pixel

Museums­pladsen lokker livet til i den fornemmeste del af byen

Designmuseet i Bredgade har omdesignet sin forgård til ny plads at hænge ud på i kongehusets nabolag.

designmuseum forplads

Selvom det ikke helt er årstid til at stoppe op og tage en pause, har du måske alligevel opdaget det på din færd gennem Frederiksstadens symmetriske gader. Tæt ved Amalienborg og Marmorkirken er designmuseet i Bredgade trukket udendørs og begyndt at udstille i montrer direkte i bybilledet – og servere kaffe til.

Kort
Museumspladsen

Museumspladsen er en opgradering af den førhen let oversete brostensgård foran museet til at være en invitation til mere uformelt byliv midt i Københavns allerfineste kvarter, hvor der ellers ikke er mange oplagte steder at slå sig ned og hænge lidt ud langs palæerne.

Nu er skulptur-gitterporten restaureret, belægningen renoveret, og sammen med et par spæde kirsebærtræer er fem skulpturelle messingmontrer i varierende former kommet til. For at lokke forbipasserende nærmere og kigge på dansk samtidsdesign uden at løse billet. Og måske blive inspireret til at løse den billet.

Montrerne med smagsprøver fra designmuseets skatkamre er vejrrobuste fortolkninger af de klassiske udstillingskasser, som designikonet Kaare Klint indrettede museet med i 1920'erne. Høje og lave, bredde og smalle, alle lyser de op om aftenen for at pirre nysgerrigheden ude på Bredgade.

Den første udendørs udstilling bag glasset tæller blandt andet en selvlysende cykel fra Biomega og humoristisk keramik fra Claydies.

Kaffedisk i sidebygningen

Designmuseum Danmark hed Kunstindustrimuseet indtil 2011 og har siden navneskiftet femdoblet besøgstallet til at blive et top-5 museum i hovedstaden. 288.000 københavnerne og turister kom i 2017 forbi udstillingerne med industriel design, møbelkunst og kunsthåndværk.

Det sætter pres på de fredede kvadratmeter i det gamle Frederiks Hospital fra 1700-tallet, og derfor er billetsalg og butik sammen med en ny såkaldt drop-down café nu rykket ud i en sidebygning på Museumspladsen som led i omdesignet.

Der er som bekendt ikke noget som en disk, der kan langes friskbrygget kaffe over, som definerer et mødested. Så et nyt mødested i byen er pladsen nu i tilgift til en udvidet museumsoplevelse og et udstillingsvindue for dansk design.

Hele projektet, der desuden forbedrer tilgængeligheden til museet, er blevet muligt med en donation på 25 mio. kroner fra Annie & Otto Johs. Detlefs’ Fonde.

Specialister i københavnerpladser

Makeoveret af de godt 700 m2 plads og 100 m2 sidebygning har været lagt i hænderne på de alledstedsnærværende arkitekter fra Cobe, der har transformering af københavnske byrum som et af deres specialer.

Tegnestuen står senest bag den meget lange bænk over Alfred Nobels Bro i Sydhavn og har været med til at tegne hovedstadens mest markante nydesignede pladser, Nørreport og Israels Plads. Cobes principper om at bruge byen som en udvidet dagligstue kendes også fra Røde Kors-trappen på Blegdamsvej og er ved at materialisere sig som Karen Blixens Plads (det vil sige det nye universitetstorv ved KUA).

I løbet af sommeren 2019 får museumspladsen ved Designmuseum Danmark i øvrigt selskab af endnu to nye udendørs byrum og mødesteder i og ved Frederiksstaden: For enden af Bredgade er en lille byplads på Grønningen på vej med træer og skulpturbænk, og metroen begynder at køre til Marmorkirken og dens opgraderede stationsplads.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling