Licorice Pizza
ROMANTISK KOMEDIE
Premiere 17. marts 2022
Paul Thomas Anderson har lavet en charmerende og morsom hyldest til 1970’ernes Californien - dengang livet var groovy og det 21. århundrede kønspolitik stadig var en galakse langt langt væk. Med sig har han to unge debutanter som overbevisende skydes ud på stjernehimlen.
15-årige Gary Valentine (Cooper Hoffman) er lidt af en showman, en barneskuespiller hvis karriere snart synger på sidste vers, men med en iværksætter i maven. Han er smilende og hurtigt talende og lader hverken hvalpefedt eller teenagehud stå i vejen, da han møder den 10 år ældre Alana (Alana Haim) ved fotograferingen til skolens årbog, hvor hun assisterer fotografen og keder sig bravt.
Det er kærlighed ved første blik for Gary, mens hun er lige dele underholdt, fascineret og lidt deprimeret over at dette barn lægger an på hende, men af grunde hun ikke helt kan forklare, kan hun ikke holde sig fra ham. Gary får knust sit unge hjerte af hende mere end en gang, alligevel emmer jalousien fra Alana, da Gary flirter med en pige på sin egen alder. Det bliver begyndelsen på et eventyr om vejen ind i voksenlivet og om at finde ud af hvad skal bruge sit liv på og med hvem.
Historien er løst baseret på instruktørens barndomsven Gary Goetzman, der var barneskuespiller, startede et firma som solgte vandsenge, senere en spillearkade med flipperspil og endte som Tom Hanks’ producermakker i produktionsselskabet Playtone.
Paul Thomas Anderson har både skrevet, produceret, instrueret og ført kameraet til filmen, der virker som et familiært hyggeprojekt – ment på den bedst tænkelige måde – fyldt med venner og bekendte i diverse roller. De to hovedrolledebutanter er slet ikke til at stå for. De er overbevisende og uimodståelige.
Alana-rollen skrev Anderson til musikeren Alana Haim, hvis band Haim, han har lavet musikvideoer for og er nær ven med, og hendes søstre og forældre spiller Alanas familie. Og synes man at Gary alias Cooper Hoffman ser bekendt ud, ja så er det fordi han er søn af afdøde Philip Seymour Hoffman, som Anderson har lavet flere film med. I mindre roller, som ganske morsomme karakterer, ses blandt andre Sean Penn, Tom Waits og Bradley Cooper.
Der er ingen skarpe kanter eller horisontudvidende tanker i handlingen, til gengæld er der en herlig afslappethed over filmen, som er fyldt med 70’er nostalgi, gode grin og små magiske øjeblikke. Det er ganske enkelt en fornøjelse at se på.