Old School: Nyhavns Historie
Fra handelshavn over poser med kolde til ferie og fritidskonsum.
"Oplevelsen af stedet er blevet til en syntese af død musealisering og enstrengede funktioner inden for ferie- og fritidskonsum."
Ordene kan findes i 2020-udgivelsen 'København på Lattergas,' og emnet er Nyhavn.
Det lille indstik fra Københavns Havn og frem mod Kongens Nytorv har det meste af sin omtrent 350-årige historie ageret handelshavn, men servering af fadøl er næsten lige så gammel som havnen selv.
Tag med en tur til destinationen, der i særklasse pryder flest af de københavnske postkort.
1671
Kong Christian V har anlagt Kongens Nytorv i 1670 og ønsker direkte adgang fra havnen til torvet.
Derfor beslutter han at bygge en kanal og sætter i hundredevis af stakkels soldater til at opgrave hvad der svarer til 1.400 lastvognsfulde jord fra det, der i dag er Nyhavn.
1680’erne
Nyhavn udvikler sig hurtigt til en livlig afskibnings- og anløbshavn.
Her bor mange købmænd med eget skib liggende nedenfor deres bolig — helt op til begyndelsen af 1800-tallet, hvor det begynder at gå lidt mere trægt med handlen.
1700-tallet
Købmandshusene i havnen bliver forhøjet og flere lavet til lejligheder til byens bedre borgerskab.
Andre bliver omdannet til hoteller, og i kældrene skyder skibsfartskontorer og sømandsknejper op. En af dem er Nyhavns ældste værtshus, ’Kahytten’, på hjørnet af Store Strandstræde, der ser dagens lys i 1775.
1807
Handlen er ikke helt hvad den har været i den nu lidt underdimensionerede havn, og Nyhavn bliver i højere grad ankerplads for de mange, mindre ‘paketbåde’ som sejler til og fra blandt andet Jylland og det øvrige Norden.
De bringer passagerer med som kan indlogere sig på nogle af de mange nye hoteller der skyder frem i og omkring Nyhavn.
1881
Øllet flyder, og sømandsviserne fylder knejperne, men ’Københavns Forening for Mission blandt Søfolk’ forsøger at få sømændene til at bruge fritiden på noget andet end druk.
De opfører ’Bethelskibet’ — en barakagtig bygning hvor søulkene kan holde varmestue og få nogle opbyggelige ord med på vejen.
1909
Et forslag der ville have transformeret det københavnske bybillede ser dagens lys:
I forsøget på at forbinde Nyhavn med Christianshavn foreslås efter amerikansk forbillede en ’luftfærgebro’ der skal hænge i ståltove fra et enormt jernstillads rækkende hele vejen over havneløbet. Idéen forkastes dog.
Året efter spøger en fast forbindelse igen. Et forslag om at dræne Nyhavn, så den kan bruges som nedkørsel til en tunnel under havnen, lægges frem. Det bliver ej heller til noget.
1943
En reguleringsplan til bevaring af Nyhavns bybillede bliver vedtaget, så de gamle Nyhavnshuse kan blive stående og istandsat til lejligheder og restauranter.
Året efter bombesprænger tyskerne ’Teddys Bar’ i nr. 51 fordi de nærer mistanke om, at der foregår farligere ting end øldrikkeri på værtshusene.
1976
I 1960'erne er praktisk talt alle Nyhavns handelsskibe forsvundet, og i stedet står striber af biler parkeret langs vandet.
Byttet er ikke elsket af mange, så veteranskibenes indsejling og indflytning i 1976 bliver derfor lidt af en folkefest.
Skibene giver stedet et nostalgisk præg i en tid, hvor bilen og modernistiske nybyggerier ellers sætter et markant præg på København.
Samtidig er Nyhavn ved at blive mondæn. Mange af de gamle huse bliver indrettet til ejerlejligheder i den dyrere ende — eller til tegnestuer, forlag og shippingagenturer.
2007
Nyhavn er nu et yderst populært tilholdssted — især for turister og folk fra provinsen der ser det som indbegrebet af København at sidde en sommerdag på en af de mange fortovsrestauranter og drikke en fadøl, mens man ser folk defilere forbi.
En anden variant udføres af de mange der på solskinsdage indtager havnekajen med poser med kolde fra sidegade-købmanden, alt imens de gamle træskibe i havnen bliver taget i skue — og mens man beslutter sig for, om dagen skal rundes af med en gammeldaws nede fra iskiosken, en af de altid populære havnerundfarter eller bare endnu en runde øl.
2016
Det blev aldrig til noget med den luftfærgebro eller tunnel i 1909-10, men godt 100 år senere kommer der alligevel en smutvej fra Nyhavn til Christianshavn.
Efter adskillige forsinkelser åbner Inderhavnsbroen endelig i sommeren 2016 og forbinder Nyhavns "skyggeside" med Nordatlantens Brygge.
2020
Nyhavn er i endnu højere grad end tidligere blevet postkortmotiv nummer 1 fra København.
Lonely Planet har selvfølgelig Nyhavn som åbningsbillede på sin københavner-sektion, og det er meget svært at finde en turistguide, der ikke har den lille kanal-blindtarm med de farverige huse på sin Top-5 over københavnske sights.
Blandt de lokale er forholdet til Nyhavn dog blevet endnu mere anstrengt. Solsiden er tæt pakket med resturanter og caféer der i altovervejende grad frekventeres af turister, og på en sommerdag er her tæt pakket af fadøl, vaffelis og solskoldede maver der blotter sig mellem knapperne på alle de kortærmede ferieskjorter.
Var det ikke lige for skibene ved kajen, ville Nyhavn fremstå som Jomfru Ane Gade i Aalborg, skriver forfatterne til bogen 'København på Lattergas'.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!