Københavns knudepunkt har fået alle kendetegnene klar

Her i skumringen har et par cyklister forvildet sig ind i mylderet af mennesker, der hastigt men målrettet er på vej videre mod deres destination. Ny Nørreport blev officielt indviet lige efter årsskiftet 2015, og den grundlægende transformation af Danmarks travleste knudepunkt, hvor ikke mindre end 250.000 mennesker dagligt kommer forbi, har stået sin prøve.

Men de sidste visuelle detaljer, som belysningen i og bænkene omkring de mange og høje ventilationssøjler, har manglet og er først kommet helt på plads på stationspladsen i 2016. Så som samlet byrum står den nye Nørreport Station først færdig nu.

Det lyse og det lette

De to gamle, mørke stationsbygninger er blevet erstattet af en række mindre og mere tidssvarende. Med deres flade, paddehattelignende tage i beplantet beton, transparente glasfacader og spinkle søjlekonstruktioner skiller de sig gevaldigt ud fra de omkringliggende bygninger og sender klare referencer op ad Strandvejen til Arne Jacobsens Benzintank. Den retningsløse arkitektur tjener til at vise retningen:

»Vi har brugt tagene til at markere, hvor man enten har en trappenedgang til de underliggende togperroner, eller hvor der er en stationsbygning, kiosk, toilet eller overdækket cykelparkering. Tanken var desuden, at tagene skulle være en materialemæssig spejling af cykelbedene,« siger arkitekt og projektchef Thomas Krarup fra tegnestuen COBE, med henvisning til stationspladsens karakteristiske cykelparkering.

På det gamle Nørreport var der masser af mørke nicher, der resulterede i, at det altid stank lidt uheldigt af smog og urin. Med den nye runde og transparente arkitektur er alle de små gemmesteder afskaffet. De 11 spredte og 8 meter høje ventilationssøjler løser den kraftige partikelforurening nede på fjerntogsperronerne, og efter de nu også har fået tændt deres lysrør, står de som store fakler i natten. Resultatet er en urban plads med en lys, let og ikke mindst tryg karakter døgnet rundt.

Cykler plantet i betonbede

Ud over neonskilte, paddehatte og lyssøjler er endnu et af Ny Nørreports særlige kendetegn som nævnt de ca. 30-40 cm nedsunkne cykelbede i beton. Arkitekterne har med et enkelt greb søgt at løse problemet med de mange cykler, der før i tiden hobede sig op alle vegne.

»Da vi gik igang med projektet lavede vi en sjov tegneøvelse, hvor vi prøvede at kortlægge folks bevægelsesmønstre. Der begyndte at tegne sig en masse sjove former, når man eksempelvis forbandt Frederiksborggade med hovedtrappen, Fiolstræde med nærliggende trappeopgange, og så videre. Pludselig begyndte at opstå alle de her små øer, og de steder hvor folk ikke gik placerede vi cykelbedene,« fortæller Thomas Krarup fra COBE, der har tegnet Ny Nørreport i samarbejde med Gottlieb Paludan Architects.

De skrå kanter er udført i kostet beton, der med sin ru overflade gør, at københavnerne ikke glider i tilfælde af regn og sne. Selve cykelstativerne er specialdesignede på en sådan måde, at cyklerne overlapper hinanden og giver plads til hele 2.500 cykler i bedene – næsten en tredobling i forhold til den gamle station.

De nedsænkede bede har også gjort det nemmere at finde sin cykel igen. Ikke blot er cykelstativerne forsynet med små fotoceller i toppen, der får dem til at lyser op som små cigaretter i tusmørket. Bedene markerer også en klar grænse i forhold til, hvor man må parkere, så folk helt intuitivt ikke stiller sin cykel andre steder – og efter lidt startvanskeligheder synes det nu at fungere i praksis.

Usynlige overgange

Da arkitektkonkurrencen om Ny Nørreport i sin tid blev udskrevet, var en af hovedpræmisserne, at man samlede Nørre Voldgades trafik i een vejbane på den fjerne side af stationen, så stationspladsen kunne fungere som en naturlig udmunding på gågaderne i Indre By. Det har idag betydet mindre biltrafik, men også en hel del udfordringer.

Arkitekterne har med den nye plads arbejdet med et stramt, kvadratisk net i 3,8 m x 3,8 m, hvor belægningen i samspil med de halvamorfe former samler pladsen. I forbifarten er det dog så underspillet, at det for den travle forbipasserende kan virke som noget af en udfordring hurtigt at skulle afkode, hvor man helt præcist må cykle og køre.

»En af ulemperne ved, at vi har lavet en så åben plads er, at nogle af bilerne bruger brand- og servicevejen og kører lige hen over pladsen. Det har vi prøvet at differentiere ved at lægge små chaussesten, hvor man må køre, og store fliser, hvor der er almindelig gående færdsel,« siger Thomas Krarup.

Imprægnering sikrer skruddet

Nørreport er den eneste station i landet, der både har metro-, S-togs-, regionaltogs- og fjerntogstrafik. Man regner med, at ca. 150.000 passagerer hver dag benytter stationen, der dermed er landets passagermæssigt største station – langt foran Københavns Hovedbanegård. Dertil er der yderligere 100.000 sæt fødder, der dagligt kommer forbi stationspladsen på anden vis.

Det store antal brugere og forbipasserende giver et hårdt slid på bygninger og belægning. De lyse cykelbede i beton, de runde bænke i træ omkring lys- og ventilationssøjlerne, og ikke mindst fliserne har på trods af den korte levetid også allerede pådraget sig en del patina. Arkitekterne har dog gjort sin del af forarbejdet og med den nyeste teknologi på markedet gjort det muligt at holde pladsen lys og præsentabel.

»Alt betonen har fået en nanoimprægnering. Det betyder, at man til enhver tid kan nulstille betonen og rense det ned og så står det som nyt. Denne imprægnering har vi fået både på cykelbedene og på tagene,« fortæller Thomas Krarup.