pixel

Etablér en ny havnefront foran Kalvebod Brygge

Står nutiden mål med fortidens visioner for København? Vi genbesøger en række drømme for byen fra 2005 og gør status over, om de blev til noget — Vilhelm Lauritzen 3/5

Kalvebod Brygge

I denne måned er det 15 år siden, vi bad en række københavnske arkitekter og tegnestuer om at fremlægge tre visioner for fremtiden København.

Står nutiden mål med fortidens visioner om fremtiden?

Vi besøger igen visionerne fra 2005, og laver vores egen status over, hvad der er sket med dem siden — og giver vores bud på, hvor de er om 15 år.

I tredje runde går turen forbi — og tilbage til — Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Den københavnske tegnestue er næsten 100 år gammel og har siden 2005 blandt andet udformet Bohrs Tårn, dele af Krøyers Plads og Finger E i Kastrup Lufthavn

I de kommende år vil mange byggerier helt eller delvist signeret af Vilhelm Lauritzen Arkitekter blive færdiggjort.

Dét gælder blandt andet et parkeringshus beklædt med kork, et højhus i Ørestad, et cylindrisk domicil i Nordhavn, Danmarks højeste træhus og Københavns højeste etageejendom, Pasteurs Tårn.  


Vilhelm Lauritzen Arkitekter


Visioner af Thomas Scheel og Søren Daubjerg, hhv. 46 og 48 år i 2005

Scheel er i dag partner i firmaet. Daugbjerg forlod det i 2018

#1 | Byg en 'landmark-bygning'

Der mangler en begavet “landmarkbuilding” til erstatning for Behnisch´s fantastiske og eksploderede Rigsarkiv i Ørestad Nord.

Status 2020

Sidst i 1990'erne ville man opføre et nyt Rigsarkiv i Ørestad, og et design fra tyske Behnisch & Behnisch blev valgt. I 2001 blev idéen opgivet igen — blandt andet fordi byggeriet viste sig dyrere end forventet. I stedet stod nye magasinbygninger til Rigsarkivet klar på Kalvebod Brygge i 2009.  

Har København fået et decideret vartegn siden 2005? Svaret er nok mest et nej. Søger man på 'Copenhagen landmark building' i 2020, returnerer internettet primært alle klassikerne, fra Marmorkirken til Nyhavn.

Nogle enkelte, nyere bygningsværker sniger sig dog ind på flere af listerne: 

Tietgen Kollegiet fra 2006 går igen, og også Axel Towers er så småt ved at finde vej til verdens københavnske top-20 lister. Begge bygningsværker er tegnet af Lundgaard & Tranberg.  

Bud 2035

Magasinet KBHs bud på et københavnsk landmark om 15 år er japanske Kengo Kumas svømmebad på Papirøen.

Rent æstetisk har byggeriet en detaljeringsgrad og poesi, som vi ellers kun ser sjældent i København i disse år — og det lægger sig harmonisk ind i de ligeledes nybyggede omgivelser på Papirøen, tegnet af COBE.

En lille frygt er, at projektet fortsætter med at sprænge budgettet, og at man derfor ser sig tvunget til at spare nogle fordyrende detaljer væk. Svømmebadets arkitektoniske værdi ligger ikke mindst i netop detaljeringen, og det er derfor centralt, at man ikke skærer hjørner, som det ellers ofte ses.  


#2 | Etablér en ny havnefront foran Kalvebod Brygge

Det skal igen være flot at komme kørende til København langs havnen.

Det kan f.eks gøres ved at lægge vejen på havnesiden af de eksisterende byggerier langs en ny havnepromenade og ved at etablere nye byggerier hvor vejen er idag.

Byg et nyt Nationalmuseum med kontakt til havnen der festligholder Danmark som søfartsnation. 

Status 2020

Indfaldsvejen Kalvebod Brygge ligger naglet fast, og der er intet udsyn til, at den nogensinde bliver flyttet om på vandsiden af bygningerne.

I stedet har Københavns Kommune siden 2005 forsøgt at bløde lidt op på den misære, som de fleste er enige om, at bygningsrækken langt vandet udgør.

Det skete ikke mindst med Kalvebod Bølge fra 2013, som her i 2020 har fået selskab af en såkaldt dyppezone

Bud 2035

Chancen for en indfaldsvej langs havnen om 15 år er meget tæt på nul. Tværtimod arbejdes der i dag mod en reduktion af biltrafikken i det centrale København.

Vejdirektoratet har blandt andet foreslået, at en ny havnetunnel skal medføre, at man drastisk reducerer biltrafikken på Kalvebod Brygges forlængelse — Christians Brygge — der går igennem både Blox og Det Kongelige Bibliotek.  


#3 | Lav en tunnel til Refshaleøen med skyskrabere

Se at få bygget den tunnel til Refshaleøen — og så få bygget nogle skyskrabere derude med masser af boliger/erhverv/sport/butikker etc. Se dog at få de biler ud af centrum. 

Status 2020

Netop i år er planerne om en havnetunnel begyndt at tage fart. I 'Budget 2021' besluttede Københavns Kommune at arbejde videre med planerne om Lynetteholmen, og at en tunnel skal lede derud.

Tunnellen er planlagt til også at slå et slag forbi Refshaleøen, der dog i den seneste Kommuneplan fortsat er udlagt som et såkaldt perspektivområde — det vil sige et område man først senere vil gå i gang med at udvikle.

Bud 2035

Havnetunnellen kommer, og byudviklingen på Refshaleøen vil også gå i gang inden 2035.

Om 15 år vil hele den nordlige havn være en enorm byggeplads med anlæggelsen af Lynetteholm, metro, havnetunnel og bebyggelse af Refshaleøen. Havnetunnelen vil ikke være færdig endnu, selv om 2035 i dag er målætningen.

Skyskrabere ser vi ikke ankomme til Refshaleøen i noget stort antal, men som enkelte punkttårne. Refshaleøen er — bortset fra B&W Hallerne — præget af lavere, industrielt byggeri, og det tror vi er noget, man ender med at bygge videre på.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

Står nutiden mål med fortidens visioner for København? Vi genbesøger en række drømme for byen fra 2005 og gør status over, om de blev til noget — Schmidt Hammer Lassen 5/5

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling