pixel

Kedeligt lys bliver dramatisk i byens hjerte

I pavillon på Gråbrødre Torv kan man opleve, hvor forskelligt det samme dagslys udendørs kan opleves indendørs — hvis man styrer det.

Michelin-stjerner uddeles som bekendt til restauranter. Tre stjerner betyder, at restauranten er så god, at den i sig selv er en rejse værd. Med "blot" to stjerner må man som restauratør acceptere, at man ikke er en hel rejse værd — men dog en omvej.

Og netop dét vil Magasinet KBH gerne sige om en lille pavillon, der netop nu er opstillet på Gråbrødre Torv.

Fra den 30. juni har man her lige i hjertet af Middelalderbyen kunnet gå ind i en træstruktur, der byder velkommen under overskriften 'Poetic Daylight' — og som alene viser, hvordan det samme lys kan opleves, afhængigt af hvordan man pakker det ind. 

Pavillonen er én af de i alt 15, der er opstillet rundt omkring i byen i forbindelse med, at København i år spiller rollen som 'Verdens Arkitekturhovedstad' — en rolle der også betyder, at byen her i sommer har huset den internationale arkitektur-kongres, som afholdes hvert 3. år.

Nogle af pavillonerne kræver, at man engagerer sig en hel del i dem. På Gammel Strand er f.eks. opstillet en række produkter i traditionelle montrer ledsaget af plancher med tekster, der blandt andet fortæller beskueren om forskellige plastic-typer og deres bæredygtighed.

Det er naturligvis meget relevant i disse tider. Men det kan rent mentalt også være lidt svært at gå dybt ned i en lørdag eftermiddag på vej fra en caffè latte i Strædet til indkøb af en ny kaffemaskine i Elgiganten.     

 

Drama af det udvaskede

Anderledes forholder det sig på Gråbrødre Torv, hvor pavillonen 'Poetic Daylight' altså byder indenfor. 

Her er meget lidt tekst på plancher, men til gengæld en pavillon der i sig selv er oplevelsen. Magasinet KBH besøger den på en lidt depressiv dag i august, som naturligvis burde byde på 25 grader og sol — men som i stedet leverer 16 grader, byger med støvregn og en vind der går lige igennem bomuldsjakken.

Inde i pavillonen er virkeligheden dog mere mild. Det ellers kontrastløse lys udenfor bliver indrammet og filtreret på tre forskellige måder, der får verden til at tage sig en hel del smukkere ud, end den gjorde, da man trådte ind i pavillonen.

Det er lige før, man sætter sig på en af skamlerne for at kigge ud på de tre håndværkere, der står og snakker om alt og ingenting lænet op ad en varevogn — lige på den anden side af vinduet. Lyset i det højloftede rum er varmt og behageligt, og indsat i en ramme virker hverdagslivet udenfor pludselig mere interessant, end da man selv var en del af det et minut tidligere.   

Ved siden af er et ellers meget prosaisk pyramidetag blevet skåret op, så der er en åbning i toppen — og med dén lille øvelse bliver det udvaskede daglys til, ja, en lille smule poesi her indendørs. Udenfor kedeligt, men herinde defineret og iscenesat, så der opstår drama af det udvaskede.

Og yderligere et par skridt væk viser et lille gårdrum, hvordan himlen kan indrammes. og hvordan man kan lade en trækrone filtrere lyset, så det opleves grønnere og mere behageligt end det ellers er på denne dag.

Hul til overboen?

Ude af pavillonen igen er det svært ikke at begynde at lave planer for boligen derhjemme. Hvad nu hvis man flåede dannebrogsvinduerne ud og i stedet satte en spejlklædt lysindfanger på facaden? Eller borede et hul op gennem overboens lejlighed, så man kunne få kanaliseret dagslys ned over spisebordet?   

Nogle af idéerne skal nok omkring opgangens øvrige beboere — og måske Københavns Kommune. Men det er nemt at lade sig inspirere af et besøg i den beskedent udseende pavillon på Gråbrødre Torv.  

At sige at den er værd at flyve ind fra New York for at opleve er nok for meget. Men bevæger man sig alligevel rundt i de indre dele af hovedstaden, er den bestemt en omvej værd. Så derfor er der to rumlige Michelin-stjerner til 'Poetic Daylight', der er opstået i et samarbejde mellem Kunstakademiets Arkitektskole og Clays Pryds Arkitekter. Dreyers Fond har sponsoreret.

Hensigten er ikke mindst at vise os, hvordan lys påvirker vores liv — også inde i de bygninger, hvor vi tilbringer det meste af vores liv. Bedre brug af dagslys inde i bygningerne kan være en del af den grønne omstilling, mener de kreative kræfter bag projektet.    

Pavillonen kan opleves frem til den 29. oktober — og et besøg i solskin vil opleves anderledes end i gråvejr, så man må gerne komme to gange. 

'Verdens Arkitekturhovedstad' er et projekt lavet i samarbejde mellem FN (UNESCO) og det internationale arkitektforbund (UIA). København er den anden by, der bærer titlen. Den første var Rio de Janeiro i 2020, og den næste er Barcelona i 2026.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

idakatrineh
Meget interessant og inspirerende. God idé at gøre det til en del af den grønne omstilling.
jantrojaborg74
Det er virkelig en dødkedelig og grim træklods, der fx på det smukke Gråbrødre Torv skæmmer hele pladsen. Der er heller ikke en forklaring på hvorfor den er der, og folderne er ligeså triste og udelukkende skrevet på engelsk. Jeg fatter ikke, at det skulle være arkitektur på verdensplan. Der sad to medarbejdere (arkitekter?) der ikke gjorde noget væsen af sig og prøvede at komme i kontakt med folk.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling