pixel

Ny campus til medierne i Ørestad

DMJX bygger ny campus i Ørestad Nord, hvor den vil afløse en tom grusplads.

PLH Arkitekter, DMJX, Ørestad, journalisthøjskole

I det allersydligste hjørne af Ørestad Nord har en tom byggegrund længe ventet på byudvikling.

Her i det såkaldte August Schade Kvarter — lige syd for DR Byen — har der ellers været godt gang i byggeriet de seneste år.

Både Nordeas nye domicil, flere boligprojekter og det nye Augusthus er skudt op, mens et grusdækket areal på hjørnet af Amager Fælledvej og Grønjordsvej har ligget hen som en tomt.

Men nu vil et nyt byggeri vokse frem på kvarterets sidste byggegrund. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole vil skifte sine lokaler i Emdrup ud med en moderne campus, og den kommer til at ligge netop her. 

Fra 2024 vil skolens syv københavnske uddannelser blive samlet i et nyt og bæredygtigt byggeri, hvor i alt 800 studerende vil få deres daglige gang. 

Transparent facade

DMJXs gamle lokaler i Emdrup var efterhånden blevet for utidssvarende og havde en energiregning, der lagde sig tungt i den 75 år gamle skoles regnskaber.

Den nye campus imødegår problemet ved at nedbringe energiforbrug og CO2-aftryk og give plads til at de mere fleksible lokaler kan forandres i takt med, at nye behov opstår. 

Bygningen bliver syv etager høj og vil have en så godt som fuldt transparent facade, der skal give omgivelserne et blik ind i den store atriumhal, der forbinder alle etager.

Med PLH Arkitekters egne ord er udtrykket inspireret af den moderne mediestrøm, hvor "åbenhed, forbundethed og omstillingsparathed" er i højsædet. 

I det næsten 30 meter høje åbne atrium bliver der god mulighed for at afholde arrangementer, foredrag og koncerter. Øverst bliver der plads til en konferencesal med plads til 200 besøgende og en tagterasse med panoramisk udsigt til Amager Fælled og resten af byen. 

Den centrale trappe der forbinder atriummet med de forskellige etager forsynes med grønne elementer, der ifølge tegnestuen skal skabe et samspil mellem arkitekturen og Amager Fælleds natur — og give det travle studiemiljø et element af botanisk zen.

Med nærhed til KUA, IT Universitetet og landets største redaktion i DR Byen er der samtidig lagt op til vidensdeling i femte gear på kryds og tværs i Ørestad Nord for alle der beskæftiger sig med medier og formidling.

Det nye uddannelseshus vil sprede sig over i alt 7.000 m2 og have et prisskilt på 235 millioner kroner som finansieres af lån og af Medie- og Journalisthøjskolens egen opsparing.

En del af pengene kommer fra skolens salg af sine lokaler på Oluf Palmes Allé i Aarhus. I landets næststørste by er DMJX nemlig i stedet flyttet i lejede lokaler, og det har frigjort provenuet fra salget. 

Projektet ventes klar til studiestart i august 2024.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling