Last Christmas

I grunden er det ret begavet at finde på at hovedpersonen i en film, baseret på den ikoniske Wham-klassiker ’Last Christmas’, er en livsforvirret pige, der har fået opereret sit hjerte og render rundt i et grønt julenissekostume i det meste af filmen.

For af alle tænkelige scenarier om kærlighed, som kunne være kommet ud af den sang, er det her nok det bedst tænkelige. Og ikke overraskende er en af begavelserne bag historien den britiske skuespiller og manuskriptforfatter Emma Thompson. Selvom det her er hendes første romantiske komedie, må den siges at være umådelig vellykket. 

Karismatiske Emilia Clarke portrætterer et forvirret, 26-årigt, søgende, rodet væsen ved navn Kate, som tåger rundt i sit liv og uagtsomt misbruger og sårer alle hun kommer i nærheden af. Hun er ikke ond, nærmere ubetænksom og kan ikke rigtig finde sig til rette i sit liv. Som ud af det blå dukker den mystiske Tom (Henry Golding) op i den julepyntsbutik, hvor hun arbejder. Tom har ikke nogen mobiltelefon, vil ikke kysse hende med det samme og dukker kun op sporadisk. Så pludselig står Kate midt i en uforudsigelig romance hun ikke rigtigt forstår, en romance som får en betydning hun aldrig havde drømt om.

Som et gennemsnitligt pigeværelse i 1980’erne er de fleste af filmens flader plastret til med George Michael. Her er så ikke tale om George Michael-plakater, men hans tekster og i særdeleshed hans musik. Og det kan lyde som en kikset opskrift. Det er det ikke. Faktisk er det ikke hittet ’Last Christmas,’ der fylder filmen ud. Det er derimod sangen ’Heal the Pain’ fra 1990 albummet ’Listen Without Prejudice’, som gennemsyrer filmen. Sangens meget poetiske tekst, om at hele sit eget hjerte, bruges aktivt i dialogen, originalversionen bruges i filmen, og sangens toner indgår sågar også i filmens score. 

Det er en koncentreret måde at bruge en musikers værk i en film, som i dette tilfælde bidrager gevaldigt til handlingen. Faktisk tages der nogle modige valg med George Michaels musik. Og i slutningen af filmen går det op for en, at filmens budskab om næstekærlighed og om at passe på sit eget hjerte udtrykkeligt bliver understreget af en meget bevidst brug af George Michaels poetiske tekster. 

Det er en modig og begavet måde at bruge en af vor tids største musikere aktivt i en film. Ja, man får næsten en følelse af, at der var en mening med det hele. At manden som skrev verdens største julehit, og som selv forlod Jorden juledag, nu også lægger lydside og indhold til en af vor tids bedste julefilm. Og selvom George Michael var SÅ meget mere end lydsiden til en julefilm, så er det ret ejendommeligt hvor godt hans skarpe tekster om det svære ved at være menneske, passer ind i filmens handling og hovedbudskab.

’Last Christmas’ er sjov og uforudsigelig. Selvom den gør brug den britiske romantiske komedies tradition for at fortælle historien med umiskendelig charme, så skiller filmen sig også ud på forskellige måder. Dens stærkeste træk – udover den begavede tilgang til George Michaels juleklassiker, som udgør en god historie – er den skarpe, anderledes dialog. Den giver virkelig filmen noget ekstra.  Den er bramfri, skør og total overraskende. 

Emma Thompson og Greg Wise har derudover skabt en historie, som helt bogstaveligt bruger sætningen ”Last Christmas I gave you my heart/ the very next day you gave it away” til at skabe en handling, som ganske vist er set før, men aldrig helt er blevet fortalt på præcis denne måde. En film om det menneskelige hjerte, både i konkret og overført betydning.

Kemien mellem de to hovedrolleindehavere Emilia Clarke og Henry Golding er den faktor, som får denne unikke julefortælling helt ud over rampen. Og det skader heller ikke, at de er flankeret af store talenter som den malaysiske superstjerne Michelle Yeoh – i juleromance med vores egen løjerlige Peter Mygind, som passer fortryllende ind i det skæve juleunivers som høj, mystisk dansker, der lever af at lave sauerkraut.

’Last Christmas’ er et stensikkert bud på en juleklassiker, som med tiden kommer til rangerer på vor tids must-see-tv-juleliste side om side med ’Love Actually’ og ’Bridget Jones’. Af den simple grund, at det er lykkes Emma Thompson, som både har skrevet historie, dialog og har produceret, at skabe en film sammen med instruktør Paul Feig, der rammer balancen mellem hylende morsom komedie og dybsindig, enkel fortælling, i en virkelig god historie om udfordringerne i det svære menneskeliv. At lave en romantisk julekomedie med så dybsindig en klangbund, som holdet her har formået, det er en kunst.