Mig før dig

Findes der noget mere frygteligt at overvære, end når dumme mennesker taler om komplekse ting? Når den intellektuelle formåen går hånd i hånd med et stort behov for følelsesmæssig tryghed og genkendelighed. At overvære ’Mig før dig’ er som at sidde sådan en samtale overhørig. 

Storbritannien kværner romantiske film ud med en rutine, der efterhånden er så fasttømret, at man skal være enten meget ung eller meget forhippet på at få det, man plejer, for ikke at føle sig lettere stødt over den komplette mangel på fantasi. ’Mig før dig’ er baseret på en bestseller af Jojo Moyes, der også er ferm til at kværne romantiske romaner ud. 

Den finder sted i en søvnlig, lille, pittoresk landsby, hvor hovedpersonen Lou Clark (Emilia Clarke) bor med sin familie, selvom hun er 26 – fordi familien er vaskeægte arbejderklasse og har brug for hendes indkomst. Hun påtager sig et job som handicaphjælper for en ung, velhavende mand, Will (Sam Claflin), der efter en trafikulykke er bundet til en kørestol. 

Ved et uheld opdager hun, at Will har planlagt at ende sit liv i Schweiz via Dignitas (assisteret selvmords-organisation) og kaster sig ud i et hektisk forsøg på at vise ham, at livet er værd at leve. Den bitre og kyniske, men noget så flotte Will tør langsomt op og bliver begejstret for den pudseløjerlige og barnligt naive Lou og alle hendes vidunderlige forsøg på at carpe en hel masse diem.

Uden den mindste respekt for selvmordstruede mennesker, for klinisk depression eller for kvinders muligheder for at håndtere deres egne skæbner, snegler filmen sig af sted uden charme eller forløsende humor. Og værst af alt er portrætteringen af Lou, der spilles manieret og indladende af Emilia Clarke, der vist skal prise sig lykkelig for at have succes som Khaleesi i ’Game of Thrones’. Forestil dig en befippet Hugh Grant i kvindelig form med 50 % mere øh-bøh’en og 50 % mindre intelligens, og du er godt på vej.