Det skjulte

Den belgiske instruktør Joachim Lafosse laver film om familier der bliver revet i stykker indefra - af ekstrem opførelse, dybtliggende psykologisk bagage eller misbrug. I ‘Det skjulte’ stopper han det hele ind i samme fortælling om en velstående familie der gradvis hjemsøges af gamle og nye misgerninger. Filmen er løst baseret på den sande sag om den vanærede og dømte belgiske advokat Victor Hissel.

François Schaar (Daniel Auteuil) er en fremtrædende advokat, der i fem år har arbejdet på en højprofileret og skandaløs sag om misbrugte børn og svælger sig i mediernes evige intense søgelys. Astrid (Emmanuelle Devos) er hans mangeårige, loyale hustru, der kender til skadelige hemmeligheder om sin mand, men tier for at beskytte familien og hendes livsstil. Raphaël (Matthieu Galoux) er deres adopterede teenagesøn, der i øjeblikket gennemgår en oprørsk periode, som inkluderer stoffer, alkohol og at pjække fra skole.

Det begynder med en scene på en politistation, hvor Astrid får at vide at Raphaël er anholdt og sigtet for drabsforsøg. Herefter flashbacks nogle uger tilbage til begivenhederne, der førte dertil. Tempoet er langsomt og først en lille time inde i filmen afsløres dens sande præmis. Det er familiens voksne datter Caroline (Louise Chevillotte) der med få ord åbner skabet med skeletter.

At publikum får informationerne drypvis, kan nogle gange øge intensiteten og spændingen. Men denne gang fungerer det ikke. Det bliver i stedet et indviklet og forvirrende drama som ikke udforsker alvoren i de (alt for mange) komplekse og ubehagelige problemer, der præsenteres på meget kort tid.

Stjerneskuespillerne Daniel Auteuil og Emmanuelle Devos, som altid er en fornøjelse at se på, leverer solide præstationer. Men der er simpelthen ikke kød nok på manuskriptet til at de rigtigt kan udfolde deres talenter. Filmen kunne drage nytte af mindre stilhed og mere direkte konfrontationer mellem ægteparret Schaar. 

‘Det skjulte’ har 100 minutter til at udforske de tre nøglepersoner og det dybt foruroligende tema om børnepornografi og pædofili, men den spilder desværre tiden på unødvendig mange scener, der ikke rigtigt tilføjer noget. 

Tilbage står man med en masse ubesvarede spørgsmål og ikke noget større indblik i karakterernes tankegang som for eksempel hvorfor Astrid har tiet i 30 år. Dialogen mellem dem er ofte triviel - bortset fra en uddybende politiafhøring langt inde i filmen, og der savnes ærligt talt spænding og drama til at engagere publikum og for alvor få os til at tænke over hvem der bærer den største skyld: Den der begår handlingerne eller den der kender til dem og er tavs.