og så er der samtidig tænkt i klimasikring. Parken er nemlig nu en del af Vestamagers skybrudsværn.

Lad os indtaste Remiseparken på GPS’en og gå en tur på opdagelse gennem Amagers nye, grønne oase.

Biodiversitet, bevægelsestorv og øko-liv

Når du går ind i Remiseparken, skal du åbne for flere af sanserne.

Her mellem Englandsvej og Ørestads Boulevard bliver du nemlig nu budt velkommen af 280 nye træer af forskellige arter — lige fra elletræer til frugttræer. Og du vil møde 260 nyplantede buske, staudebede og duftende blomster, der tilsammen optager et areal større end en fodboldbane.

Hensigten er ikke mindst at forbedre biodiversiteten, og det er Københavns Kommunes forventning, at du vil opleve et rigt dyreliv, når du bevæger dig ned langs en ny oplevelsessti, som snor sig gennem parken.

Stien er lavet af metalriste og er hævet over jorden, så man kan se direkte ned til jordbunden og stadig gå en tur, selv om parken er fuld af regnvand.

Men Remiseparken byder ikke kun på tilbud til naturelskerne — der er også tænkt i aktiviteter for motionisterne.

En helt ny skaterpark skal skabe liv midt i det grønne byrum, og et torv med parkour-baner, bordtennisborde, minigolf og fitnessredskaber bliver omdrejningspunktet for de bevægelsesglade uden skateboards.

Basketbaner er der også blevet plads til, og de eksisterende boldbaner til f.eks. fodbold, håndbold og hockey er blevet renoveret. 

Skulle vinteren være over os, kan du også tage kælken og børnene under armen. En eksisterende kælkebakke er nemlig blevet forhøjet med to meter i form af et nyt plateau, så der kan komme lidt mere fart på, når det går nedad.

Er der for varmt til sne, agerer plateauet udsigtspost, hvorfra du blandt andet kan få øje på parkens udekøkken og nyttehaver, hvor der kan dyrkes grøntsager og urter — eller høstes frugter fra frugttræerne.

Opmagasinering af regnvand

Skulle det være gummistøvlerne du har på, når du går gennem Amagers nyrenoverede park, kan du observere et helt andet fænomen: opmagasineringen af regnvand.

En grøft strækker sig nu gennem hele parken. Her kan regnvand lagres, og dets vej mod kloakkerne forsinkes, så man forhåbentlig kan undgå fremtidige oversvømmelser, når et skybrud rammer.

Grøften er ikke dyb — blot 1,5 meter. Men det er nok til, at parken bør kunne sikre det omkringliggende boligområde mod for store vandmængder. Det er en løsning på et problem, der også er set andre kreative bud på i København, blandt andet i Enghaveparken.

Når der er tørvejr på Amager, har grøften en anden funktion. Er den ikke fuld af vand, kan den bruges til både ophold og leg. 

Når dagen er ved at lakke mod enden, tændes parkens nye belysning, der er designet til at skabe en tryg stemning om aftenen og natten. Samtlige lygter i parken er blevet udskiftet.

Tryghed er også et mål ved parkens nye ind- og udgang, hvor der er etableret en lille plads med bænke og opholdssteder.

Her kan du indtage aftenens madpakke — eller måske trave videre mod en is på Amagers lokale favorit, Ismageriet — inden du finder DR-byens metrostation og siger tak for i dag til byens nyrenoverede park.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Vesterbro
Godsbaneterrænet omdannet til Vesterbros nye grønne hjerte.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling